Spørgsmål vedrørende afvikling af studielån.
| Sagsnummer: | 601/1995 |
| Dato: | 04-07-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjarne Lau Pedersen, Lars Pedersen, Mette Reissmann, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - studielån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende afvikling af studielån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 19. december 1986 indgik klageren en aftale med indklagedes Husum afdeling om tilbagebetaling af et statsgaranteret studielån på 152.322,08 kr. over 14 år med en månedlig ydelse på 1.720 kr., første gang den 31. marts 1987. Renten var p.t. 14,5% p.a.
Lånet blev efterfølgende afviklet med den aftalte ydelse således, at klagerens månedlige indbetalinger blev nedsat med det rentetilskud, der blev krediteret lånet efter reglerne om tilskud til afvikling af et statsgaranteret studielån.
Af fremlagte kontoudtog fremgår, at rentetilskud på henholdsvis 2.040 kr. og 2.042 kr., der var indsat på studielånet henholdsvis 30. september og 31. december 1992, blev overført fra studielånet til klagerens økonomikonto hos indklagede den 15. januar 1993.
I sommeren 1995, hvor restgælden på studielånet var ca. 125.000 kr., rettede indklagede henvendelse til klageren vedrørende forhøjelse af den månedlige ydelse til 2.400 kr. med henblik på at opnå en fuld afvikling af studielånet inden garantiperiodens udløb den 30. april 2001.
Indklagede har oplyst, at ydelsen i december 1986 skulle have været fastsat til 2.164 kr. månedligt, for at lånet ved uændret rente kunne afvikles inden den 30. april 2001.
Klageren har ved klageskema af 11. december 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre hende den forøgede rentebyrde på studielånet som følge af overførslen af beløbet på 4.082 kr. den 15. januar 1993, og at indklagede tilpligtes at forlænge lånet uden ændring af de månedlige ydelser, uanset om der kan opnås en forlængelse af garantiperioden.
Hypotekbanken har ved skrivelse af 27. december 1995 afslået at forlænge garantiperioden for klagerens studielån.
Indklagede har den 24. januar 1996 tilbudt klageren at fortsætte afviklingen af lånet med en ydelse på 1.720 kr. og en rente svarende til rentesatsen på studielån. Indklagede har i øvrigt påstået frifindelse.
Klageren har anført, at hun som følge af fejlposteringen af beløbet på 4.082 kr. har måttet betale ekstra renter på studielånet. Hun bør ikke påføres udgifter som følge af indklagedes fejl.
Indklagede har anført, at beløbet formentlig på foranledning af klageren blev hævet på studielånskontoen og indsat på klagerens økonomikonto. Da klageren har modtaget det fejlagtigt hævede beløb, har hun ikke lidt noget tab som følge af dispositionen.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har under hensyn til den fejl, der blev begået ved den oprindelige beregning af lånets ydelse, imødekommet klagerens krav om fortsat afvikling af lånet med en månedlig ydelse på 1.720 kr. og med samme rente som studielån, uanset at Hypotekbanken har afslået at forlænge garantiperioden.
Klageren har modtaget kontoudtog, hvoraf overførselen den 15. januar 1993 af 4.082 kr. fra hendes studielånskonto til hendes økonomikonto fremgik, og Ankenævnet finder, at klageren, såfremt der var tale om en fejl, burde have rettet henvendelse til indklagede med henblik på tilbageførsel af beløbet. Klageren findes derfor at være afskåret fra nu at påberåbe sig forholdet, som alene indebærer, at der er ydet hende en yderligere kredit.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.