Gebyr, overførsel af konti til andet pengeinstitut.
| Sagsnummer: | 176 /1990 |
| Dato: | 27-08-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Rex Christensen, Kirsten Nielsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Gebyr, overførsel af konti til andet pengeinstitut. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I marts måned 1990 overførte klageren og hans hustru deres engagement med indklagedes Ugerløse afdeling til Sparekassen Nordvestsjælland. Engagementet udgjorde et lån på 35.609,45 kr., en kassekredit med en negativ saldo på 6.962,51 og en boligopsparing med indestående på 537 kr. Indklagedes afdeling kontaktede telefonisk klageren for at drøfte overførselsanmodningen. Ved overførslen meddelte afdelingen Sparekassen Nordvestsjælland, at indklagede for overførslen beregnede sig et gebyr på 500 kr. pr. lån samt 100 kr. pr. cpr. nr., ialt 1.200 kr.
Efter at klageren havde rettet henvendelse til indklagedes regionskontor, blev gebyret nedsat med 800 kr. til ialt 400 kr.
Klageren har herefter indbragt denne gebyropkrævning for Ankenævnet med påstand om, at det opkrævede gebyr tilbagebetales.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at det på intet tidspunkt er oplyst, at indklagede krævede gebyr for transaktioner som de omhandlede. Under en telefonsamtale med en medarbejder fra afdelingen i forbindelsen med overførselen udtalte denne: "Det koster jo også at skifte bank", hvilket klageren forstod således, at der skulle betales oprettelsesgebyr i det nye pengeinstitut. Det af indklagede udførte arbejde må endvidere betegnes som rutinearbejde, som ikke med rette kan kaldes ekstraordinært arbejde.
Indklagede har anført, at afdelingen i den konkrete sag har opgjort lånene samt boligopsparingskontrakten, udfærdiget mellemregningsbilag med Sparekassen Nordvestsjælland, fremsendt ejerpantebrev stort 50.000 kr., samt givet meddelelse til et andet pengeinstitut, hvori klageren og dennes hustru havde et værdipapirdepot, som var sekundært håndpantsat til indklagede. Afdelingen kontaktede klageren telefonisk for at drøfte overførselsanmodningen, og under en telefonsamtale med klagerens hustru blev denne gjort opmærksom på, at indklagede ved opgørelsen og overførslen af engagementet ville beregne sig et gebyr. Størrelsen heraf blev ikke diskuteret. Det opkrævede gebyr dækker det ekstra arbejde, der er foretaget i forbindelse med overførsel af engagementet. Gebyrsatsen for ekstraordinært arbejde i forbindelse med overførsel af engagementer beregnes med udgangspunkt i den almindelige timesats, der p.t. er 350 kr. pr. time. Klageren er gjort bekendt med, at indklagede ved overførslen ville beregne sig et gebyr, og dette har tillige hjemmel i de gældende almindelige forretningsbetingelsers pkt. 4. Hertil kommer, at det opkrævede gebyr står i rimeligt forhold til det arbejde, der er udført, hvorfor gebyropkrævningen og størrelsen heraf er berettiget.
Ankenævnets bemærkninger:
Tre medlemmer - Peter Blok, Hans Rex Christensen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Klageren måtte påregne, at indklagede ville kræve betaling for det med overførselen af hans og ægtefællens konti til Sparekassen Nordvestsjælland forbundne arbejde. Herefter, og da et samlet gebyr på 400 kr. efter det oplyste om arbejdets omfang ikke kan anses for urimeligt, stemmer disse medlemmer for, at klagen ikke tages til følge.
To medlemmer - Kirsten Nielsen og Lars Pedersen - udtaler:
Under de konkrete omstændigheder, hvor afdelingen har drøftet overførselen med klageren, burde afdelingen have givet klageren oplysning om størrelsen af indklagedes gebyrer og om mulighederne for at undgå disse ved i stedet at afslutte kontiene ved personligt fremmøde i afdelingen. Da dette ikke er sket, findes indklagede ikke at være berettiget til at beregne sig gebyr, og disse medlemmer stemmer derfor for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.