Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rettidig meddelelse til kortudsteder.

Sagsnummer: 642 /1992
Dato: 28-05-1993
Ankenævn: Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen
Klageemne: Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
Ledetekst: Rettidig meddelelse til kortudsteder.
Indklagede:
Øvrige oplysninger: OF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Fredag den 9. oktober 1992 i tidsrummet mellem kl. 15 og kl. 17 fik klageren - formentlig under et besøg på en udstilling i Forum, Frederiksberg - stjålet sin tegnebog indeholdende bl.a. klagerens dankort. Mandag den 12. oktober 1992 kl. 9.30 rettede klageren henvendelse til indklagedes kontoførende afdeling og foranledigede kortet spærret. Det viste sig efterfølgende, at der i den mellemliggende periode uretmæssigt var hævet 27.500 kr. på kontoen ved brug af korrekt PIN-kode.

Indklagede har meddelt klageren, at han som følge af den sene spærring af kortet hæfter for 8.000 kr. af det lidte tab.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre 6.800 kr. til hans konto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han i forbindelse med, at han kvitterede for modtagelsen af dankortet, hverken mundtligt eller skriftligt blev orienteret om muligheden for uden for pengeinstitutternes almindelige åbningstid at spærre kortet ved telefonisk henvendelse til PBS. Han anmeldte tyveriet til politiet samme aften kl. ca. 19.30 og talte med den pågældende politiassistent om spærring af dankortet og andre hævekort, der havde ligget i tegnebogen. Med hensyn til dankortet udtalte politiassistenten, at der ikke var nogen fare, når PIN-koden - som det var tilfældet - ikke lå i tegnebogen. Der blev ikke sagt noget om muligheden for at spærre kortet ved telefonisk henvendelse til PBS. Efterfølgende samme aften forsøgte han at telefonere til indklagede, som imidlertid ikke svarede, og det lykkedes ham derfor først at komme i kontakt med indklagede mandag morgen. Han finder, at han har reageret så hurtigt, som det var muligt for ham.

Indklagede har anført, at klageren som alle andre kortindehavere ved udlevering af kortet tillige har modtaget et eksemplar af indklagedes regler for brug af VISA/dankort, og at det af disses punkt 2.2 fremgår, at der ved bortkomst af kortet snarest muligt skal ske underretning til indklagede eller - uden for dennes åbningstid - til PBS på et nærmere angivet telefonnummer, der svarer døgnet rundt. Ved at undlade at efterkomme disse vilkår har klageren udsat både sig selv og indklagede for en risiko for misbrug i hele weekenden. Denne risiko burde have været undgået ved klagerens henvendelse snarest efter det tidspunkt, hvor han erfarede kortets bortkomst. På baggrund heraf finder indklagede, at klagerens handlemåde er omfattet af bestemmelsen i betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3, ifølge hvilken kortholder hæfter med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af kortet.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af forarbejderne til betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3, at bestemmelsen alene finder anvendelse, hvis undladelsen af at spærre betalingskortet snarest muligt efter, at bortkomsten er konstateret, kan tilregnes kortindehaveren som uagtsom, idet dog - modsat bestemmelsen i stk. 3, nr. 2 - også simpel uagtsomhed er tilstrækkelig i denne forbindelse.

Det må lægges til grund, at klageren var ubekendt med muligheden for at spærre dankortet ved telefonisk henvendelse til PBS, at han ikke fik oplysning herom ved anmeldelsen af tyveriet til politiet, og at han samme aften forgæves forsøgte at rette henvendelse til indklagede. I indklagedes regler for VISA/dankort er muligheden for - og pligten til - uden for indklagedes åbningstid at spærre kortet ved telefonisk henvendelse til PBS ikke særligt fremhævet, men alene anført som en del af den almindelige - omfattende - tekst. Selv om det må antages, at klageren har modtaget disse regler i forbindelse med udleveringen af dankortet, findes han herefter efter en samlet vurdering ikke at have udvist en uagtsomhed, som bør medføre, at han hæfter for 8.000 kr. af tabet.

Som følge heraf


Indklagede bør inden fire uger indsætte 6.800 kr. på klagerens konto med valør 12. oktober 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.