Indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af indklagedes selvbetjeningssystemer
| Sagsnummer: | 442/2022 |
| Dato: | 25-05-2023 |
| Ankenævn: | Ankenævnets formand, Vibeke Rønne i medfør af Ankenævnets vedtægter, § 22. |
| Klageemne: |
Netbank - tekniske forhold
Formandsafgørelse - Formandsafgørelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af indklagedes selvbetjeningssystemer |
| Indklagede: | Sydbank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af indklagedes selvbetjeningssystemer.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er bosiddende i Tyskland, var kunde i Sydbank. Klageren havde adgang til bankens selvbetjeningssystemer.
Banken anmodede klageren om at skifte fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af bankens selvbetjeningssystemer. Banken forlængede fristen herfor til den 31. oktober 2022.
Klageren klagede til banken, idet han ønskede at fortsætte med at benytte bankens selvbetjeningssystemer ved brug af NemID og ikke ønskede at overgå til MitID.
Parternes påstande
Den 25. oktober 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal give ham mulighed for fortsat at kunne tilgå bankens selvbetjeningssystemer uden brug af MitID. Klageren har endvidere nedlagt påstand om, at banken skal betale erstatning og kompensation på 95.430 kr. for hans tidsforbrug samt svie og smerte.
Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at banken ved svig, afpresning, manipulation og misbrug af sit koncipistansvar har forsøgt at få hans uinformerede samtykke til at afgive ukendte og uspecificerede persondata til den uidentificerbare tredjepart MitID til ukendte databehandlingsformål.
Banken vildledte ham ved at meddele, at det var et lovkrav at få MitID. Banken har brudt en række regler, herunder aftaleloven, persondataloven og GDPR.
Bankens handlinger og afpresning har påført ham stress. Han har krav på erstatning for svie og smerte samt for sit timeforbrug og udlæg.
Sydbank har blandt andet anført, at det følger af lov nr. 783 af 4. maj 2021 om MitID og NemLog-in, at NemID skal udfases og erstattes af MitID. Banken er ikke dataansvarlig for MitID. Ankenævnet har i sagerne 98/222, 131/2022 og 152/2022 ikke fundet grundlag for at pålægge pengeinstitutterne at lade klagerne bruge selvbetjeningssystemer uden brug af MitID.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter, § 22, jf. bemyndigelse af 26. april 2023 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.
Klagen vedrører indsigelse mod overgang fra sikkerhedsløsningen NemID til MitID ved brug af Sydbanks selvbetjeningssystemer.
Det følger af lov nr. 783 af 4. maj 2021 om MitID og NemLog-in, at NemID skal udfases og erstattes af MitID.
Ankenævnet har efter sin faste praksis ikke fundet grundlag for at pålægge pengeinstitutterne at lade klagerne anvende pengeinstitutternes selvbetjeningssystemer uden brug af MitID. Der er ikke grundlag for at fravige denne praksis i nærværende sag. Der er endvidere ikke grundlag for at pålægge banken at betale noget beløb til klageren.
Det bemærkes, at spørgsmål om bankens overholdelse af databeskyttelsesloven og persondataforordningen hører under Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.