Indsigelse om mistet fradragsret på kapitalpension i forbindelse med overførsel af engagement.
| Sagsnummer: | 1191/2009 |
| Dato: | 19-01-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hanen, Maria Hyldahl, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
Kapitalpensionskonti - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse om mistet fradragsret på kapitalpension i forbindelse med overførsel af engagement. |
| Indklagede: | Sparekassen Sjælland |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører, om Sparekassen Sjælland har pådraget sig et ansvar over for klagerne som følge af mangelfuld rådgivning om mistet fradragsret på indbetaling til en kapitalpension, og om pengeinstituttet er ansvarlig i forbindelse med geninvestering af klagernes afkast.
Sagens omstændigheder
I 2007 ønskede klagerne at skifte pengeinstitut til Sparekassen Sjælland.
Sparekassen sendte bl.a. et brev af 2. maj 2007 til klagerne, hvoraf fremgik:
"…
Vi håber, I er tilfredse med den høje rente, I får hos os på Højrentekontoen, som er en af Danmarks højest forrentede indlånskonti.
Nu kan vi tilbyde jer lidt ekstra!
Hvis det er vigtigt for jer både at få en høj rente og have nem adgang til jeres penge, kan vi tilbyde jer Højrente Ekstra-ordningen, hvor I kan forvente et udbytte på op mod 7,25% p.a. Samtidig har I friheden til at kunne bruge årets udbytte, når I vil.
…"
Den 6. september 2007 underskrev klagerne en investeringsaftale Højrente Ekstra med sparekassen. Af investeringsaftalen, der omfattede en Højrente Ekstra konto, et depot og et indskud på 700.000 kr., fremgik bl.a.:
"…
INVESTERINGSAFTALE HØJRENTE EKSTRA – FRIE MIDLER
…
Rammeaftale
Sparekassen har fuldmagt til at handle værdipapirer for kunden mod efterfølgende at informere via afregningsnota.
Endvidere giver undertegnede sparekassen den fulde dispositionsret over det til aftalen knyttede depot og højrente ekstra konto med samme retsvirkning, som var en disposition foretaget af mig personligt.
…
Sparekassens placering af midlerne i værdipapirer sker for kundens regning og risiko i henhold til den valgte risikoprofil, og der er således ingen regresmulighed overfor sparekassen på dette grundlag.
Sparekassen laver rapportering til kunden 2 gange årligt.
…
Højrente ekstra konto etableres og anvendes til opsamling af afkast af de i depotet beroende værdipapirer og til løbende fondsforretninger.
Der kan uden omkostninger udbetales værdier fra ordningen 1 gang årligt, herefter koster det et gebyr (jf. prisbog) pr. udbetaling.
…"
Den 11. september 2007 underskrev klagerne hos sparekassen en anmodning til klagernes tidligere pengeinstitut, P om overførsel af kontonr. 528 samt et depot.
Overførslen af konto 528 med et indestående på ca. 50.000 kr. skete den 27. september 2009.
Klagerne har anført, at de havde to kapitalpensioner, en mindre hos P og en større hos et pensionsselskab. Efter det af klagerne oplyste, opgjorde P den mindre kapitalpension efter anmodning fra sparekassen. Sparekassen har bestridt dette.
Den 8. april 2008 sendte sparekassen en udbyttemeddelelse til klagerne, hvoraf et afkast på 54.819,25 kr. fremgik.
Den 30. juni 2008 sendte sparekassen en investeringsoversigt til klagerne, hvoraf bl.a. afkastet på 54.819,25 fremgik.
Endvidere fremgik, at ordningen havde en værdi på ca. 690.000 kr., fordelt med ca. 370.000 kr. i udenlandske obligationer og resten i danske obligationer og kontant.
Den 9. september 2008 geninvesterede banken afkastet.
Ved brev af 14. september 2009 reklamerede klagerne til sparekassen.
Klagerne anførte, at de som følge af opgørelsen af kapitalpensionen hos P havde mistet fradragsret for indbetaling på kapitalpensionen i 2008 og 2009. På den baggrund gjorde klagerne et krav gældende på 45.250 kr. over for sparekassen. De anførte ligeledes, at geninvesteringen af afkastet på 54.819,25 kr. skete uden deres accept.
Ved brev af 24. september 2009 afviste sparekassen at have pådraget sig et ansvar.
Parternes påstande
Klagerne har den 18. november 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sparekassen Sjælland skal erstatte tabet for mistet fradragsret på 45.250 kr. og tilbagebetale 54.819,25 kr. for tabt afkast.
Sparekassen Sjælland har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klagerne har anført, at sparekassen i forbindelse med flytningen af deres samlede engagement bærer ansvaret for, at kapitalpensionen hos P blev opgjort. Det var en fejl, at sparekassen opgjorde kapitalpensionen. Fejlen medførte, at de mistede en mulig fradragsret for to års indbetaling til kapitalpensionen og derved påførte dem et tab på 45.250 kr. Sparekassen var fuldt vidende om, at de også havde en kapitalpension hos pensionsselskabet.
Klagerne har anført, at sparekassen disponerede over og geninvesterede afkastet på 54.819,25 kr. uden deres accept og i strid med den aftale de indgik jf. rammeaftalen underskrevet den 6. september 2007 og brev af 2. maj 2007, hvori sparekassen havde bekræftet, at de selv disponerede over årets udbytte.
Sparekassen Sjælland har anført, at de ikke har medvirket til at opgøre den ene af klagernes kapitalpensioner, og det fremgik heller ikke af den specifikation, som P sendte vedrørende overførsel af engagementet. Sparekassen modtog heller ikke efterfølgende nogen henvendelse om kapitalpensionen.
Klagerne må allerede ultimo 2007 have fået meddelelse om ophævelsen af kapitalpensionen fra P, som må kunne redegøre for, hvem der har underskrevet formularen om ophævelsen på kapitalpensionen. Ligesom det formentlig vil fremgå heraf, at indskudsretten fortabes.
Sparekassen har anført, at det fremgår klart af investeringsaftalen, der er underskrevet af klagerne d. 6. september 2007, at sparekassen har den fulde dispositionsret over det til aftalen knyttede depot og den højrente ekstrakonto, der indgår som en del af aftalen med den samme retsvirkning, som var det en disposition foretaget af klagerne selv.
Klagerne havde i perioden april – september 2008 rig lejlighed til selv at disponere over afkastet på 54.819,25 kr., hvis de ønskede dette.
Sparekassen har ikke begået ansvarspådragende fejl.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Sparekassen Sjælland medvirkede til, at klagernes kapitalpension hos P blev opgjort. Nævnet lægger således vægt på, at kapitalpensionskontoen hverken fremgik af overførselsanmodningen af 11. september 2007 fra sparekassen eller af brev af 27. september 2007 om overførsel af engagement fra P. Allerede af den grund tages klagepunktet ikke til følge.
For så vidt angår klagen over geninvestering af afkast accepterede klagerne ved indgåelsen af aftalen om formuepleje, som klagerne underskrev den 6. september 2007, at sparekassen havde den fulde dispositionsret over det til aftalen knyttede depot og højrente ekstra konto - med samme retsvirkning, som var en disposition foretaget af klagerne selv. Dispositionsretten indebar bl.a., at sparekassen var bemyndiget til at købe, sælge og nytegne værdipapirer efter sparekassens skøn. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at sparekassen ved sin administration har begået faglige fejl eller har handlet i strid med det, der var aftalt. Det bemærkes, at klagerne via sparekassens fremsendelse af udbyttemeddelelse d. 8. april 2008 samt beholdningsoversigt af 30. juni 2008 modtog oplysninger om afkastet, således at de kunne have disponeret over afkastet.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.