Indsigelse mod kaution for gæld stiftet af selskab, spørgsmål om tidligere stiftet gæld
| Sagsnummer: | 64/2004 |
| Dato: | 29-09-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Tina Dhanda, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod kaution for gæld stiftet af selskab, spørgsmål om tidligere stiftet gæld |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagernes indsigelser mod kaution for gæld stiftet af et selskab.
Sagens omstændigheder.
Klagerne i denne sag er samleverne M og H.
I slutningen af 2001 etablerede indklagede en erhvervskonto uden tilknyttet kreditfacilitet til selskabet A A/S, som M var direktør for og medejer af.
I februar 2002 bevilgede indklagede et overtræk på kontoen på 38.000 kr.
I marts 2002 gik A A/S konkurs.
Ved gældsbrev af 1. maj 2002 ydede indklagede et lån på 38.500 kr. til B ApS, der var A A/S' moderselskab. Lånet, der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.500 kr., blev anvendt til indfrielse af overtrækket på A A/S' konto. M underskrev gældsbrevet som direktør for B ApS og kautionist. H underskrev gældsbrevet som kautionist. M og H underskrev endvidere hver en separat kautionserklæring, hvorefter de påtog sig kaution for B ApS' forpligtelser over for indklagede begrænset til 38.500 kr.
I oktober 2002 kom lånet i restance.
I sommeren 2003 blev B ApS tvangsopløst.
Den 30. september 2003 foretog indklagede modregning i henholdsvis 10.771 kr. og 25 kr., der indestod på klagernes lønkonti. Ved skrivelse af samme dato fik klagerne meddelelse om modregningerne og om, at engagementet med en restgæld 29.359,32 kr. var opsagt til indfrielse senest den 15. oktober 2003.
Ved skrivelse af 22. oktober 2003 gjorde klagerne via deres advokat indsigelse imod kautionerne og modregningen. Indklagede afviste indsigelserne.
Den 25. februar 2004 indbragte klagerne sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede skulle tilpligtes at tilbageføre modregningerne og frafalde kautionerne.
Ved skrivelse af 26. februar 2004 meddelte indklagede, at man havde tilbageført modregningerne, men at man fastholdt klagernes kaution for B ApS' engagement.
Parternes påstande.
Klagerne har fastholdt påstanden om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionerne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at gælden på 38.500 kr. blev stiftet af A A/S. Der var ikke stillet sikkerhed for gælden.
Efter A A/S' konkurs rettede indklagede henvendelse til dem om gælden. M henviste til kurator i konkursboet, men indklagede pressede på for en ordning, der indebar, at B ApS overtog gælden. Ifølge indklagede ville manglende inddækning af overtrækket på A A/S' konto få konsekvenser for både B ApS' og deres private engagement med indklagede. De så sig derfor nødsaget til at underskrive gældsbrevet og kautionserklæringerne.
H havde intet personligt med selskaberne at gøre.
M var direktør i A A/S, som var 100% ejet af B ApS.
A A/S har aldrig haft adresse på deres bopæl.
H har aldrig været ansat i A A/S, men har et par gange været på selskabets adresse og taget telefonen. H har også deltaget i et møde med indklagede og et par gange betalt selskabets regninger via netbank. Hendes forhold til indklagede bør ikke betragtes som erhvervsmæssigt, blot fordi hun i en periode har hjulpet M.
Indklagede stillede krav om kaution efter A A/S' konkurs. Såfremt de havde kautioneret for A A/S' gæld på dette tidspunkt, havde der været tale om kaution for gammel gæld, der ville blive omstødt af konkursboet. Indklagede bør derfor ikke kunne få en bedre retsstilling end de øvrige kreditorer ved at få gælden løftet op i moderselskabet.
Indklagede har handlet i strid med god pengeinstitutskik ved at lade dem påtage sig personlig selvskyldnerkaution for gammel gæld i et selskab.
Selvom gælden oprindeligt var opstået i et erhvervsforhold, som M havde etableret, var det ikke i et løbende erhvervsforhold, gælden blev overtaget af et andet selskab, og som de blev presset til at kautionere for.
Indklagede har anført, at klagerne i slutningen af 2001 på vegne A A/S, der havde hjemsted på klagernes privatadresse, anmodede om en konto med tilknyttet kreditfacilitet. Da indklagede ikke yder kredit til nystiftede selskaber uden personlig hæftelse, og da klagerne var registreret i RKI, blev anmodningen om en kredit afslået, og der blev alene etableret en almindelig indlånskonto uden trækningsret.
H deltog i alle møder og fremstod som velinformeret og med stor indsigt i selskabets økonomi, idegrundlag, visioner og målsætning. H stod for den daglige bogføring og havde fuldmagt til selskabets konto, ligesom hun disponerede via NetBank. Det var H, der tog telefonen, når der blev ringet til selskabet.
Da der ikke blev etableret en kredit, modtog man ikke nærmere oplysninger om selskabernes ejerforhold. Man fik dog det klare indtryk, at både M og H var såvel administrativt som økonomisk involveret.
I februar 2002 anmodede M om et overtræk på ca. 38.000 kr. på selskabets konto til dækning af nogle betalinger. Efter omstændighederne blev overtrækket bevilget, idet det samtidig blev udtrykkeligt aftalt, at overtrækket skulle inddækkes allerede den følgende dag, hvilket imidlertid ikke skete.
I forbindelse med konkursen foreslog klagerne, at A A/S' gæld blev overført til B ApS, hvilket blev accepteret under forudsætning af, at klagerne påtog sig selvskyldnerkaution. Det bestrides, at klagerne blev presset eller overtalt til at underskrive dokumenterne. Klagerne vidste, at indklagede ikke yder kredit til selskaber uden personlig hæftelse, og klagerne kendte omstændighederne bag det opståede overtræk på selskabets konto. Kautionen var begrænset til det beløb, som M havde givet løfte om at inddække allerede dagen efter tilsagnet om overtræk.
Der forligger ikke privat kaution i nærværende sag, fordi der i erhvervsmæssig sammenhæng er et økonomisk fællesskab mellem kautionisterne og låntager.
Omstødelse i henhold til konkurslovens § 70 omfatter kun sikkerheder stillet af fallenten, men ikke sikkerheder stillet af tredjemand. Det savner derfor mening at påstå, at indklagede har fået en bedre retsstilling end de øvrige kreditorer ved at få gælden løftet op i moderselskabet.
Klagerne er forpligtede til at betale i henhold til kautionsforpligtelsen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at afvise klagen som vedrørende et erhvervsmæssigt forhold.
To medlemmer - Lars Lindencrone Petersen og Niels Bolt Jørgensen, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler:
Vi lægger som ubestridt til grund, at begge klagere, der ønskede at optage et nyt lån hos netop indklagede, ved underskrivelsen af gældsbrevet og kautionserklæringerne den 1. maj 2002 var fuldt ud bekendt med, at låneprovenuet skulle inddække indklagedes forfaldne tilgodehavende på A's konto.
Vi finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede pressede klagerne til at underskrive lånedokumentet og kautionserklæringerne.
Vi finder derfor, at begge klagerne er bundet ved de afgivne erklæringer. Vi finder, at indholdet af Forbrugerrådets og Finansrådets fælles holdning til regler for privat kaution, hvorefter parterne "er enige om, at der ikke bør stilles kaution for gammel gæld", i den foreliggende sag ikke kan føre til et andet resultat.
Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
To medlemmer - Tina Dhanda og Rut Jørgensen - udtaler:
Vi er enige med flertallet i, at det ikke kan lægges til grund, at indklagede har presset klagerne til at underskrive lånedokumentet og kautionserklæringerne.
Heller ikke vi finder grundlag for at fastslå, at M, der efter det oplyste er direktør i B ApS, og som ligeledes var direktør i A A/S, ikke er bundet ved sin kautionserklæring.
Vi finder, at H uanset oplysningerne om hendes tilknytning til A A/S og B ApS må betragtes som privatperson i relation til sin kautionserklæring af 1. maj 2002. Efter Forbrugerrådets og Finansrådets fælles holdning til regler for privat kaution burde indklagede derfor ikke have accepteret, at H kautionerede for B ApS' lån, og vi finder derfor, at H ikke er bundet af kautionserklæringen.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, hvorfor
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.