Ordre om salg af aktier ikke gennemført. Forudsætninger for limitering.
| Sagsnummer: | 76/1999 |
| Dato: | 16-06-1999 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
Netbank - værdipapirer |
| Ledetekst: | Ordre om salg af aktier ikke gennemført. Forudsætninger for limitering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er ansvarlig for, at en limiteret ordre om salg af aktier blev afgivet på grundlag af forkerte forudsætninger.
Sagens omstændigheder.
Medio juni 1998 indlagde klageren via indklagedes PC homebanking system en salgsordre på 107 stk. Carlsberg B aktier til en limiteret kurs på 520 gældende til den 15. juli 1998.
Af indklagedes forretningsbetingelser for handel med værdipapirer fremgår
"Limiterede ordrer
Ønsker kunden at købe eller sælge til en bestemt kurs, kan ordren limiteres til en fastsat maksimums- eller minimumskurs. Handlen gennemføres efter de samme principper som gennemsnitskurshandler. Banken afregner dog kun, hvis det kan ske til den limiterede kurs efter beregning af bankens tillæg/fradrag, der ved aktiehandler oprundes/nedrundes til nærmeste kvarte/hele point."
Indklagede har oplyst, at gennemsnitskursen på Københavns Fondsbørs på de pågældende aktier varierede fra kurs 484 til kurs 522 i perioden fra den 15. juni til den 15. juli 1998. Ordren blev ikke gennemført, idet afregningen til klageren ikke kunne ske til kurs 520 efter beregning af fradrag til indklagede. Fradraget udgjorde 0,5% nedrundet til helt point. Et salg til kurs 522 ville medføre afregning til kurs 519 (522 ÷ 2,61 (0,5%) = 519,39 nedrundet til 519), hvilket var under klagerens limitering.
Den 22. juli 1998 rettede klageren telefonisk henvendelse til indklagede, idet han var uforstående over for, at salg ikke havde fundet sted. På baggrund af henvendelsen blev der indlagt en ny salgsordre med samme limitering gældende til den 14. august 1998. Salget blev ikke gennemført, idet gennemsnitskurserne på Københavns Fondsbørs i perioden bevægede sig i intervallet mellem kurs 449 og kurs 519.
Parternes påstande.
Den 15. februar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at købe beholdningen på 107 stk. Carlsberg B aktier til kurs 515 med valør den 24. juli 1998.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han primo juli 1998 kontaktede en navngiven medarbejder hos indklagede for at annullere en ordre vedrørende salg af nogle SAS aktier. I samme forbindelse drøftede han salgsordren på Carlsberg aktierne, og medarbejderen bekræftede ham i, at det var rigtigt at sælge, da kursen havde nået et passende leje. Efter hjemkomst fra ferie konstaterede han via avisernes kurslister, at Carlsberg aktien havde været handlet til kurs 526. Han var derfor uforstående over for, at han ikke havde modtaget afregning vedrørende salget, hvilket var baggrunden for, at han kontaktede medarbejderen på ny den 22. juli 1998. Selv om salget af Carlsberg aktierne havde været drøftet i forbindelse med annulleringen af ordren vedrørende SAS aktierne, påstod medarbejderen nu, at Carlsberg aktierne ikke havde været sat til salg. Medarbejderen tog ikke initiativ til eller udtrykte vilje til at undersøge sagen, men vedblev kategorisk at afvise, at ordren havde været afgivet. Samtidig blev det oplyst, at der var væsentligt mere end kurs 520 i Carlsberg aktien, hvorfor medarbejderen anbefalede en salgsordre med denne limitkurs, hvilket blev konklusionen på samtalen. Det var hans indtryk, at hvis blot aktierne havde været sat til salg, var disse også blevet solgt til kurs 520. Såfremt han var blevet gjort bekendt med, dels at aktierne havde været sat til salg, dels at kurs 520 indtil den 22. juli 1998 ikke havde/ville have udløst salg, havde han haft mulighed for at korrigere limitkursen til kurs 515, som på dette tidspunkt var en realistisk kurs. Limiteringen den 22. juli 1998 blev således fastsat på grundlag af forkerte forudsætninger som følge af indklagedes mangelfulde oplysninger.
Indklagede har anført, at medarbejderen ved klagerens telefoniske henvendelse den 22. juli 1998 ikke var bekendt med, at klageren via PC homebanking havde indlagt salgsordre vedrørende Carlsberg aktierne. Da ordren ved udløbet den 15. juli 1998 var slettet af systemet, kunne medarbejderen heller ikke se ordren i online systemet. Man tilbød at indlægge en (ny) limiteret salgsordre og orienterede i den forbindelse klageren om indklagedes forventninger til kursudviklingen. På den baggrund fastholdt klageren kurs 520 som limitkurs. Rådgivningen var forsvarlig, og man havde ud fra de foreliggende oplysninger ikke mulighed for yderligere rådgivning. Indklagedes positive forventninger til aktien indebar ikke noget ansvar for, at den af klageren fastsatte kurs blev opnået.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort/sandsynliggjort, at klageren ved afgivelsen af den nye salgsordre den 22. juli 1998 ville have ændret limiteringen til 515, såfremt han havde været bekendt med baggrunden for, at den første salgsordre ikke var gennemført. Allerede som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.