Krav i forbindelse med handel med obligationer.

Sagsnummer:324/2003
Dato:03-02-2004
Ankenævn:Peter Blok, Karen Frøsig, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Morten Westergaard
Klageemne:Værdipapirer - øvrige spørgsmål
Depot - indsigelse vedr. dispositioner
Ledetekst:Krav i forbindelse med handel med obligationer.
Indklagede:Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav i forbindelse med handel med obligationer.

Sagens omstændigheder.

Ved fondsafregninger af 6. august 1996 afregnede indklagede klagerens salg af nominelt 990.000 kr. 6% Danske Statsobligationer (DS) 1999 til kurs 101,56 svarende til en kursværdi på 1.005.444 kr. samt klagerens køb af nominelt 822.000 kr. 6% DS 2002 til kurs 98,03, svarende til en kursværdi på 805.806,60 kr., og 1.895 stk. investeringsbeviser i Danske Invest Korte Danske Obligationer til kurs 105, svarende til en kursværdi på 198.975 kr.

Ved fondsafregning af 12. august 1996 afregnede indklagede klagerens køb af yderligere nominelt 170.000 kr. 6% DS 2002 til kurs 98,23, svarende til en kursværdi på 166.991 kr.

Klagerens depot hos indklagede indeholdt herefter nominelt 992.000 kr. (822.000 kr. + 170.000 kr.) 6% DS 2002 og 1.895 stk. investeringsbeviser i Danske Invest Korte Danske Obligationer.

Den 20. december 1996 solgte klageren nominelt 592.000 kr. 6% DS 2002 til kurs 101,09, svarende til en kursværdi på 598.453 kr.

De resterende nominelt 400.000 6% DS 2002 blev solgt den 1. september 1998 til kurs 105,83, svarende til en kursværdi på 423.320 kr. Samme dag afregnede indklagede klagerens køb af nominelt 425.000 kr. obligationer i Nykredit 5% 2009 til kurs 99,375 svarende til en kursværdi på 422.343 kr.

Ligeledes den 1. september 1998 blev klagerens investeringsbeviser solgt til kurs 100,75 svarende til en kursværdi på 190.921 kr. Klageren købte i stedet 1.803 stk. investeringsbeviser i Danske Invest Dannebrog til kurs 104,25 svarende til en kursværdi på 187.962 kr.

Parternes påstande.

Den 5. september 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at indklagede skal tilpligtes at betale 170.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren, der er født i 1920, har anført, at hun i forbindelse med sin ægtefælles død i juni 1996 overtog en beholdning på nominelt 992.000 kr. 6% Danske Statsobligationer 2002.

Det bestrides, at hun som anført af indklagede overtog en beholdning på nominelt 990.000 kr. 6% Danske Statsobligationer 1999. Denne obligationsbeholdning har aldrig tilhørt hende. Beholdningen blev solgt af ægtefællen og omlagt til nominelt 992.000 kr. 6% Danske Statsobligationer 2002, som hun overtog i forbindelse med ægtefællens død.

I august 1996 købte hun yderligere nominelt 170.000 kr. 6% Danske Statsobligationer 2002.

I 1996 solgte hun nominelt 592.000 kr. af den beholdning, som hun havde overtaget fra ægtefællen. Der resterede herefter nominelt 400.000 kr. 6% Danske Statsobligationer 2002. Hertil kom de nominelt 170.000 kr. 6% Danske Statsobligationer 2002, som hun købte efterfølgende. Efter salget af de nominelt 592.000 kr. obligationer var hendes beholdning af 6% Danske Statsobligationer 2002 således på i alt nominelt 570.000 kr.

Indklagede har begået en fejl ved at sammenblande de obligationer, som hun overtog i forbindelse med ægtefællens død, med hendes efterfølgende supplerende køb på nominelt 170.000 kr.

Efter salget af nominelt 400.000 kr. 6% Danske Stats Obligationer 2002 i 1998 havde hun en berettiget forventning om fortsat at have en beholdning på nominelt 170.000 kr., som udløb i august 2002.

Indklagede har anført, at klageren i forbindelse med ægtefællens død overtog nominelt 990.000 kr. 6% Danske Statsobligationer 1999. Obligationerne blev i august 1996 solgt for 1.005.444 kr., og klageren købte i samme måned nye obligationer for 1.171.773 kr., herunder nominelt 822.000 kr. 6% Danske Stat 2002. Efterfølgende købte klageren yderligere nominelt 170.000 kr. af denne obligation, og senere blev den samlede beholdning af denne obligation på nominelt 992.000 kr. solgt ad 2 gange.

Indklagede har ikke handlet ansvarspådragende, og klageren har ikke lidt noget tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter indklagedes redegørelse og den fremlagte dokumentation finder Ankenævnet det godtgjort, at klageren ikke overtog 6% Danske Stat 2002 obligationer efter sin ægtefælle, at klageren derimod selv den 6. og 12. august 1996 købte henholdsvis nominelt 822.000 kr. og 170.000 kr. af denne obligation, og at klagerens samlede beholdning af denne obligation på nominelt 992.000 kr. herefter blev afhændet den 20. december 1996 med nominelt 592.000 kr. og den 1. september 1998 med nominelt 400.000 kr. Ankenævnet finder således ikke grundlag for at antage, at der er begået fejl af indklagede.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.