Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Kapitalpension, tegning af aktier.

Sagsnummer: 561/1993
Dato: 31-01-1994
Ankenævn: Peter Blok, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Kapitalpension, tegning af aktier.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I november 1991 købte klageren via sin kapitalpensionsordning 350 aktier á kurs 250 i [indklagede]. Klagerens udgift hertil inklusive køb af tegningsretter udgjorde i alt 97.204 kr. Indklagede har oplyst, at ved købet af aktierne udgjorde disse ca. 25% af den samlede værdi af kapitalpensionsordningen.

I forbindelse med ophævelse af klagerens kapitalpension ved klagerens fyldte 70. år i september 1993 overførtes 396 stk. aktier i [indklagede] til en kursværdi af 84.744 kr. (kurs 214) til klagerens åbne depot.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham et tab opgjort til 26.282 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har til støtte for påstanden anført, at han i november 1991 af indklagedes medarbejder blev anbefalet at købe aktierne. Som følge af manglende indsigt i disse forhold indvilgede han heri, men indklagede burde i stedet have anbefalet ham at købe statsobligationer. I august 1993 beregnede en medarbejder hos indklagede klagerens tab på daværende tidspunkt til 26.282 kr., som indklagede bør godtgøre ham som følge af fejlagtig rådgivning, og da indklagedes medarbejder har varetaget indklagedes interesser mere end klagerens.

Indklagede har anført, at klageren ved købet af aktierne loyalt blev oplyst om fordele og ulemper ved køb af aktier. Den kontoførende afdeling var opmærksom på, at klagerens portefølje af værdipapirer var spredt på såvel aktier som obligationer, således at klageren i rimelig grad havde foretaget en afdækning af kurs-risikoen. De omhandlede aktier er fortsat i klagerens besiddelse, hvorfor klageren ikke har realiseret noget tab.

Klageren kunne i øvrigt i februar 1992 have solgt akterne til den da noterede kurs på 303.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes rådgivning i forbindelse med klagerens køb af de omhandlede aktier i november 1991 har været af en sådan karakter, at der kan pålægges indklagede erstatningsansvar.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.