Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fejlagtig overførsel til kontant forrentning.

Sagsnummer: 224/1994
Dato: 04-10-1994
Ankenævn: Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Erik Sevaldsen, Søren Stagis
Klageemne: Selvpensioneringskonto - overførsel
Ledetekst: Fejlagtig overførsel til kontant forrentning.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren havde sin selvpensioneringskonto placeret i en pensionsindekspulje i indklagedes Åbenrå afdeling.

Pr. 1. januar 1992 blev klagerens konti, herunder selvpensioneringskontoen, overført til indklagedes Århus afdeling. Ved en fejl blev kontoen efter overførslen oprettet på kontantbasis.

Indtil udgangen af 1992 var klageren ansat som bankfuldmægtig hos indklagede.

Af indklagedes regler for deltagelse i pensionspuljer fremgår bl.a.:

"Udmeldelse kan ske med mindst 14 dages skriftligt varsel med udtræden til udgangen af et kvartal. ...

Banken kan opsige puljeaftalen med en måneds varsel til en måneds skifte."

I januar 1994 henvendte klageren sig til indklagede vedrørende fejloverførslen. Indklagede afviste klagerens krav om regulering af renten.

Klageren har ved klageskema af 29. marts 1994 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at regulere renten på selvpensioneringskontoen, således at den svarer til indekspuljeafkastet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hverken hun eller indklagede har opsagt puljeaftalen. På grund af hendes ansættelse hos indklagede, var kontoen placeret i en særskilt personalebank, idet personalet ikke selv må foretage ekspeditioner vedrørende egne eller familiens forretninger. Indklagede begik fejl ved overførslen af kontoen og bør derfor regulere renten i henhold til det oprindeligt aftalte.

Indklagede har anført, at ansatte hos indklagede principielt har ansvaret for eget engagement. Klageren burde og har siden januar 1992 haft mulighed for at kontrollere, at konti og depoter var oprettet som ønsket. Senest i januar 1993 ved modtagelsen af pensionsoversigt for 1992 burde klageren være blevet opmærksom på, at selvpensioneringskontoen var på kontantbasis. I 1992 udgjorde kontantrenten 7,5% mod et afkast i puljen på 6,1%, hvorfor klageren ikke har lidt noget tab. Klageren har stiltiende accepteret, at kontoen fra 1992 var kontantbaseret.

Ankenævnets bemærkninger:

Det er ubestridt, at en fejl hos indklagede medførte, at klagerens selvpensioneringskonto efter overførsel til en anden afdeling ikke blev placeret i pensionsindekspulje.

Ankenævnet finder imidlertid, at klageren senest ved modtagelsen af pensionsoversigt for 1992 burde være blevet opmærksom på, at kontoen var på kontantbasis. Da kontantrenten i 1992 var større end afkastet i indekspuljen, finder Ankenævnet ikke, at klageren har lidt et tab som følge af den fejlagtige registrering.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.