Fejlregistrering af rente ifølge pantebrev.
| Sagsnummer: | 165/1988 |
| Dato: | 22-12-1988 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Per Overbeck, Lars Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Fejlekspedition - øvrige spørgsmål
Depot - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Fejlregistrering af rente ifølge pantebrev. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I slutningen af 1982 indleverede en kunde til indklagedes Århus Nordre afdeling 4 pantebreve til opbevaring og opkrævning af terminsydelser. Ved en fejl indkodede afdelingen pantebrevene med en forkert rente. Rentesatsen, der skulle have været 9% p.a., blev indkodet med 13% p.a., hvilket var ydelsesprocenten på pantebrevene. Ydelsen i kronebeløb blev imidlertid udskrevet og opkrævet korrekt.
I foråret 1988 opdagede kunden selv fejlen, og afdelingen rettede herefter på hans foranledning henvendelse til den lokale skatteforvaltning med henblik på en skattemæssig korrektion af fejlen.
Da klageren, der er debitor ifølge pantebrevet, således for indkomstårene 1983, 1984, 1985, 1986 og 1987 havde selvangivet en for høj fradragsberettiget renteudgift, modtog han den 2. september 1988 en opkrævning af restskat for ovennævnte indkomstår.
Efter at klageren i september 1988 havde rettet henvendelse til afdelingen, har han den 5. oktober 1988 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte den restskat, som han på grund af registreringsfejlen er pålignet, subsidiært at yde ham et 10-årigt rentefrit lån.
Indklagede har påstået frifindelse, men har tilbudt at yde et lån til en favorabel rentesats.
Til støtte for sin påstand har klageren anført, at indklagede har begået en fejl, der har medført, at han skal betale restskat af ca. 42.000 kr., en udgift han ikke har kalkuleret med.
Indklagede burde endvidere straks have rettet henvendelse til ham, da man blev opmærksom på den skete fejlregistrering.
Indklagede har til støtte for påstanden anført, at klageren intet tab har lidt, da han i de pågældende år har haft en uberettiget rentefordel, og iøvrigt er stillet, som om pantebrevene var afviklet efter deres ordlyd.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har ved den foretagne kodning af ydelsen for de pantebreve, hvorpå klageren er debitor, begået en fejl. Som af indklagede anført, har klageren imidlertid ikke lidt noget tab som følge heraf. Den af indklagede - der har tilbudt at yde klageren et et lån med en rentesats, der svarer til indklagedes sats ved boliglån til private - nedlagte frifindelspåstand tages derefter til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.