Indsigelse mod gæld, der i 1989 overgik til inkasso.
| Sagsnummer: | 423 /2008 |
| Dato: | 27-03-2009 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Jette Kammer Jensen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Inkasso - forældelse
Akkord - afslag |
| Ledetekst: | Indsigelse mod gæld, der i 1989 overgik til inkasso. |
| Indklagede: | Frederiks Andelskasse |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod Frederiks Andelskasses krav om betaling af en gæld, der i 1989 overgik til inkasso.
Sagens omstændigheder.
Ved gældsbrev af 9. juni 1987 ydede Frederiks Andelskasse klageren et lån på 23.000 kr. Klagerens daværende ægtefælle, M, kautionerede for lånet. I begyndelsen af 1988 blev lånet forhøjet til 55.597 kr.
Ved brev af 26. oktober 1989 rykkede andelskassen klageren for inddækning af en restance på lånet og et overtræk på klagerens lønkonto.
I november 1989 indbragte andelskassen sagen for fogedretten.
Den 12. december 1989 blev gælden i henhold til lånet i fogedretten opgjort til 64.649,40 kr. på grundlag af en hovedstol på 60.026,60 kr. Samme dag underskrev klageren et frivilligt forlig vedrørende overtrækket på lønkontoen, hvorpå gælden blev opgjort til 10.612,73 kr. på grundlag af en hovedstol på 9.378,96 kr.
Ved brev af 20. juni 2008 henvendte andelskassen sig til klageren om gælden, som blev opgjort til 108.289,94 kr., svarende til en hovedstol på 69.305,56 kr. med tillæg af renter 11,25 % (den p.t. gældende procesrentesats) i fem år opgjort til 38.984,37 kr.
I august 2008 indbragte andelskassen sagen for fogedretten i Svendborg. Gælden var opgjort til 114.906,51 kr. omfattende bl.a. beløbet 64.649,40 kr. opgjort af fogedretten i 1989, beløbet på 10.612,73 kr. ifølge det frivillige forlig fra 1989 og renter i fem år opgjort til 38.984,38 kr.
Ved brev af 11. september 2008 til klageren meddelte andelskassen, at en af klageren tilbudt ordning ikke kunne accepteres. Andelskassen anførte, at man var villig til at drøfte hel eller delvis frafald af løbende renter i forbindelse med en aftale om at afvikle gælden over en periode, der ikke oversteg fem år.
Den 26. september 2008 blev gælden i fogedretten opgjort til 116.281,51 kr., nemlig det af advokaten opgjort beløb på 114.906,51 kr. med tillæg af salær. Der blev foretaget udlæg i klagerens andel af hendes og hendes samlevers faste ejendom, og klageren tilbød at afdrage gælden med 300 kr. pr. måned og 1.500 kr. pr. kvartal.
Den 29. oktober 2008 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.
Andelskassen har under sagen nedsat sit krav til 104.978,88 kr., svarende 64.949,40 kr. + 10.612,73 kr. med tillæg af renter i fem år med den i perioden gældende procesrentesats, opgjort til i alt 29.416,75 kr.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at Frederiks Andelskasse skal frafalde kravet helt eller delvist.
Frederiks Andelskasse har for så vidt angår klagerens krav om frafald af renter nedlagt påstand om afvisning. Andelskassen har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at gælden til andelskassen bl.a. vedrørte en bil, som via fogedretten blev solgt på auktion i 1989. Hun ved ikke, hvor salgsprovenuet blev af, men regnede med, at gælden til andelskassen blev indfriet.
Indtil brevet af 20. juni 2008 hørte hun intet fra andelskassen, og hun var derfor uforstående over for den pludselige opkrævning.
Hendes og hendes nuværende samlevers økonomiske situation er meget trængt. Samleveren er uden job, og hun er visiteret til flexjob. Deres rådighedsbeløb er på ca. 5.000 kr. pr. måned til en husstand bestående af to voksne, ét mindreårigt barn og fire weekendbørn.
Andelskassen bør som minimum frafalde sit krav om forrentning af gælden, således at hun har mulighed for at afvikle gælden inden for en overskuelig fremtid.
Frederiks Andelskasse har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet ikke har kompetence til at træffe afgørelse om, at andelskassen ikke må opkræve renter.
Til støtte for frifindelsespåstanden har andelskassen anført, at gælden opstod i perioden 1987-1989, dels som overtræk på lønkonto, dels som overtagelse af gæld i andet pengeinstitut og en forhøjelse.
Andelskassen fik ikke pant i klagerens bil i forbindelse med lånet, men foretog senere udlæg i bilen. Bilen blev i 1990 solgt, mod at andelskassen frafaldt udlægget, og dermed uden afvikling af gælden.
Klageren har ikke gjort indsigelse mod opgørelserne i fogedretten. Fogedretsafgørelserne kan ikke ændres af Ankenævnet.
Andelskassen er fortsat villig til at forhandle om frafald af tilskrevne og fremtidige renter, hvis klageren kan komme med et acceptabelt tilbud.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens påstand om frafald af renter på gælden vedrører en formueretlig tvist, der er omfattet af Ankenævnets kompetence. Andelskassens afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.
Ved fogedforretningen den 26. september 2008 tog fogedretten ikke stilling til de indsigelser mod gælden, som klageren har rejst ved klagesagen. Ankenævnet er derfor ikke afskåret fra at træffe afgørelse herom.
Det må lægges til grund, at klagerens gæld til Frederiks Andelskasse i henhold til lånet og lønkontoen efter overgivelsen til inkasso i 1989 ikke blev nedbragt, hverken af klageren, af kautionisten eller ved salget af klagerens bil.
Gælden i henhold til lånet med en hovedstol på 55.597 kr. i begyndelsen af 1988 og inkassoomkostningerne ved fogedsagen i 1989 var omfattet af den dagældende 20-årige forældelse i medfør af Danske Lov 5-14-4. Det samme gælder beløbet på 10.612,73 kr. i henhold til det frivillige forlig af 12. december 1989.
Renter af gælden på i alt 66.209,73 kr. (55.597 kr. + 10.612,73 kr.) var omfattet af den 5-årige forældelse i forældelsesloven af 1908, hvorved bemærkes, at inkassoomkostningerne i forbindelse med fogedsagen i 1989 vedrørende lånet ikke kan kræves forrentet. Omkostningerne ved fogedsagen i 2008 forrentes i henhold til rentelovens § 8a.
På baggrund af ovenstående må det lægges til grund, at opgørelsen af bankens tilgodehavende i forbindelse med fogedsagen den 26. september 2008 indeholder forældede renter. Det bemærkes herved, at opgørelsen i fogedretten i 1989 af gælden på lånet ikke medførte, at de renter, der var påløbet på daværende tidspunkt, blev omfattet af den 20-årige forældelsesfrist.
Kravet på i alt 66.209,73 kr. med tillæg af fem års renter samt omkostninger var ikke forældet den 1. januar 2008, hvor lov nr. 522 af 6. juni 2007 om forældelse af fordringer (forældelsesloven) trådte i kraft. Efter overgangsreglen i lovens § 30, stk. 1, er kravet heller ikke nu forældet.
Sammenholdt med forældelsesreglerne kan det forhold, at andelskassen undlod at henvende sig til klageren om kravet ikke i sig selv begrunde, at kravet skulle være fortabt ved passivitet. Ankenævnet finder endvidere ikke, at andelskassen har bibragt klageren en berettiget forventning om, at kravet ikke ville blive gjort gældende. Andelskassen har således ikke udvist retsfortabende passivitet.
Ankenævnet kan ikke pålægge andelskassen at acceptere en akkordordning eller en bestemt afvikling af gælden.
Som følge af det anførte
Frederiks Andelskasse skal nedsætte sit krav mod klageren til 66.209,73 kr. med tillæg af fem års renter samt omkostninger. Klagegebyret tilbagebetales klageren.