Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578.
| Sagsnummer: | 9801009/1999 |
| Dato: | 23-06-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Bent Olufsen, Keld Christiansen, Per Englyst |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
Nedbringelse - rpl |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i maj 1982 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 1.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 540.598 kr., som fordeltes med 470.933 kr. i kolonne 2 og 69.665 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. oktober 1982 ejendommen blandt andet med overtagelse af det indestående lån.
I november 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 125.309 kr., svarende til det endelige tab, gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges 9 pct. rente p.a. i fem år. Klagerens advokat protesterede efterfølgende forgæves over kravet, herunder opgørelsen af dette.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning, eller at det oplyste gav grundlag for, at klageren kunne kræve den personlige fordring nedsat yderligere, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelses-frist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrund-lag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepantha-ver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne og overskudet ved videresalget til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet og videresalgsoverskudet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsorden og således fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag) vedrørende hæftelse 1. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.
Efterfølgende forligt.