Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om hæftelse for fælles billån i forbindelse med samlivsophævelse, herunder spørgsmål vedrørende bilens værdi.

Sagsnummer: 928/2009
Dato: 09-11-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Troels Hauer Holmberg, Bent Olufsen, Erik Sevaldsen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Udlån - bodeling, samlivsophævelse
Pant - realisation
Ledetekst: Spørgsmål om hæftelse for fælles billån i forbindelse med samlivsophævelse, herunder spørgsmål vedrørende bilens værdi.
Indklagede: DiBa Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens hæftelse for et fælles billån i forbindelse med samlivsophævelse, herunder spørgsmål vedrørende bilens værdi.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes samlever, S, var kunder i DiBa Bank, hvor de efter det oplyste havde et fælles billån, der blev stiftet i maj 2008 med en hovedstol på 215.000 kr. Til sikkerhed for billånet fik banken håndpant i et løsøreejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i bilen. Aftaledokumenterne er ikke fremlagt under sagen.

I februar 2009 ophævede klageren og S samlivet.

Ved et brev af 23. februar 2009 til S blev bilen af en bilforhandler L vurderet til 160.000 kr. "ved rent opkøb".

Den 18. marts 2009 underskrev klageren en aftale med DiBa Bank om et lån på 50.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.000 kr. Låneprovenuet, som udgjorde 48.750 kr. blev ved overførsler samme dag fordelt med 23.707,90 kr. på billånet og 25.042,10 kr. på klagerens løbende konto.

Beløbet svarede til halvdelen af billånets restgæld efter fradrag af 160.000 kr.

Banken har oplyst, at klageren den 1. april 2009 blev slettet som meddebitor på billånet, der herefter blev videreført med S som enedebitor.

Ved brev af 14. juli 2009 anmodede klageren banken om at tilbageføre overførslen på 23.707,90 kr., hvilket banken afslog.

Parternes påstande.

Den 18. august 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at DiBa Bank skal tilbageføre overførslen på 23.707,90 kr.

DiBa Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at overførslen skete uden hendes viden og samtykke.

Efter samlivsophævelsen anmodede hun banken om et lån på 60.000 kr. til etablering i en lejlighed.

Hun accepterede at hæfte for halvdelen af restgælden på billånet, når bilen var solgt.

Hun accepterede ikke en salgspris på 160.000 kr., og accepterede ikke overførslen på 23.707,90 kr. til billånet.

Det viste sig, at bilen slet ikke blev solgt, men overtaget af S.

Da S har overtaget bilen, bør han også overtage lånet.

DiBa Bank har anført, at overførslen skete efter aftale.

I forbindelse med samlivsophævelsen havde banken gentagne samtaler og møder med klageren, klagerens far og S.

Klageren meddelte, at S skulle klare salget af bilen, og at restgælden på lånet efter salget skulle deles mellem dem. Samtidig anmodede klageren om et lån på 25.000 kr. til etablering i en lejlighed.

S indleverede en skriftlig vurdering af bilens salgspris i ren handel.

I bankens låneindstilling for det etablerede lån på 50.000 kr. er det angivet, at låneformålet er indskud i en lejlighed, møbler samt indfrielse af restgæld på billån.

Ved opgørelsen af klagerens andel af restgælden indgik vurderingsprisen, der var accepteret af klageren. Det er derfor uden betydning for sagen, om bilen faktisk blev solgt.

Klageren var til stede i banken på det tidspunkt, hvor lånet blev effektueret og billånet nedbragt.

Klageren reagerede først, da hun havde set S køre i bilen.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren hæftede sammen med den tidligere samlever for gælden på billånet.

I forbindelse med samlivsophævelsen blev bilen af L vurderet til 160.000 kr. ved rent opkøb.

Klagerens andel af det pågældende billån blev opgjort til halvdelen af restgælden på lånet efter fradrag af de 160.000 kr., eller 23.707,90 kr.

Klageren blev i forbindelse med overførsel af de 23.707,90 kr. frigjort for sin hæftelse for billånet.

Ankenævnet lægger til grund, at klageren i forbindelse med samlivsophævelsen overlod salget af bilen til S og finder, at DiBa Bank var berettiget til at lægge til grund, at klageren accepterede L’s vurdering.

Det forhold, at klageren ikke vidste, at S overtog bilen mod at hæfte for lånet med vurderingssummen på 160.000 kr. og sin halvdel af det overskydende beløb, findes under de foreliggende omstændigheder ikke at kunne tillægges betydning.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.