Medhold klager
Ved skrivelse af 30. december 1994 til indklagedes Odder afdeling gjorde klageren indsigelse mod størrelsen af omkostningerne ved afdelingens gennemførelse af en omprioritering af klagerens ejendom. Klageren rykkede samtidig for en opgørelse af renten på lånesagskontoen. Indklagede havde ved omprioriteringens afslutning den 23. december 1994 fremsendt en opgørelse til klageren, hvoraf bl.a. fremgik, at omkostningerne til indklagede udgjorde 6.375 kr.
Ved skrivelse af 11. januar 1995 til klageren gennemgik indklagede omprioriteringssagens forløb og begrundede størrelsen af gebyret med et "særdeles omfattende ekstraarbejde", idet det samtidig oplystes, at standardgebyret ville andrage 4.596 kr. Vedrørende renten på lånesagskontoen henviste indklagede til, at der på klagerens totalkonto var indsat 1.331,52 kr. svarende til for lidt tilskrevet rente på lånesagskontoen. Det meddeltes samtidig, at indklagede på grund af kommunikationsformen under omprioriteringssagen ønskede, at samarbejdet med klageren ophørte, hvorfor klageren blev anmodet om at overføre sit engagement til et andet pengeinstitut. Herefter var tilføjet: "Vi ser gerne, at Deres engagement hos os er indfriet senest 30 dage fra dato."
Klagerens engagement bestod af et boliglån (totalkonto) på ca. 100.000 kr.
Ved klageskema af 21. januar 1995 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at opsigelsen af boliglånet er ugyldig, at efterbetale ca. 300 kr. i renter og at nedsætte omprioriteringsgebyret.
Ved skrivelse af 30. januar 1995 meddelte indklagede klageren, at engagementet ikke var opsagt. Indklagede bemærkede for god ordens skyld, at det af indklagedes lånebetingelser fremgår, at en eventuel opsigelse alene kan ske med 3 måneders varsel.
Indklagede har i øvrigt påstået frifindelse.
Det fremgår af sagen, at nogle lån i klagerens ejendom i 1994 blev omlagt til et kontantlån på 488.000 kr. i Realkredit Danmark.
Da klageren i april 1994 på egen hånd opsagde to eksisterende lån i Realkredit Danmark til indfrielse 1. oktober 1994, stillede indklagede krav om sikkerhed for, at omprioriteringen kunne gennemføres. Den 10. maj 1994 indbetalte klageren 20.000 kr. på sin totalkonto hos indklagede.
Den 16. juni 1994 overførte indklagede 16.776,56 kr. fra totalkontoen til en lånesagskonto.
Lånesagskontoen forrentedes med en kreditrente på 0,25% p.a., hvilket medførte en rentetilskrivning på 23,36 kr. ved kontoens lukning den 23. december 1994.
Den 30. december 1994 korrigerede indklagede renten således, at den kom til at svare til den gældende debetrentesats for totalkontoen på 14,5% for lån over 50.000 kr. Beregningen af for lidt tilskrevet rente var som følger:
kr. 23,36 x 14,5% | |||
Korrektion: | ---------------------- | = | 1.354,88 |
0,25% | |||
tilskrevet rente = | 23,36 | ||
For lidt tilskrevet rente = | 1.331,52 |
Til belysning af sagsbehandlingens omfang har indklagede fremlagt den foreliggende korrespondance i omprioriteringssagen.
Klageren har anført, at indklagede ikke har grundlag for at opsige boliglånet på 100.000 kr. Den aftalte afvikling af lånet har på intet tidspunkt været misligholdt. Indklagede undlod at orientere om lånesagskontoens oprettelse. Da han tilfældigt blev bekendt hermed, gav den ekspederende medarbejder tilsagn om forrentning af indeståendet med samme procentsats som debetrenten på boliglånet. Med henblik på eventuel dokumentation af tilsagnet optog han samtalen på bånd, hvilket på grund af hans arbejde som journalist ikke er uvant for ham. Ifølge hans beregninger bør indklagede efterbetale yderligere ca. 300 kr. i renter. På baggrund af indklagedes prisliste havde han forventet at skulle betale et omprioriteringsgebyr på ca. 2.900 kr. Det bestrides, at der var ekstraordinært arbejde forbundet med omprioriteringen. Tværtimod forestod han selv en stor del af korrespondancen bl.a. med Realkredit Danmark og en efterstående panthaver.
Indklagede har anført, at det beklages, såfremt klageren fik den opfattelse, at boliglånet var opsagt. Beløbet på 20.000 kr. til dækning af omkostningerne ved omprioriteringen skulle rettelig have været indsat på en lånesagskonto den 10. maj 1994, hvor beløbet indgik på klagerens totalkonto. Beløbet skulle reserveres til betaling af terminsydelser indtil omprioriteringens afslutning. Det beklages, såfremt klageren ikke fik meddelelse om overførslen til lånesagskontoen den 16. juni 1994. Ved en fejl var renten på lånesagskontoen ikke reguleret som aftalt ved omprioriteringens afslutning den 23. december 1994. Med korrektionen den 30. december 1994 har klageren modtaget rente som aftalt. Formidlingsgebyret for omprioriteringen udgjorde 2.196 kr. (0,45% af 488.000 kr.); herudover betaltes gebyr for indfrielse af 3 lån, 900 kr., for rykningspåtegning på privat pantebrev, 375 kr., samt for tinglysningspåtegning på 3 ejerpantebreve, 1.125 kr. i alt 2.400 kr. Med baggrund i en meget omfattende sagsbehandling og mange drøftelser med klageren, som gentagne gange ændrede opfattelse af, hvilke lån der skulle hjemtages, fandt man det rimeligt at beregne sig 1.779 kr. for ekstraarbejde.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har erklæret, at klagerens boliglån ikke er opsagt, og der foreligger således ingen tvist på dette punkt.
Der er ikke grundlag for at antage, at den rentegodtgørelse på 1.331,52 kr., som indklagede har ydet klageren, ikke er korrekt beregnet, og klagerens påstand om yderligere rentegodtgørelse tages derfor ikke til følge.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte det samlede gebyr på 4.596 kr., som indklagede i henhold til sine sædvanlige takster har beregnet sig for behandlingen af omprioriteringssagen og for enkeltstående ekspeditioner i forbindelse hermed. Efter det foreliggende finder Ankenævnet det derimod ikke godtgjort, at indklagede har været berettiget til ud over dette - i sig selv betydelige - gebyr at beregne sig gebyr for ekstraordinært arbejde. Indklagede bør derfor godtgøre klageren det herfor opkrævede gebyr på 1.779 kr. Beløbet findes at burde forrentes som nedenfor anført.
Som følge af det anførte