Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse om kun at have fået udleveret 100.000 ESP og ikke som bestilt 200.000 ESP.

Sagsnummer: 502/1996
Dato: 17-04-1997
Ankenævn: Peter Blok, Inge Frølich, Peter Stig Hansen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Valuta - omvekslet beløbsstørrelse
Ledetekst: Indsigelse om kun at have fået udleveret 100.000 ESP og ikke som bestilt 200.000 ESP.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Ved klageskema af 16. december 1996 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 100.000 ESP eller modværdien i danske kroner.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Den 25. november 1996 bestilte klageren 200.000 ESP i indklagedes Gammel Kongevej afdeling.

Klageren henvendte sig i afdelingen den 29. s.m. med henblik på afhentning af de bestilte pesetas. Af en valutanota, der blev udleveret til klageren under ekspeditionen, fremgår en pris på 9.431 DKK for indklagedes salg af 200.000 ESP.

Klageren har anført, at den ekspederende medarbejder uden først at foretage optælling gav ham pengesedlerne bundtet med en elastik. Medarbejderen oplyste, at bundtet indeholdt 200.000 ESP. Han talte ikke straks sedlerne efter. Første den 1. december 1996 opdagede han, at der kun var 100.000 ESP i bundtet, hvorpå han straks rettede henvendelse til indklagede, der imidlertid afviste at have begået fejl. Det er sandsynligt, at hans bestilling er blevet ombyttet med en anden kundes.

Indklagede har anført, at afdelingen den 25. november 1996 udover klagerens bestilling modtog en yderligere bestilling på spanske pesetas. Sedlerne blev modtaget fra en central valutakasse den følgende dag. Ved modtagelsen blev sedlerne optalt og fordelt til de pågældende kunder og herefter opbevaret separat på kundens navn. Det blev efterfølgende kontrolleret, at der ikke var valutadifferencer i valutakassen eller afdelingen. Den kunde, der inden for samme periode fik udleveret pesetas, har oplyst, at det modtagne beløb var korrekt. Indsigelser mod kontant modtagelse af pengemidler må fremsættes ved modtagelsen, hvorfor klageren burde have kontrolleret beløbet i forbindelse med ekspeditionen. Det er indklagedes opfattelse, at klageren har modtaget det korrekte beløb.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren under ekspeditionen den 29. november 1996 kun fik udleveret 100.000 ESP og ikke som bestilt og anført i valutanotaen 200.000 ESP. Det bemærkes herved, at klageren selv må bære risikoen for, at han ikke straks på stedet kontrollerede det modtagne beløb.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.