Krav om nedsættelse af gebyrer opkrævet i forbindelse med overførsel af konti og depoter
| Sagsnummer: | 308 /2011 |
| Dato: | 28-11-2012 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Maria Hyldahl, Jan Staal Andersen og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Overførsel - depot
Overførsel - pensionskonti Gebyr - overførsel Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4 |
| Ledetekst: | Krav om nedsættelse af gebyrer opkrævet i forbindelse med overførsel af konti og depoter |
| Indklagede: | Den Jyske Sparekasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav om nedsættelse af gebyrer opkrævet af Den Jyske Sparekasse i forbindelse med overførsel af konti og depoter til et andet pengeinstitut.
Sagens omstændigheder
Klageren, hendes ægtefælle M og to børn D og S samt klagerens virksomheder C Holding ApS og C ApS, var kunder i Den Jyske Sparekasse. Klageren og M havde hver en ratepension, hvor der blandt andet var garantikapital i sparekassen for i alt 300.000 kr. Garantikapitalen var tegnet for fem år. Til klagerens pensionsordning var der knyttet to forsikringer. Børnenes engagementer bestod af børneopsparinger med tilknyttede værdipapirdepoter samt frie depoter.
Ved mail af 3. marts 2011 meddelte klageren, at hun ikke længere ønskede at være kunde i sparekassen. Hun bad sparekassen "pakke mine ting pænt sammen" og overføre dem til pengeinstituttet P.
Den 28. april 2011 modtog sparekassen overførselsanmodninger fra P vedrørende henholdsvis klagerens og M’s engagementer samt S og D’s engagementer.
Den 17. maj 2011 blev midlerne på kontoen tilhørende C Holding ApS overført til P og kontoen blev lukket.
Den 19. maj 2011 blev konti og depoter tilhørende D og S overført til P. Samme dag lukkede sparekassen for klagerens adgang til netbank. Sparekassen har oplyst, at der fortsat var netbankadgang for så vidt angår virksomhedsengagementet. Klageren har anført, at der kun sporadisk var adgang til virksomhedens netbank.
Den 27. maj 2011 rykkede klageren sparekassen for overførslen af engagementet, der herefter blev gennemført.
Sparekassen har under sagen fremlagt en oversigt over de gebyrer, der er opkrævet på grund af overførslen. Af oversigten fremgår:
Vedrørende klageren:
Deloverførsel af ratepension | 250,00 kr. |
Gebyr for flytning af to udenlandske fondskoder samt flytning af danske fondskoder i ratepension nr. (-910) | 2.000,00 kr. |
Overførsel af ratepension nr. (-713) | 250,00 kr. |
Gebyr for flytning af værdipapirer i ratepensionsdepot (-443) | 500,00 kr. |
Gebyr for overførsel af kapitalpension (-882) | 250,00 kr. |
Gebyr for flytning af værdipapirer i kapitalpensionsdepot (-605) | 300,00 kr. |
Vedrørende M:
Gebyr for overførsel af kapitalpension (-904) | 250,00 kr. |
Overførsel af ratepension (-764) | 250,00 kr. |
Gebyr for flytning af værdipapirer i ratepensionsdepot (-435) | 500,00 kr. |
Deloverførsel af ratepension (-971) | 250,00 kr. |
Gebyr for flytning af værdipapirer i ratepensionsdepot (-929) | 100,00 kr. |
Gebyr for flytning af to udenlandske fondskoder samt flytning f danske fondskoder i ratepensionsdepot (-929) | 2.000,00 kr. |
Vedrørende S:
Gebyr for flytning af frit depot (-899) | 500,00 kr. |
Gebyr for flytning af børneopsparingsdepot (-562) | 500,00 kr. |
Vedrørende D:
Gebyr for flytning af frit depot (-880) | 500,00 kr. |
Gebyr for flytning af børneopsparingsdepot (-554) | 500,00 kr. |
Vedrørende C ApS:
Gebyr for 2 deloverførsler | 40,00 kr. |
Vedrørende C Holding ApS:
Gebyr for flytning af frit depot (-872) | 545,00 kr. |
Sparekassen har oplyst, at den opkræver gebyr for opgørelser af depoter med værdipapirer. Gebyrerne fremgår af sparekassens prisliste og er 150 kr. pr. fondskode ved danske værdipapirer, dog maksimalt 500 kr. pr. depot. For udenlandske værdipapirer beregnes der ifølge prislisten et gebyr på 600 kr. pr. fondskode. Sparekassen har dog opkrævet et gebyr på 750 kr. pr. fondskode, da det var det gebyr, som blev opkrævet af sparekassens danske samarbejdspartner.
Af kontoudtog for kontoen tilhørende C ApS fremgår der to deloverførsler til P. Sparekassen har oplyst, at kontoen ikke er lukket, da der stadig løbende indgår beløb på kontoen ligesom der trækkes præmier vedrørende en sundhedsforsikring.
Sparekassen har under sagen fremlagt en log fil vedrørende klagerens netbank, der viser, at klageren eller M har anvendt netbank i perioden indtil den 22. juli 2011.
Vedrørende klagerens og M’s garantikapital i sparekassen har sparekassen oplyst, at garantikapitalen er omsættelig, men at der ikke findes et marked for handel med garantbeviser. Garantikapitalen er opsagt til den 3. marts 2016. Overførsel af garantikapitalen til en pensionsordning i P er ikke mulig.
Parternes påstande
Den 9. juni 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår klagerens påstand således, at Den Jyske Sparekasse skal nedsætte de gebyrer, som sparekassen har opkrævet i forbindelse med overflytningen af engagementet samt oplyse hvilke midler, der fortsat henstår i sparekassen.
Den Jyske Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun ikke har haft adgang til oplysninger om hendes konti. Der har været lukket for hendes netbankadgang. Hun har ikke modtaget de omtalte dokumenter i sin e-boks.
Hun har ikke bedt om deloverførsler fra erhvervskontoen tilhørende C ApS. Det forhold at sparekassen foretager sådanne overførsler må være bevis for, at hun ikke har adgang til sine penge.
Sparekassen har opkrævet 18 forskellige gebyrer på i alt 9.921 kr. i forbindelse med engagementsoverførslen. Særligt størrelsen af gebyrerne vedrørende overførslen af børnenes depoter er urimelig. Hun ønsker en redegørelse for sparekassens faktiske omkostninger forbundet med, at hun har skiftet pengeinstitut.
Hun savner oplysninger om, hvor den indbetalte garantikapital er, og hvornår renterne betales.
Den Jyske Sparekasse har anført, at den ikke på noget tidspunkt har nægtet klageren oplysninger om de overførte beløb m.m. Sparekassen erindrer ikke at være blevet spurgt. Klageren har modtaget kontoudtog for samtlige konti via sin e-boks. Klageren har også haft mulighed for adgang til netbank, hvilket fremgår af den fremlagte log over klagerens og M’s netbank-besøg. Det kan dog ikke udelukkes, at klageren på enkelte tidspunkter ikke har haft adgang til hendes netbank.
Vedrørende erhvervskontoen bliver der fortsat indbetalt beløb ligesom der trækkes præmier for en sundhedsforsikring. Sparekassen afventer svar fra P vedrørende forsikringen. Kontoen kan derfor ikke ophæves for nuværende.
Klagerens budgetkonto er nulstillet og indeståendet er overført til P. Til kontoen er der tilknyttet en forsikring. Sparekassen afventer svar fra P vedrørende forsikringen. Kontoen kan derfor ikke ophæves for nuværende.
De opkrævede gebyrer følger af sparekassens gebyroversigt og vedrører hovedsageligt overførsel af værdipapirer fra familiens depoter.
Ankenævnets bemærkninger
I overensstemmelse med Ankenævnets faste praksis vedrørende engagementer med selskaber finder Ankenævnet, at klagen vedrørende C Holding ApS og C ApS’ engagement med Den Jyske Sparekasse vedrører et erhvervsmæssigt forhold, der ikke kan sidestilles med et privat kundeforhold, jf. Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.
Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen.
Sparekassen har under sagsforberedelsen oplyst, at klagerens og M’s garantikapital fortsat henstår på en pensionsordning i sparekassen.
Da det af sparekassens prisliste fremgik, at flyttegebyr pr. udenlandsk fondskode udgjorde 600 kr. pr. fondskode, var sparekassen allerede som følge heraf ikke berettiget til at opkræve 750 kr. i gebyr.
For så vidt angår størrelsen af flyttegebyrerne i øvrigt udtaler tre medlemmer – John Mosegaard, Karin Duerlund og Jan Staal Andersen - følgende:
Vi finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at de af sparekassen opkrævede gebyrer overstiger det rimelige og stemmer derfor for, at Sparekassen skal betale 300 kr. til klageren og 300 kr. til M vedrørende de udenlandske fondskoder.
To medlemmer - Maria Hyldahl og Anna Marie Schou Ringive - udtaler:
Ved vurderingen af størrelsen af sparekassens gebyr for at overføre værdipapirdepoter til et andet pengeinstitut må det lægges til grund, at sparekassen ikke er berettiget til at kræve et gebyr, som overstiger, hvad der med rimelighed kan anses for påkrævet til dækning af sparekassens gennemsnitlige omkostninger i forbindelse hermed.
Vi stemmer derfor for, at der gives klageren medhold.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen vedrørende C og C Holdings forhold. Den Jyske Sparekasse skal inden 30 dage betale 300 kr. til klageren og 300 kr. til M.
Klageren får ikke i øvrigt medhold i klagen. Klageren får klagegebyret tilbage.