Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indbetaling.

Sagsnummer: 223/1991
Dato: 07-10-1991
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Allan Pedersen
Klageemne: Indlån - bevis for indbetaling/udbetaling
Ledetekst: Indbetaling.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 20. juli 1990 henvendte klager A sig i indklagedes Svogerslev afdeling, hvor han hævede 5.500 kr. på en ham tilhørende bankbog. Ifølge klagerne indsatte klager A herefter 1.000 kr. på klager B's checkkonto. Indklagede bestrider dette.

Indklagede har oplyst, at der den pågældende dag kl. 14.04 er registreret en valutatransaktion omregnet i danske kroner til 996,82 (klager A's køb af valuta), og at kl. 14.46 er hævetransaktionen vedrørende 5.500 kr. foretaget.

Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indsætte 1.000 kr. på klager B's konto med valør 20. juli 1990.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har til støtte for påstanden anført, at klager A tydeligt erindrer ekspeditionen, og at der var tale om en 1.000 kr. seddel, som han overlod indklagedes medarbejder til indsættelse på checkkontoen. Der blev ikke af indklagede udleveret kvittering for indbetalingen, og klager A skønnede heller ikke dette nødvendigt, da han ofte før havde indsat beløb uden at modtage kvittering. Først efter at klagerne var hjemvendt fra ferie i begyndelsen af august 1990, blev de som følge af en rykker for overtræk på klager B's konto bekendt med, at indbetalingen ikke var bogført. Ved en senere henvendelse til den medarbejder, der havde foretaget ekspeditionen, foreslog denne, at der blev slået "halv skade", idet medarbejderen kunne huske, at der var tale om en indbetaling.

Indklagede har anført, at det ikke er normal kotume at modtage indbetaling uden afgivelse af kvittering. Der har foranlediget af klagernes henvendelse været gennemført omfattende interne undersøgelser af sagen, ligesom indklagedes interne revision har gennemgået bilagsmaterialet, og dette har ikke givet anledning til bemærkninger. Der var heller ikke for den pågældende dag ved kasseafstemningen nogen kassedifference. Den ekspederende medarbejder har erklæret ikke at have udtalt sig som anført af klagerne.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagerne har ikke kunnet fremlægge kvittering for en indbetaling af 1.000 kr. på klager B's checkkonto den 20. juli 1990. Når endvidere henses til det oplyste om de undersøgelser, der er foretaget af indklagede, findes klagerne ikke at have godtgjort, at en sådan indbetaling har fundet sted.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.