Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Opbevaret i salgslokale.

Sagsnummer: 406 /1989
Dato: 16-02-1990
Ankenævn: Peter Blok, Bjørn Bogason, Lis Frisenette, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen
Klageemne: Lov om betalingskort af 6. juni 1984 - mistet ved grov uagtsomhed
Ledetekst: Opbevaret i salgslokale.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 19. juni 1989 blev klageren på sin arbejdsplads frastjålet sit dankort. Dankortet blev opbevaret i klagerens taske, der befandt sig i klagerens kontor, og tyveriet fandt sted, da klageren forlod kontoret i 5-10 minutter. Det fremgår af klagerens sagsfremstilling, at hun, kort tid før hun forlod kontoret, i et salgslokale uden for kontoret havde set en ung mand, der flere gange kiggede ind i kontoret.

Den 20. juni 1989 blev klageren opmærksom på tyveriet og meddelte indklagedes Greve Strand afdeling, at hendes dankort var stjålet. Klageren indfandt sig efter aftale med en medarbejder straks i afdelingen, hvor hun underskrev en erklæring om kortets bortkomst. Afdelingen foranledigede herefter kortet spærret, og det konstateres, at der var hævet 2.000 kr. på kortet fra en DK-kontanten. Det fremgår af den underskrevne erklæring, at klageren opbevarede den til dankortet knyttede PIN-kode sammen med kortet.

Kortet blev inddraget den 21. juni 1989 kl. 00.01 i en DK-kontanten.

Den 22. juni 1989 kontaktede en medarbejder i afdelingen klageren og oplyste hende om, at der den 19. og 20. juni 1989 ialt var hævet 12 x 2.000 kr. og 1 x 1.980 kr. fra pengeautomater i forskellige pengeinstitutter, og meddelte hende, at hun ifølge betalingskortlovens regler selv hæftede for 5.000 kr. Beløbet blev herefter debiteret klagerens konto.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun kun hæfter for et væsentligt mindre beløb end 5.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun havde opbevaret den til dankortet knyttede kode sammen med kortet, da kortet netop var blevet udskiftet på grund af slid, og hun derfor endnu ikke havde lært den nye kode. Hun accepterede, at beløbet på 5.000 kr. blev debiteret hendes konto, da hun af indklagedes medarbejder fik oplyst, at hun ifølge betalingskortlovens regler hæftede for beløbet. Klageren har herudover anført, at hun generelt har følt sig dårligt behandlet af indklagede i forbindelse med misbruget af dankortet. Indklagede fjernede bl.a. først den 20. juni 1989 posteringer på hendes konto vedrørende de hævninger, hun ikke hæftede for.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at klageren har oplyst til politiet, at hun opbevarede den til dankortet hørende PIN-kode sammen med kortet. Da den 19. og 20. juni 1989 var foretaget ialt 13 hævninger fra pengeautomater i forskellige pengeinstitutter, er der ingen tvivl er om, at tyven kendte koden. Klageren hæfter derfor for 5.000 kr., jf. betalingskortlovens § 21. Indklagede har foretaget politianmeldelse for så vidt angår indklagedes tab på 20.800 kr., og det fremgår af politianmeldelsen at mindst 8 hævninger er foretaget inden klagerens henvendelse til indklagedes Greve Strand afdeling. Indklagede må derfor fastholde, at klageren hæfter for 5.000 kr.

Afdelingen er forundret over, at klageren har følt sig uvenligt behandlet, idet man ikke har haft indtryk af, at hun under samtalerne i og med indklagede var utilfreds med afdelingens håndtering af sagen, ligesom man mener, at have givet hende en korrekt og venlig betjening.

Ankenævnets bemærkninger:

3 medlemmer - Lis Frisenette, Peter Møgelvang-hansen og Ole Simonsen - udtaler:

Efter betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, er kortindehaveren - med den beløbsgrænse på 5.000 kr., der følger af den i medfør af stk. 2 udstedte bekendtgørelse - (kun) ansvarlig for tab som følge af uberettiget brug af kortet, hvis "kortindehaveren eller nogen, som han har overladt kortet til, har mistet dette ved grov uagtsomhed". I det foreliggende tilfælde har klageren efterladt sin taske indeholdende dankortet på sit kontor, uanset at hun kort tid forinden i et salgslokale uden for kontoret havde set en hende ubekendt ung mand, der flere gange kiggede ind i kontoret. Klageren findes under disse omstændigheder at have mistet dankortet ved grov uagtsomhed, og klageren må derfor selv bære 5.000 kr. af det ved misbruget lidte tab.

2 medlemmer - Peter Blok og Bjørn Bogason - udtaler:

Den ovenfor citerede bestemmelse i betalingskortlovens § 21, stk. 1, nr. 1, findes uanset ordlyden også at måtte omfatte en uagtsomhed, som består i, at kortindehaveren har opbevaret en seddel med PIN-koden samme sted som dankortet. I det foreliggende tilfælde har klageren erkendt, at hun opbevarede en seddel med PIN-koden i tasken sammen med dankortet, og klageren findes - uanset det anførte om baggrunden herfor - herved at have handlet groft uagtsomt. Med denne begrundelse tiltræder disse medlemmer, at klageren selv må bære 5.000 kr. af det lidte tab.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.