Afgørelse

Indledning.

Denne sag vedrører opgørelsen af klagerens gæld til indklagede. Gælden har siden februar 1993 været overgivet til inkasso.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er tidligere medarbejder hos indklagede, underskrev den 24. september 1991 et frivilligt forlig med indklagede vedrørende et erstatningskrav, som indklagede havde mod klageren i anledning af dennes ansættelsesforhold. Ved forliget erkendte klageren en gæld på 78.000 kr., som skulle forrentes med 14,5% p.a. Gælden skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr., første gang 1. november 1991.

Den 18. marts 1992 underskrev klageren et nyt frivilligt forlig vedrørende gælden til indklagede. Gælden anerkendtes med 68.288,42 kr., som skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt, første gang 31. maj 1992. Renten var 14,5% p.a.

Indklagede har oplyst, at forliget blev misligholdt i sommeren 1992.

Ved skrivelse af 10. februar 1993 meddelte indklagedes inkassoafdeling klageren som svar på dennes forespørgsel, at man ikke ville acceptere en nulstilling af renten eller en mindre afvikling end 2.000 kr. månedligt. Man meddelte samtidig, at sagen samme dag var overgivet til inkasso hos advokat.

Indklagedes advokat anmodede ved fogedrekvisition af 10. marts 1993 om foretagelse af fogedforretning hos klageren. I rekvisitionen var kravet opgjort således:

Sagen blev foretaget i fogedretten den 17. maj 1993, hvor klageren afgav insolvenserklæring. Klageren tilbød at afvikle gælden, der med tillæg af et mødesalær på 1.037,50 kr. blev opgjort til 83.008,29 kr. med 1.000 kr. månedligt.

Ved skrivelse af 4. oktober 1993 til klageren opgjorde indklagedes advokat gælden således:

Den 18. juli 1994 afregnede advokaten sagen over for indklagede med 14.000 kr., som klageren havde indbetalt til advokaten.

Indklagede har oplyst, at klagerens gæld som følge af misligholdelse blev rentenulstillet i 1992. Dog blev der i forbindelse med advokatens afregning i juli 1994 tilskrevet et rentebeløb på 3.535,84 kr., som blev indberettet til skattemyndighederne for 1994. Rentebeløbet dækker rente frem til advokatens afregning over for indklagede.

Frem til udgangen af 1997 indbetalte klageren månedligt 1.000 kr. til indklagede. På de årlige kontooversigter for 1995 og 1996 er gælden anført med teksten "INDLÅN DB. NED/NUL RT" og rente oplyst med 0,00 kr. Tilsvarende tekst er anført på kontoudskrifter til klageren.

Primo januar 1998 anmodede klageren med henblik på indfrielse om en opgørelse. Ved skrivelse af 29. januar 1998 oplyste indklagede, at indfrielsesbeløbet inklusive rente til 30. januar 1998 udgjorde 41.692 kr. Indklagede har oplyst, at der ved beregningen af opgørelsen er beregnet rente med den til enhver tid værende procesrente og ikke rentesatsen ifølge det frivillige forlig.

Klageren indbetalte den 2. februar 1998 1.000 kr. til indklagede. Af kvittering for indbetalingen fremgår:

"Ny saldo -15881,41"

Under henvisning til denne kvittering anførte klageren i skrivelse af 15. februar 1998 til indklagede, at han stillede sig uforstående over for opgørelsen i skrivelsen af 29. januar 1998. Klageren henviste i denne forbindelse til saldi fremgået af kontoudtog og årsopgørelser. Ved skrivelse af 25. februar 1998 fastholdt indklagede opgørelsen.

Den 30. marts 1998 indbetalte klageren 14.881,41 kr. til indklagede. Af indklagedes kvittering fremgår, at "Ny saldo" herefter var 0,00 kr.

Ved skrivelse af 17. april 1998 til klageren forespurgte indklagede, om hvornår restbeløbet (renter) ville blive indbetalt.

Parternes påstande.

Klageren har den 6. maj 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hans gæld er indfriet.

Indklagede har ved svarskrift modtaget i Ankenævnet den 10. juni 1998 nedlagt påstand om frifindelse.

Indklagede har under sagens forberedelse beregnet klagerens gæld pr. 31. december 1997 til 37.470,94 kr. Beregningen tager udgangspunkt i opgørelsen i fogedretten den 17. maj 1993 på 83.008,29 kr. med fradrag af 4.000 kr., som klageren indbetalte efter sagens overgivelse til inkasso. Klagerens indbetalinger på 1.000 kr. månedligt er fordelt over de enkelte måneder med start 1. juni 1993. Hovedstolen på de 79.008,29 kr. var pr. 31. december 1997 nedbragt til 24.008,29 kr. Rente for perioden 10. marts 1993 til 31. december 1997 er beregnet til 26.490,91 kr. Med tillæg af tilkendte omkostninger på i alt 4.853,15 kr. og med fradrag af klagerens indbetalinger i 1998 på i alt 17.881,41 kr. er restgælden 37.470,94 kr. Under hensyn til tidligere fejlbehæftede renteberegninger har indklagede givet afkald på renter efter den 31. december 1997 under forudsætning af, at gælden er fuldt indfriet senest 1. januar 2000.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det frivillige forlig dækkede godtgørelse af revisions- og advokatomkostninger for 18.000 kr. samt et morarentebeløb på 60.000 kr. betalt til et selskab i Andorra. Han har imidlertid efterfølgende konstateret, at beløbet ikke blev betalt til selskabet i Andorra. Det frivillige forlig blev således indgået under falske forudsætninger. Han anmodede ved skrivelse af 20. februar 1993 om nedsættelse af ydelsen til 1.000 kr. og redegjorde for sit budget, men alligevel blev sagen overgivet til fogedretten med yderligere omkostninger til følge. Med hensyn til renter fremgik det af kontoudtog og årsopgørelser, at rentetilskrivningen var stoppet. Han opfattede dette som imødekommelse af hans tidligere ønske herom. Indklagede meddelte på intet tidspunkt, at han, når saldoen var betalt, herefter skulle betale påløbne renter. Han måtte derfor gå ud fra, at gælden kunne indfries med restsaldoen. Subsidiært bestrider han indklagedes seneste opgørelse af gælden.

Indklagede har anført, at det bestrides, at forliget blev indgået under falske forudsætninger, idet indklagede har videregivet de 60.000 kr. af forligsbeløbet til rette person. Det bestrides, at klageren har fået en berettiget forventning om, at rentekravet var bortfaldet som følge af indholdet af årsoversigter og kontoudtog. Man har på intet tidspunkt accepteret, at gælden ikke skulle være rentebærende, hvilket på forespørgsel er meddelt klageren. Også efter sagens foretagelse i fogedretten blev klageren gjort bekendt med, at indklagede forbeholdt sig renter, jf. herved advokatens skrivelse af 4. oktober 1993. Bortset fra rentetilskrivningen på 3.535,84 kr. i 1994 har man ladet indbetalinger fragå på gældens hovedstol. Først når denne er afviklet, skal renterne betales.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at det af klageren underskrevne frivillige forlig af 24. september 1991 - og det efterfølgende frivillige forlig af 18. marts 1992 - er uforbindende for klageren som følge af bristende forudsætninger. Der er heller ikke grundlag for at anse det for uberettiget, at indklagede, da klageren misligholdt forliget af 18. marts 1992, overgav sagen til inkasso, eller at indklagedes advokat indgav begæring om fogedforretning.

De frivillige forlig indeholder bestemmelse om forrentning af gælden, og det må lægges til grund, at indklagede udtrykkeligt afviste at give afkald på rente. Udformningen af indklagedes årsopgørelser vedrørende inkassokontoen kan kritiseres, idet det heri angives, at renten er "0,00", ligesom den opgivne saldo ikke indeholder tilskrevne renter, uden at der er taget forbehold eller givet en nærmere forklaring vedrørende de meddelte oplysninger. Tilsvarende gælder med hensyn til de angivne saldi på de kvitteringer, klageren modtog ved indbetalingerne den 2. februar og 30. marts 1998. Efter det foran anførte finder Ankenævnet imidlertid, at det uanset udformningen af årsopgørelser og kvitteringer måtte stå klageren klart, at indklagede ikke havde givet afkald på forrentning af gælden, og at de oplyste saldi ikke var udtryk for den samlede restgæld. Klagerens påstand om, at hans gæld skal anses for indfriet, kan derfor ikke tages til følge.

Ankenævnet lægger efter det oplyste til grund, at klageren efter indgåelsen af det frivillige forlig af 18. marts 1992, i hvilket gælden blev opgjort til 68.288,42 kr., indbetalte 4.000 kr. efter sagens overgivelse til inkasso og derefter - efter fogedforretningen den 17. maj 1993 - fra den 1. juni 1993 løbende betalte 1.000 kr. om måneden. Disse indbetalinger har indklagede - når bortses fra et beløb på 3.535,83 kr., der blev tilskrevet som rente i 1994 - valgt af afskrive på hovedstolen, hvilket må anses for accepteret af klageren, der ikke har anmodet om renteindberetning til skattemyndighederne. Der må herefter tages stilling til, om der i medfør af § 1, stk. 1, nr. 2, i forældelsesloven af 1908 er indtrådt forældelse af forfaldne renter.

Indbringelse for Ankenævnet af en klage, ved hvilken klageren påstår pengeinstituttet tilpligtet at betale et beløb eller at anerkende at skylde et beløb, må anses for et retsligt skridt, som efter 1908-lovens § 2, 2. pkt., afbryder forældelse. Nævnets afgørelse er imidlertid ikke bindende for parterne og udgør derfor ikke i sig selv et særligt retsgrundlag som nævnt i 1908-lovens § 1, stk. 2. Hvis afgørelsen går klageren imod eller ikke anerkendes af pengeinstituttet, jf. herved vedtægternes § 11, stk. 2, er klagens fristafbrydende virkning derfor betinget af, at klageren uden unødigt ophold forfølger sagen til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse, jf. 1908-lovens § 2, 2. pkt. Såfremt klageren - som i den foreliggende sag - påstår pengeinstituttet tilpligtet at anerkende, at et beløb ikke skyldes, bør pengeinstituttets nedlæggelse af frifindelsespåstand eller anden påstand, som direkte eller indirekte indebærer, at klageren skal anerkende at skylde et beløb, på tilsvarende måde tillægges fristafbrydende virkning i relation til pengeinstituttets krav. Det må herved bl.a. tages i betragtning, at pengeinstituttet efter klagens indbringelse for Ankenævnet er afskåret fra at afbryde forældelse ved anlæggelse af retssag, jf. § 8, stk. 1, sammenholdt med § 12, stk. 5, i lov om Forbrugerklagenævnet. Fristafbrydelsen må i disse tilfælde på tilsvarende måde være betinget af, at pengeinstituttet, når Ankenævnets afgørelse foreligger, uden unødigt ophold forfølger sagen til opnåelse af forlig eller dom m.v.

Det kan ikke antages, at indklagede ved opgørelsen i fogedretten den 17. maj 1993 har opnået et særligt retsgrundlag som nævnt i 1908-lovens § 1, stk. 2, for renter forfaldet i perioden fra den 18. marts 1992 til den 17. maj 1993. Af det foran anførte følger herefter, at renter af indklagedes krav, der er forfaldet mere end 5 år forud for den 10. juni 1998, da indklagede nedlagde frifindelsespåstand under klagesagen, må anses for forældede. Dog bør det nævnte rentebeløb på 3.535,84 kr., som blev tilskrevet i 1994, betragtes som medgået til dækning af dengang ikke forældede renter forfaldet i perioden forud for den 10. juni 1993.

Ankenævnet finder herefter, at der ved opgørelsen af klagerens aktuelle restgæld må tages udgangspunkt i en hovedstol pr. 10. juni 1993 på 68.288,42 kr. med fradrag af 5.000 kr. og med tillæg af 3.535,84 kr., dvs. en hovedstol pr. denne dato på 66.824,26 kr., hvortil kommer påløbne omkostninger på i alt 4.853,15 kr. Restgælden skal herefter opgøres under hensyn til de indbetalinger, klageren har foretaget efter den 10. juni 1993, således at de første indbetalinger forlods afskrives på omkostningsbeløbet, som indklagede ikke kan kræve forrentet.

Som følge heraf