Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod spærring af konto på grund af manglende oplysninger og manglende dokumentation i henhold til kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven.

Sagsnummer: 303/2019
Dato: 31-03-2020
Ankenævn: Henrik Waaben, Anders Holkmann Olsen, Karin Sønderbæk, Ida Marie Moesby og Lisbeth Baastrup Burgaard
Klageemne: Indlån - øvrige spørgsmål
Konto - registreringsforhold
Ledetekst: Indsigelse mod spærring af konto på grund af manglende oplysninger og manglende dokumentation i henhold til kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven.
Indklagede: Nykredit Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod spærring af konto på grund af manglende oplysninger og manglende dokumentation i henhold til kundekendskabsprocedurer i hvidvaskloven.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en transaktionskonto med et tilknyttet Visa/dankort samt adgang til netbanken.

Klageren var bosiddende i Kina og var ansat af en kinesisk arbejdsgiver.

Banken har oplyst, at den bad klageren om dokumentation for ændret adresse i Kina, ligesom den bad ham give opdaterede oplysninger om brug af bankens produkter og ydelser.

Der var nogle gange blevet indbetalt større beløb kontant i kinesisk valuta, CNY, mærket ”løn indbetaling” på klagerens konto. Indbetalingerne måtte være sket i forbindelse med, at klageren havde opholdt sig i Danmark, da indbetalingerne blev foretaget i Danmark via indbetalingsautomater af den type, der kunne modtage kontante indbetalinger.

Banken bad klageren om dokumentation for lønindbetalinger på kontoen i form af lønsedler eller ansættelseskontrakt, da det var usædvanligt, at lønindbetalingerne blev foretaget kontant af klageren og ikke overført via klagerens arbejdsgiver. Klageren afviste at medvirke hertil under henvisning til, at der var tale om fortrolige oplysninger.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt begrænsede banken herefter klagerens adgang til at disponere over sin konto via netbanken. Banken varslede endvidere at spærre klagerens betalingskort pr. den 12. september 2019.

Den 19. august 2019 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Banken har oplyst, at den henset til den verserende klage foreløbig har valgt at udskyde spærringen af betalingskortet under forudsætning af, at klageren ikke foretager yderligere kontante indbetalinger på kontoen med kortet.

Af lovbekendtgørelse nr. 960 af 6. september 2019 om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) fremgår blandt andet:

”…

§ 11. Kundekendskabsprocedurer omfatter følgende:

  1. Virksomheden eller kunden skal indhente kundens identitetsoplysninger.

4) Virksomheden eller personen skal vurdere og hvor relevant indhente oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.

5) Virksomheder og personer skal løbende overvåge en etableret forretningsforbindelse. Transaktioner, der gennemføres som led i en forretningsforbindelse, skal overvåges for at sikre, at transaktionerne er i overensstemmelse med virksomhedens eller personens viden om kunden og kundens forretnings- og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse. Dokumenter, data eller oplysninger om kunden skal løbende ajourføres.

§ 14. ...

Stk. 5. Kan kravene i § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner. Det skal samtidig undersøges, om der skal foretages underretning efter § 26.

§ 15. Bliver en virksomhed eller person bekendt med, at de oplysninger, som er indhentet i medfør af dette kapitel, er utilstrækkelige og ikke kan ajourføres, skal virksomheden eller personen træffe passende foranstaltninger for at imødegå risikoen for hvidvask og terrorfinansiering, herunder overveje, om forretningsforbindelsen skal afvikles, jf. § 14, stk. 5.

...

§ 25. Virksomheder og personer omfattet af denne lov skal undersøge baggrunden for og formålet med alle komplekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usædvanlige transaktionsmønstre og aktiviteter, der ikke har et klart økonomisk eller påviseligt lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Virksomheder og personer skal, hvor det er relevant, udvide overvågningen af kunden med det formål at afgøre, om transaktionerne eller aktiviteterne forekommer mistænkelige.

§ 26. Virksomheder og personer skal omgående underrette Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, hvis virksomheden eller personen er vidende om, har mistanke om eller rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Det samme gælder ved mistanke, der er opstået i forbindelse med kundens forsøg på at foretage en transaktion eller en henvendelse fra en mulig kunde med ønske om gennemførelse af en transaktion eller aktivitet.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Nykredit Bank skal genåbne hans konto for overførsler og frafalde sit krav om, at han skal afgive fortrolige oplysninger.

Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken uberettiget har begrænset hans adgang til at disponere over sin konto via netbanken og dermed har lukket hans konto for overførsler.

I Kina er det normal praksis ved overførsler af pengebeløb ud af Kina via en lokal bank, at der kræves en kinesisksproget skatteopgørelse fra de lokale skattemyndigheder som dokumentation for lønindkomst.

Banken har ikke nogen begrundet mistanke om hvidvask. Han anerkender loven om hvidvask og er indstillet på at sende banken en kinesisksproget skatteopgørelse som dokumentation for hans indkomst samt en kinesisksproget el-regning som dokumentation for hans bopæl. Han har ikke mulighed for at fremlægge engelsksprogede eller dansksprogede dokumenter.

Der foreligger ikke et lovkrav om, at en arbejdsgiver i Kina skal udstede lønsedler til sine ansatte i Kina, og der findes derfor ikke lønsedler.

Hans ansættelseskontrakt er underlagt en fortrolighedsklausul mellem ham og hans arbejdsgiver i Kina, og hvidvaskloven giver ikke banken mulighed for at kræve sådanne fortrolige oplysninger. I øvrigt er hans ansættelseskontrakt ligeledes udfærdiget på kinesisk.

Han kan som ”legal representive” for sin kinesiske arbejdsgiver, dvs. som den juridiske person med juridisk ansvar for virksomheden – ikke ejeren af virksomheden, autorisere en skrivelse, hvori han erklærer et beløb for en månedsindkomst på dansk eller engelsk, for at få afsluttet sagen og få genåbnet sin konto for normal brug. Han kan kun tilbyde dette, såfremt banken indvilliger i, at det er tilstrækkeligt for at genåbne kontoen for normal brug, og ikke kommer med yderligere krav om engelsk- eller dansksproget dokumentation for bopæl eller indkomst.

Banken har fremsat krav om uddybning om overførsler af kontant kinesisk valuta foretaget i Danmark, hvor han efter sædvane har hjembragt en del af sin kinesiske løn og indsat den på sin konto.

Efter sagens indgivelse til Ankenævnet har banken endvidere udvidet sit krav om dokumentation til også at omfatte indsigt i hans kinesiske lønkonto.

Hans tilbud om at fremvise juridisk bindende dokumentation for indkomst fra arbejdsgiveren sammen med bevis på skatteindbetaling i Kina udstedt af de kinesiske skattemyndigheder udgør tilstrækkelig dokumentation på hans lokale finansielle forhold.

Nykredit Bank har anført, at klageren har en transaktionskonto i banken og er bosat i Kina, som betragtes som et højrisikoland i hvidvasksammenhæng. Herudover har klageren nogle indtægtsforhold, som banken har spurgt ind til.

I forhold til klagerens lønindbetalinger er der ud over behov for dokumentation for indtægtskilde (det kan være ansættelseskontrakt eller lønsedler) brug for en redegørelse for, hvorfor klageren i nogle tilfælde har valgt at medbringe større kontante beløb i kinesisk valuta til Danmark, som indbetales som ”løn”, i stedet for at få overført betalingerne direkte fra arbejdsgiveren til klagerens konto. Det er ikke sædvanligt, og banken har derfor behov for dokumentation for midlernes oprindelse og oplysninger om den nærmere baggrund for de usædvanlige kontante indbetalinger.

Da det ikke har været muligt at få klageren til at komme med den ønskede dokumentation, har banken i første omgang begrænset klagerens adgang til at disponere over kontoen via netbanken. Formålet har været at formå klageren til at give banken de kundeoplysninger, som banken har brug for. Såfremt klageren ikke imødekommer dette, bliver næste skridt at spærre klagerens betalingskort, så klageren ikke vil kunne disponere over kontoen, idet banken ikke kan opfylde de krav, som hvidvaskloven stiller til kundekendskab og overvågning på det foreliggende grundlag.

Banken er forpligtet til at indhente de manglende oplysninger hos klageren, og der er tale om et kundeforhold med en ikke ubetydelig iboende risiko for hvidvask, hvorfor bankens begrænsninger i klagerens adgang til netbanken og kontoen er passende foranstaltninger, jf. hvidvasklovens § 15.

Banken ønsker som et dansk hjemhørende pengeinstitut ikke at modtage dokumentation på kinesisk.

Hvis klageren ikke ønsker at imødekomme bankens krav om dokumentation, er banken indforstået med at afvikle klagerens kundeforhold i banken. Klageren kan i givet fald meddele, hvortil indeståendet på kontoen ønskes overført. Hvis klageren selv ønsker at forestå overførsler til et andet pengeinstitut, vil banken efter omstændighederne være indforstået med at åbne muligheden for kontooverførsel i en nærmere aftalt kort periode, inden for hvilken kontoens indestående skal være overført og saldoen gå i nul. Banken vil herefter lukke kontoen, så kundeforholdet kan betragtes som endeligt afviklet.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren er bosiddende i Kina og ansat af en kinesisk arbejdsgiver.

Sagen vedrører, om Nykredit Bank er forpligtet til at genåbne klagerens konto for overførsler og frafalde de af banken opstillede dokumentationskrav, blandt andet et krav om dokumentation for klagerens indtægtsforhold.

Banken har anført, at den er forpligtet til at indhente de krævede oplysninger hos klageren, og at der er tale om et kundeforhold med en ikke ubetydelig iboende risiko for hvidvask, hvorfor bankens begrænsninger i klagerens adgang til netbanken og kontoen er passende foranstaltninger, jf. hvidvasklovens § 15.

Ankenævnet finder, at det som udgangspunkt må være op til et pengeinstitut selv at afgøre, hvilke krav der bør stilles til kunder på baggrund af reglerne i hvidvaskloven. Dette udgangspunkt finder Ankenævnet ikke grundlag for at fravige i denne sag.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge banken at genåbne klagerens konto for overførsler via netbanken og frafalde de af banken opstillede dokumentationskrav, blandt andet kravet om dokumentation for klagerens indkomstforhold.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.