Spørgsmål om klagerne havde modtaget mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantkapital i sparekasse. Spørgsmål om ansvar som følge af mangelfulde oplysninger om sparekassens økonomiske forhold. Oprettelse af garantbørs. Spørgsmål om afskæring af erstatningskrav, der ikke var fremsat inden for fristen i henhold til præklusivt proklama, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 p.
| Sagsnummer: | 459/2012 |
| Dato: | 12-12-2013 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Peter Stig Hansen, Anders Holkmann Olsen, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Garantbeviser - rådgivning
Garantbeviser - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Spørgsmål om klagerne havde modtaget mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantkapital i sparekasse. Spørgsmål om ansvar som følge af mangelfulde oplysninger om sparekassens økonomiske forhold. Oprettelse af garantbørs. Spørgsmål om afskæring af erstatningskrav, der ikke var fremsat inden for fristen i henhold til præklusivt proklama, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 p. |
| Indklagede: | FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører, om Sparekassen Østjylland pådrog sig et erstatningsansvar for klagernes tab ved ikke at have givet tilstrækkelige oplysninger om risikoen forbundet med indskud af garantkapital eller ved at give urigtige informationer om sparekassens økonomi m.v. Desuden vedrører sagen, om sparekassens beslutning om stop for indløsning af garantkapital og etablering af en garantbørs var i strid med sparekassens vedtægter. Endelig vedrører sagen, om klagernes krav i givet fald er bortfaldet på grund af udløb af frist for fremsættelse af krav i henhold til præklusivt proklama.
Sagens omstændigheder
Klagerne K og M var kunder i Sparekassen Østjylland, hvor de hver havde tegnet garantkapital for i alt 40.000 kr. gennem årene fra 2008 til 2011.
I slutningen af 2011 udsendte sparekassen en pressemeddelelse angående resultatet efter 3. kvartal, som blev betegnet som ”meget tilfredsstillende”.
Med virkning fra den 27. december 2011 besluttede sparekassens bestyrelse at suspendere indløsning af garantkapital. Samtidig indførte sparekassen et midlertidigt stop for nytegning af garantkapital og etablerede en såkaldt garantbørs, hvor sparekassens garanter kunne sælge deres garantkapital i det omfang, der var købere. I den forbindelse offentliggjorde sparekassen følgende meddelelse:
”…
På baggrund af nye EU-regler og gældende lovgivning har Sparekassen Østjylland med virkning fra den 27. december 2011 indført en ny procedure for indløsning og videresalg af garantbeviser – en såkaldt garantbørs.
Med indførelsen af en garantbørs ønsker vi at sikre, at sparekassen altid har et stabilt og tilfredsstillende kapitalgrundlag.
Finanstilsynet har for nylig udsendt nye retningslinjer for fastsættelse af landbrugskunders værdier. Der er tale om meget nedsatte vurderinger, hvilket giver behov for nye nedskrivninger i sparekassen, som beklageligvis vil påvirke vores resultat for 2011 negativt.
Vi betragter derfor indførelsen af en garantbørs som en ansvarlig handling med det formål at beskytte vores garanter, kunder og sparekassen.
…”
Sparekassen Østjylland indgik med virkning fra den 21. april 2012 - på baggrund af et tilsynsbesøg og et solvenskrav fra Finanstilsynet - en aftale med Finansiel Stabilitet A/S om overdragelse af sparekassens aktiver og de fleste passiver til et nystiftet selskab ved navn Sparebank Østjylland af 2012 A/S. Sparekassen blev erklæret konkurs den 23. april 2012.
I henhold til § 16 p, stk. 1, i lov om finansiel stabilitet indrykkede Sparebank Østjylland af 2012 den 22. april 2012 et præklusivt proklama, hvoraf fremgår:
”I henhold til § 16 p i lov om finansiel stabilitet, anmodes enhver, som har en fordring eller andet krav mod Sparekassen Østjylland om at anmelde sit krav til Sparebank Østjylland af 2012 A/S, hvis kravet ikke tidligere har været rejst mod Sparekassen Østjylland, eller er blevet afvist af Sparekassen Østjylland.
Krav skal anmeldes inden tre måneder efter denne bekendtgørelse. Anmeldelse med fornøden dokumentation og med eventuelle renter opgjort til og med den 20. april 2012 skal sendes til
Sparebank Østjylland af 2012 A/S
Frankrigsvej 11
8450 Hammel
Att. [kontaktperson]
E-mail: proklama@sparoj.dk
Såfremt krav ikke er anmeldt inden udløbet af ovennævnte frist, bortfalder retten til at få hel eller delvis dækning af kravet hos Sparebank Østjylland af 2012 A/S, jf. lov om finansiel stabilitet § 16 p, stk. 3.
…”
Ved e-mail af 10. juni 2012 til advokat F, der var kurator i konkursboet efter sparekassen, anmeldte klagerne hver et erstatningskrav på 40.000 kr. vedrørende garantbeviserne.
Proklamafristen udløb den 22. juli 2012
I e-mail af 23. juli 2012 til Sparebank Østjylland af 2012 A/S videresendte klagerne deres anmeldelse af 10. juni 2012 til advokat F:
”Hermed mail tidligere fremsendt til kammeradvokaten. Vi er blevet bedt om af kammeradvokaten også at fremsende klage/proforma til Sparekassen Østjylland.
Dette er hermed gjort.”
Den 3. oktober 2012 modtog Ankenævnets sekretariat et klageskema fra klagerne.
Under sagen har klagerne fremlagt en brochure udarbejdet af sparekassen rettet mod unge med titlen: ”18:27 Garant – Sæt dit liv i scene”. Af brochuren fremgår følgende:
”...
Garant – og garantfordele
Er du garant i sparekassen er vejen til en 18:27 åben – hvis ikke skal du som ung kunde kun betale et garantindskud på 1.000 kr. Så får du alle fordelene – og en god rente af dit indskud.
Hvert år bliver du inviteret til vores garantmøde med lækker mad og topunderholdning, ligesom du kan benytte dig af vores øvrige kulturelle tilbud til favørpris.
De nye tilbud finder du på vores hjemmeside og i bladet GarantNyt, som udkommer 2 gange om året.
…”
Klagerne har ligeledes fremlagt en skrivelse fra sparekassen fra april 2010 med overskriften ”Nye garantfordele”, som var vedlagt en oversigt over garantfordele, hvoraf fremgår:
”…
Forudsætningen er, at du indbetaler mellem 5.000 kr. og 150.000 kr. i garantkapital*
…
*Garantkapital/garantbeviser indgår i sparekassens basiskapital, og er derfor ikke dækket af indskydergarantifonden.
Du kan indskyde en ansvarlig garantkapital på mellem 5.000 – 150.000 kr. Sparekassen er ikke forpligtet til at indfri garantkapital.Ved tegning af garantbeviser for frie midler, pensionsmidler og børneopsparing opfordrer sparekassen generelt til at sikre risikospredning.
…”
Parternes påstande
Den 3. oktober 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) skal tilbagebetale deres garantindskud med tillæg af sparekassens højeste indlånsrente fra deres indbetaling af garantindskuddene til betaling sker.
FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at de løbende indsatte beløb på garantkontiene i forbindelse med pensionsopsparing. De drøftede med sparekassen, at de ikke ønskede at løbe nogen risiko, og at de derfor ville indsætte beløbene på en almindelig konto. Sparekassen foreslog garantkonti med høj forrentning og ”nul risiko”. Deres konti i sparekassen viste sig at være garantbeviser. Da de blev klar over, at garantkontiene blev betragtet som garantbeviser, forsøgte de at hæve pengene. Dette kunne ikke lade sig gøre, da garantbeviserne kun kunne sættes til salg via garantbørsen. Garantkonti bør være dækket af indskydergarantien.
De underskrev ikke garantbeviser eller lignende dokumenter. De fik ikke korrekte og fyldestgørende oplysninger om vilkårene for garanters hæftelse. Sparekassen overtrådte således bekendtgørelsen om god skik for finansielle virksomheder.
Det salgsmateriale, sparekassen anvendte i forbindelse med salg af garantbeviser, fokuserede ensidigt på garanternes fordele, men omtalte ikke – eller kun i meget beskeden opsætning – den risiko, garanterne løb.
Rådgivningen må som minimum skulle omfatte en beskrivelse af risikoen for, at kapitalen ikke kan indløses, herunder om dette kan ske som følge af sparekassens kapitaltab, eller om det derudover kan ske som følge af en ensidig beslutning truffet af sparekassens ledelse.
Forskellen er efter deres opfattelse afgørende, da det ikke er muligt på forhånd at vurdere, hvad ledelsen måtte beslutte, mens det er muligt ved undersøgelse af sparekassens økonomi at danne sig et indtryk af risikoen for, at sparekassens ansvarlige kapital bliver berørt.
De var ikke bekendt med bestemmelsen i sparekassens vedtægter om, at ingen garant havde krav på at få garantkapitalen indløst. Derimod var de bekendt med, at det har været sparekassens faste praksis indtil primo 2012 at indløse garantbeviser.
Sparekassens beslutning om pr. 27. december 2011 at indføre en garantbørs havde ikke hjemmel i vedtægterne. Beslutningen var i strid med vedtægternes pkt. 3.2, da ingen af de forhold, der efter bestemmelsen ville gøre sparekassen berettiget til at nægte indløsning af garantkapital, var til stede. Beslutningen må være truffet efter et frit skøn af sparekassens ledelse, hvilket ledelsen ikke var berettiget til.
I slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 udsendte sparekassen ufuldstændige og misvisende informationer om sparekassens økonomiske stilling. Indførelsen af garantbørsen blev begrundet med ”nye EU-regler og gældende lovgivning”, hvilket er misvisende og intetsigende. Forholdet var tilsyneladende det, at garantbørsen blev indført på grund af kapitalmangel.
De ufuldstændige og misvisende oplysninger medførte, at de ikke blev tilskyndet til at søge at afsætte garantbeviserne på sparekassens garantbørs eller på anden måde.
Som følge af den mangelfulde og misvisende information må sparekassen bevise eller sandsynliggøre, at der til trods for manglerne er givet fyldestgørende rådgivning, dels på tidspunktet for deres indbetaling af garantindskuddet, dels i det efterfølgende forløb, hvor garanternes risiko blev forøget som følge af indefrysningen af garantindskuddene.
De har klaget rettidigt. De kan ikke godtage indklagedes påstand om, at de har klaget til det forkerte sted.
De har svært ved at finde rundt i de forskellige myndigheder og selskaber, der optræder i forbindelse med sparekassens konkurs. De troede, at garantkontiene var dækket som almindelige konti, og de havde derfor ikke anledning til at følge særlig godt med i konkursen eller i hvortil og hvornår, der skulle indgives klage.
Der bør ikke fastsættes en tidsfrist for sådanne klager. I andre forhold kan man ikke blot fastsætte en slutdato og herefter afvise alt, der klages over.
Indklagede burde straks ved modtagelse af klagen have meddelt, hvis indklagede mente, at der var klaget for sent. De modtog løbende orientering om sagen fra Ankenævnet, og troede derfor, at klagen var accepteret.
Datoen for fremsendelse til Ankenævnet må være klagetidspunktet.
FS Finans I (Sparebank Østjylland af 2012) har anført, at klagerne ikke inden for proklamafristen har foretaget en anmeldelse over for indklagede Sparebank Østjylland af 2012 eller overfor sparekassen. Indklagede blev således først bekendt med klagernes krav ved modtagelsen af sagen fra Ankenævnet. Klagerne havde ikke før klagen af 22. september 2012 til Ankenævnet gjort det i sagen omhandlede krav gældende overfor indklagede. Indklagede modtog først anmeldelsen den 23. juli 2012.
Proklamafristen udløb den 22. juli 2012, og klagerne kan derfor ikke gøre et krav gældende mod Sparebank Østjylland af 2012, jf. også Ankenævnets afgørelse i sag nr. 233/2012.
Det præklusive proklama blev udstedt med hjemmel i § 16 p i lov om finansiel stabilitet og blev i overensstemmelse med § 16 p offentliggjort i Erhvervsstyrelsens IT-system. Det fremgår direkte af det præklusive proklama, at kravet skal fremsættes over for ”Sparebank Østjylland af 2012 A/S” (nu FS Finans I A/S) inden tre måneder regnet fra den 22. april 2012. I overensstemmelse med det af lovgiver fastsatte tillægges det ikke betydning for præklusionsfristen, at klagerne har fremsat kravet ved indgivelse af klagen til Ankenævnet den 22. september 2012.
Ankenævnets bemærkninger
Det følger såvel af § 16 p, stk. 1 og 3, i lov om finansiel stabilitet som af det præklusive proklama, der blev indrykket den 22. april 2012, at krav skulle anmeldes til Sparebank Østjylland af 2012, hvis ikke kravet tidligere var rejst mod Sparekassen Østjylland eller var blevet afvist af Sparekassen Østjylland. Det følger endvidere af § 16 p og af proklamaet, at kravet skulle anmeldes inden den 22. juli 2012, og at retten til dækning hos Sparebank Østjylland af 2012 bortfalder, hvis kravet ikke er anmeldt rettidigt.
Efter det foreliggende havde klagerne ikke forud for indrykkelsen af proklamaet den 22. april 2012 rejst deres krav om erstatning for tab af garantkapital overfor Sparekassen Østjylland, idet klagerne først anmeldte kravet til kurator i konkursboet efter sparekassen den 10. juni 2012.
Efter det foreliggende havde klagerne ikke inden udløbet af proklamafristen den 22. juli 2012 anmeldt deres krav over for Sparebank Østjylland af 2012. Ankenævnet bemærker herved, at klagerne først videresendte anmeldelsen til kurator af 10. juni 2012 til Sparebank Østjylland af 2012 ved e-mail af 23. juli 2012, og at klagerne indgav klage til Ankenævnet den 3. oktober 2012.
Som følge heraf er der ikke anledning til at tage stilling til, om Sparebank Østjylland af 2012 (nu FS Finans) kan gøres ansvarlig for klagernes tab.
Ankenævnet bemærker, at Ankenævnet ikke kan tage stilling til, om klagerne eventuelt kan rette et krav mod konkursboet efter Sparekassen Østjylland, da konkursboet ikke driver virksomhed som pengeinstitut.
Ankenævnets afgørelse
Klagerne får ikke medhold i klagen.