Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar for ændring fra variabel til fast grundrente som grundlag for beregning af udbetalinger.

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører klagernes indsigelse mod, at udbetalingerne fra deres indekskonti ophørte tidligere end forventet.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under denne sag er ægtefællerne M og H. M er født i juli 1931 og H i februar 1932.

Den 19. maj 1971 indgik klagerne hver en aftale med Varde Bank nu Sydbank om oprettelse af seks indekskontrakter. Udbetalingsperioden var for begge aftaler fastsat til 10 år. Grundrenten var 4,25 % p.a.

Af aftalerne fremgår:

"…

UDBETALING

3. A. Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte."

Sydbank har anført, at M i 1998 i forbindelse med, at udbetalingerne fra indekskontoen blev påbegyndt, valgte, at udbetalingerne beregningsmæssigt skulle udbetales på baggrund af en variabel grundrente.

Ved tillæg af 16. februar 2004 valgte M at ændre udbetalingsvilkårene fra variabel grundrente til den faste grundrente på 4,25 %. Af erklæringen, der er underskrevet af M, fremgår:

"Kontohaver er bekendt med, at statens indekstillæg kun ydes, så længe der kan udbetales en fuld månedlig ydelse fra konto."

Af erklæring underskrevet af H den 14. december 1998 fremgår, at H i forbindelse med påbegyndelsen af udbetalingerne fra sin indekskonto i februar 1999 valgte, at udbetaling skulle ske på grundlag af den faste grundrente på 4,25 %.

I september 2007 rettede M henvendelse til Sydbank om udbetalingsperiodens længde, idet det nu viste sig, at udbetalingsperioden for såvel M som H's vedkommende ville blive kortere end 10 år. Ved brev af 24. september 2007 oplyste Sydbank, at baggrunden for ændringen af udbetalingsperiodens længde var, at grundrenten i størstedelen af udbetalingsperioden havde været større end indekskontienes faktiske forrentning, hvilket medførte en kortere udbetalingsperiode.

Ved udbetalingen i december 2007 modtog M for sidste gang statens indekstillæg. H modtog sidste gang indekstillæg ved udbetalingen i maj 2008.

Af en oversigt over Sydbanks rente for indekskonti under udbetaling fremgår, at renten var lavere end den faste grundrente på 4,25 % i perioden fra den 11. december 1998 til den 12. oktober 2000 og igen fra den 12. september 2001. I februar 2004 var renten 1,5 % p.a.

På Ankenævnets forespørgsel har Sydbank oplyst, at M på et tidspunkt formentlig på baggrund af stamkortet gældende fra 1. januar 2004 rettede telefonisk henvendelse og anmodede om at få ændret renten til den faste grundrente. Det blev aftalt, at M skulle komme til et møde, hvilket møde M dog aflyste. Efterfølgende blev M tilbudt et nyt møde, men afslog dette. M's rådgiver erindrer ikke, hvad der konkret blev sagt under telefonsamtalerne i 2004. Normalt vil rådgiveren forklare konsekvensen af ændringen i valg af rente. Klageren bestrider bankens sagsfremstilling.

Parternes påstande.

Klagerne har den 21. maj 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank tilpligtes at betale erstatning for manglende udbetaling af indekstillæg.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at det er en forsømmelse fra bankens side, at de ikke opnåede den aftalte udbetalingsperiode på 10 år og derved mistede statens indekstillæg i 6 måneder for begges vedkommende. M har herved mistet i alt 8.309,86 kr. og H i alt 9.541,14 kr.

Bankens påstand om, at udbetaling fra kontiene alene fortsætter, så længe der er midler på kontoen, kan ikke være rigtig, idet det er bankens pligt at fordele de indbetalte midler over udbetalingsperioden på 120 måneder i lighed med indekskontrakter tegnet gennem livsforsikringsselskaber.

Da der ikke er indgået nogen aftale om ændring af udbetalingsperiodens længde, kan banken ikke påstå, at udbetalingen er sket i overensstemmelse med gældende lov.

Klager M bestrider bankens oplysninger vedrørende omstændighederne ved ændringen til den faste grundrente for hans indekskonto. Ændringen skete efter aftale med en navngiven medarbejder, der ikke oplyste om nogen negativ virkning af ændringen.

Sydbank har anført, at klagerne foretog et valg i relation til, hvilken grundrente der skulle lægges til grund for beregningen af udbetalingerne fra indekskontiene.

Der er ikke begået fejl i forbindelse med udbetalingerne, og banken har ikke på anden vis pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerne.

Baggrunden for udbetalingsperiodens afkortning for begge klageres vedkommende er, at kontiene blev forrentet med en lavere rentesats end den rentesats (grundrenten), der anvendes ved beregningen af udbetalingernes størrelse. Forskellen medfører, at kontienes indestående er blevet brugt op, forinden der var gået 10 år.

Udbetaling fra kontiene kan alene fortsætte, så længe der er midler på kontiene.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I forbindelse med, at udbetalingerne fra H's indekskonto blev påbegyndt i begyndelsen af 1999, valgte H, at udbetalingernes størrelse skulle beregnes på grundlag af den faste grundrente på 4,25 % p.a. Heraf fulgte, at udbetalingsperioden ville have været mindst 10 år, såfremt den faktiske forrentning af indekskontoen i udbetalingsperioden til stadighed havde været 4,25 % p.a. eller mere. Omvendt medførte en faktisk forrentning på under 4,25 % p.a., således som der har været tale om i størstedelen af udbetalingsperioden, at udbetalingsperioden blev mindre end 10 år. Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Sydbank i udbetalingsperioden af egen drift burde have tilrådet H at ændre udbetalingsvilkårene til udbetaling på grundlag af variabel grundrente med henblik på i størst muligt omfang at fastholde den aftalte udbetalingsperiode og dermed statens indekstillæg. Klagen tages derfor ikke til følge for H's vedkommende.

M valgte ved udbetalingernes påbegyndelse i juli 1998, at udbetalingernes størrelse skulle beregnes på grundlag af en variabel grundrente. Dette ændrede M i februar 2004 til udbetaling på grundlag af den faste grundrente på 4,25 %. I betragtning af, at den faktiske rente på dette tidspunkt kun var 1,5 % p.a., og at den faktiske rente gennem flere år havde været mindre end 4,25 %, måtte denne ændring anses for ufordelagtig for klageren, fordi den efter al sandsynlighed ville medføre en forkortelse af udbetalingsperioden med deraf følgende bortfald af statens indekstillæg i de måneder, med hvilke udbetalingsperioden blev forkortet. Ankenævnet finder derfor, at Sydbanks medarbejder udtrykkeligt burde have frarådet klageren at foretage ændringen, og finder endvidere, at det efter de foreliggende oplysninger må lægges til grund, at dette ikke skete. Ankenævnet tager derfor M's påstand til følge som nedenfor bestemt.

Som følge heraf