Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Finansiering af ejerlejlighedsprojekt.

Sagsnummer: 196/1994
Dato: 21-11-1994
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Kirsten Nielsen, Allan Pedersen, Jørn Ravn
Klageemne: Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
Ledetekst: Finansiering af ejerlejlighedsprojekt.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I august 1991 blev klageren eneejer af selskabet N A/S, der drev byggevirksomhed samt køb og salg af fast ejendom.

Selskabet ejede bl.a. en udlejningsejendom, der bestod af et erhvervslejemål og to boliglejemål. Selskabet havde udarbejdet et projekt, hvorefter ejendommen skulle udbygges med syv ejerlejligheder med videresalg for øje.

På grund af selskabets økonomiske vanskeligheder blev der i 1992 begæret tvangsauktion over ejendommen. Indklagede, der finansierede selskabets virksomhed, efterkom i august 1992 klagerens anmodning om finansiering af en overdragelse af ejendommen med projekt fra selskabet til ham personligt.

Indklagede ydede herefter ved gældsbrev af 19. august 1992 klageren et lån på 2.750.000 kr. med sikkerhed i ejendommen efter et kreditforeningslån på 2.626.000 kr. Lånets afvikling blev tilrettelagt således, at der i forbindelse med salg af de projekterede ejerlejligheder skulle betales ekstraordinære afdrag. Ifølge gældsbrevet er lånet ydet til erhvervsmæssigt formål.

Lånet blev bevilget under forudsætning af, at indklagede modtog lejeindbetalinger til indsættelse på en sikringskonto, og at indklagede forestod alle betalinger vedrørende ejendommen.

I 1993 blev ejerlejlighedsprojektet ændret til et ungdomsboligprojekt, for hvilket klageren var totalentreprenør.

Med henvisning til, at projektet ikke blev igangsat, opsagde indklagede den 22. marts 1994 engagementet.

Ved klageskema af 18. marts 1994 har klageren rejst en klagesag vedrørende renteberegningen på lånet, indklagedes vægring mod at tillade en ejerlejlighedsopdeling uden samtidig at få indfriet hele sit tilgodehavende og indklagedes tilsidesættelse af aftalen om betaling af ejendommens udgifter via lejeindbetalinger.

Indklagede har nedlagt påstand om afvisning med henvisning til Ankenævnets vedtægters § 2.

Ved skrivelse af 30. maj 1994 afviste sekretariatet klagen med henvisning til, at klageren måtte anses for erhvervsdrivende, og at klagen vedrørte virksomheden, ligesom klagen klart adskilte sig fra klager vedrørende private kundeforhold.

Klageren har indbragt sekretariatets afvisning for Ankenævnet med henvisning til, at klagen vedrører et privat engagement indgået med ham personligt og baseret på en privat ejendomsinvestering. Alle erhvervsmæssige tiltag vedrørende ejendommen blev foretaget af N A/S, der nu er gået konkurs. Han er nu beskæftiget som tømrersvend, og hans engagement vurderes på grundlag af hans privatbudget.

Ankenævnets bemærkninger:

Lånet på 2.750.000 kr. blev ydet til klagerens erhvervelse af en udlejningsejendom, som skulle ombygges og opdeles i ejerlejligheder med henblik på salg af disse, og det fremgår i overensstemmelse hermed af gældsbrevet, at lånet er ydet til et erhvervsmæssigt formål. Klagen angår således ikke et privat kundeforhold og kan heller ikke sidestilles med en klage vedrørende et sådant. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.