Fuldmagt.
| Sagsnummer: | 378/1993 |
| Dato: | 31-01-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Søren Geckler, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Bog - frigørende udbetaling
|
| Ledetekst: | Fuldmagt. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag vedrører, om klageren kan gøre krav gældende mod indklagede i anledning af, at klagerens søn i henhold til fuldmagt fra klageren hævede 90.000 kr. og 100.000 kr. på klagerens konto hos indklagede. Af det førstnævnte beløb indsatte sønnen 45.000 kr. på sin kassekredit hos indklagede, medens det sidstnævnte beløb anvendtes til køb af en bankcheck, som blev overgivet indklagedes inkassoadvokat vedrørende sønnens engagement med indklagede.
I forbindelse med, at klageren i 1986 solgte sin faste ejendom, traf hun bestemmelse om at fordele salgsprovenuet mellem sig selv og sine tre børn. Provenuet bestod af et kontant beløb på ca. 178.000 kr. og en obligationsbeholdning på nominelt 846.000 kr. Klageren havde meddelt fuldmagt til sin søn, herunder fuldmagt til at disponere over klagerens indlånskonto i indklagedes City afdeling. Fuldmagten, der senere er bortkommet, var EDB-mæssigt registreret på kontoen.
Den 31. august 1987 hævede klagerens søn 90.000 kr. fra klagerens konto, til hvilken der var knyttet en bankbog. Indklagede har oplyst, at bankbogen formentlig blev medbragt ved hævningen, ligesom korrekt kontonavn blev angivet. Bogen var ikke forsynet med mærke. Af det hævede beløb indsatte sønnen 45.000 kr. på sin kassekredit hos indklagede, som da var overtrukket med ca. 25.000 kr.
I september 1988 overgav indklagede sit krav mod klagerens søn til inkasso; kontoførende afdeling var indklagedes City afdeling.
Den 7. februar 1990 hævede klagerens søn 100.000 kr. på klagerens konto. Bankbogen var medbragt, og kontohaverens navn blev oplyst korrekt. Ekspeditionen fandt sted i indklagedes Christianshavn afdeling, og det hævede beløb anvendtes til udstedelse af en bankcheck til indklagedes inkassoadvokat. Sønnen afleverede checken til advokaten, som indsatte denne på sin klientkonto hos indklagede, hvorefter advokaten den 14. februar 1990 afregnede inkassosagen overfor indklagede.
Ved skrivelse af 18. februar 1990 til indklagedes City afdeling tilbagekaldte klageren fuldmagten til sin søn.
Ved stævning af 14. september 1990 anlagde klagerens ene datter sag mod sønnen med påstand om betaling af 289.165,51 kr. til datteren eller dennes og klagerens fælleskonto. Påstanden støttedes på, at sønnen ikke havde afregnet provenuet fra salget af klagerens ejendom til dennes datter og klageren, skønt der kun resterede en obligationsbeholdning på nominelt 325.000 kr.
I oktober 1990 rettede klagerens advokat, som også var klagerens datters advokat under retssagen mod sønnen, henvendelse til indklagede om udbetalingen den 7. februar 1990. Ved skrivelse af 18. oktober 1990 afviste indklagede klagerens krav om betaling på 100.000 kr.; i samme skrivelse oplyste indklagede om hævningen af 90.000 kr. i august 1987. Klagerens advokat rettede igen henvendelse om hævningerne i februar 1992, men indklagede afviste på ny klagerens krav.
Den af klagerens datter mod sønnen anlagte sag blev forligt den 25. februar 1992, således at sønnen skulle betale 144.563,52 kr. til datteren. Til sikkerhed herfor meddelte sønnen håndpant i et ejerpantebrev med pant i en udlejet ejerlejlighed.
Den 9. juli 1993 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 145.000 kr. med renter efter renteloven af 45.000 kr. fra den 31. august 1987 og af 100.000 kr. fra den 7. februar 1990.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at det følger af almindelige regler, at en fuldmagt ikke giver den befuldmægtigede bemyndigelse til at handle til egen fordel. Som følge heraf burde indklagede have indset, at det var uberettiget, når klagerens søn i august 1987 af det hævede beløb på 90.000 kr. straks indsatte 45.000 kr. på sin egen konto. Tilsvarende gør sig gældende med hensyn til hævningen af de 100.000 kr. i februar 1990. Hertil kommer, at hævningerne i medfør af gældsbrevslovens § 33, stk. 2, ikke har været frigørende for indklagede, idet indklagede undlod at udvise den fornødne agtpågivenhed, bl.a. henset til beløbenes størrelse samt omstændighederne i øvrigt. Indklagede var ikke i god tro, og indklagedes gode tro skal i øvrigt foreligge helt frem til gennemførelsen af transaktionerne, d.v.s. beløbenes indsættelse på sønnens konto og clearingen af checken på de 100.000 kr. I relation til spørgsmålet om god tro må indklagedes forskellige afdelinger identificeres, og også indklagedes advokat bør medregnes. Det bestrides, at klagerens søn i august 1987 ikke allerede havde udtaget og forbrugt mere end sin andel af provenuet fra salget af klagerens faste ejendom. Dette er imidlertid uden betydning for vurderingen af indklagedes adfærd, da indklagede intet kendskab havde til dette forhold. Det bestrides, at klageren har udvist passivitet.
Indklagede har anført, at de omhandlede hævninger er sket inden for den givne fuldmagt. Indklagede havde ingen anledning til at nægte at medvirke ved transaktionerne, der fremtrådte som ordinære og således frigørende, jvf. gældsbrevslovens § 33. Indklagede har hverken pligt eller ret til at undersøge, hvorledes midler, der hæves fra klagerens konto, anvendes. Overførslen af beløb fra en fuldmagtgivers til en fuldmagtshavers konto er ikke en usædvanlig transaktion. Hertil kommer, at klagerens søn efter det oplyste ikke alene var legitimeret til at disponere over klagerens konto, men også bemyndiget til at anvende midler til egne formål, idet provenuet fra salget af klagerens ejendom skulle fordeles blandt hendes børn. Hævningen foretaget i 1987 kunne derfor være en del af det sønnen tilkomne beløb. Med hensyn til hævningen af de 100.000 kr. var der tale om, at beløbet anvendtes til køb af en bankcheck, og ekspeditionen blev således i forhold til klageren afsluttet ved udleveringen af checken til sønnen. Indklagedes Christianshavn afdeling havde intet kendskab til den mod sønnen verserende inkassosag. At checken senere blev indsat på advokatens konto hos indklagede, kan ikke føre til, at hævningen på klagerens konto først kan anses for afsluttet ved indløsningen. Klageren har endvidere udvist passivitet ved først i februar 1992 at rejse krav om tilbagebetaling overfor indklagede, særligt for så vidt angår hævningen i 1987.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at klagerens søn ved begge de omhandlede hævninger på klagerens indlånskonto medbragte den til kontoen hørende bankbog og oplyste klagerens navn, jvf. gældsbrevslovens § 33. Der var tale om hævning af betydelige beløb, men sønnens ret til at hæve disse bestyrkedes i væsentlig grad af den fuldmagt, som klageren havde udstedt til ham, og som var registreret på kontoen.
I forbindelse med hævningen af de 90.000 kr. den 31. august 1987 indsatte klagerens søn 45.000 kr. på sin egen kassekreditkonto. Ankenævnet finder ikke, at indklagedes medarbejder af denne grund burde have fattet mistanke om, at sønnen handlede uberettiget i forhold til klageren. Det kan i øvrigt heller ikke anses for godtgjort, at dette var tilfældet.
Hævningen af de 100.000 kr. den 7. februar 1990 fandt sted i indklagedes Christianshavn afdeling. Det må lægges til grund, at medarbejderne i denne afdeling ikke havde kendskab til, at sønnen havde et misligholdt engagement med indklagedes City afdeling, og heller ikke det forhold, at det hævede beløb blev anvendt til køb af en bankcheck udstedt til en advokat, kan bevirke, at den ekspederende medarbejder burde have indset, at dispositionen var uberettiget i forhold til klageren. Der er endvidere ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes advokat eller indklagede selv i forbindelse med checkens modtagelse og indløsning burde have indset, at sønnen i forbindelse med udstedelsen havde foretaget en retsstridig disposition.
Efter det anførte findes begge hævninger at være sket med frigørende virkning for indklagede.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.