Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Rådgivning om risiko. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41.
| Sagsnummer: | 176/2000 |
| Dato: | 06-11-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Timme Bertolt Døssing, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41 Kaution - stiftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod kautionsforpligtelse. Rådgivning om risiko. Underretning i henhold til bank- og sparekasselovens § 41. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet, om klageren er frigjort for en kautionsforpligtelse.
Sagens omstændigheder.
Den 28. december 1984 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist et gældsbrev på 75.296,56 kr. vedrørende sin søsters lån hos indklagede. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.600 kr. Gældsbrevet vedrørte en forhøjelse af et eksisterende lån med 25.000 kr. Vedrørende kautionen var bl.a. anført:
"...... kautionsforpligtelsen begrænses til alene at omfatte kr. 25.000,00 skriver totifemtusinde 00/100.
Jfr. dog nedenstående bestemmelser: Med hensyn til den af selvskyldnerkautionistens anførte beløbsbegrænsning bemærkes, at den pågældende kautionsforpligtelse udover det anførte beløb tillige omfatter den hertil svarende forholdsmæssige del af eventuelt påløbne renter, provision og andre omkostninger vedrørende den samlede gæld.
Kautionsforpligtelsen skal vedvare, sålænge [indklagede] har noget beløb til gode i henhold til nærværende gældsbrev."
Den 8. september 1986 underskrev klageren en erklæring, hvorefter han tiltrådte, at låneydelsen blev nedsat til 1.200 kr. I erklæringen er lånets restgæld anført med 91.630 kr.
Lånet overgik til inkasso ved advokat, som ved skrivelse af 22. juni 1987 fremsendte et frivilligt forlig til debitor, hvori gælden blev opgjort til 119.582,40 kr. inkl. renter og omkostninger. Debitor underskrev forliget den 25. juni 1987. Forliget indeholder ikke en afdragsordning.
Ved skrivelse af 10. juli 1987 anmodede advokaten klageren om at indbetale 25.000 kr. med tillæg af renter og omkostninger, i alt 27.553,33 kr., med forbehold for yderligere renter.
Klageren besvarede advokatens henvendelse ved skrivelse af 15. juli 1987. Af skrivelse fremgår bl.a.:
"Jeg kan bekræfte, at jeg har kautioneret for et beløb på kr. 25.000,00 for [debitor], men jeg står uforstående overfor de øvrige påførte beløb på i alt kr. 2.553,33, som jeg ikke mener at hæfte for.
Desværre må jeg meddele, at jeg ikke er i stand til at betale kr. 25.000,00, ej heller i øjeblikket at indgå i nogen afdragsordning."
Ved skrivelse af 23. marts 2000 rettede indklagede henvendelse til klageren vedrørende kautionen, som blev opgjort til 25.000 kr. med tillæg af renter i fem år, 22.499,13 kr., i alt 47.499,13 kr.
Parternes påstande.
Den 27. april 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for kautionen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede ved kautionens stiftelse forsømte at rådgive om eventuelle konsekvenser. Han var på kautionstidspunktet 20 år, og underskriften var ifølge indklagede af formel karakter.
Indklagede har ikke overholdt sin forpligtelse til at give meddelelse i medfør af bank- og sparekasselovens § 41. Han er herved blev afskåret fra at påvirke debitor til at overholde betalingsforpligtelsen.
Indklagede har udvist passivitet ved at undlade at rette henvendelse til ham om kautionen i perioden 1987 - 2000.
Som følge af indklagedes passivitet og manglende underretning er hans mulighed for regres over for debitor blevet væsentligt forringet.
Indklagede har anført, at klageren på tidspunktet for kautionens stiftelse var myndig og i stand til at overskue den forpligtelse, som han påtog sig. Kautionens betydning og konsekvenser fremgår af bestemmelserne i gældsbrevets side 2. Det bestrides, at man skulle have beskrevet det som en formalitet at underskrive et kautionsdokument som selvskyldner. Dette hverken er eller har været indklagedes rådgivningskoncept vedrørende kaution.
Underretningspligten over for klageren som kautionist er opfyldt. Det fremgår af interne notater, at klageren er blevet holdt underrettet og har tiltrådt bevilgede ydelsesfritagelser. Ved skrivelsen af 15. juli 1987 har klageren anerkendt kautionen over for advokaten.
Klageren har ikke dokumenteret, at en eventuelt manglende underretning om misligholdelse af lånet har medført, at hans regresmuligheder over for debitor er blevet væsentligt forringet.
Kravet er ikke forældet, og der er ikke udvist retsfortabende passivitet. Selv om der ikke blev rettet henvendelse til klageren vedrørende gælden i en årrække, kunne klageren ikke berettiget forvente, at kravet var bortfaldet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at der i forbindelse med kautionens stiftelse forelå omstændigheder, som kan medføre en tilsidesættelse af klagerens kautionsforpligtelse.
Indklagedes krav mod klageren i henhold til kautionen er omfattet af den 20-årige forældelse i Danske Lovs 5-14-4. Rente af gælden er omfattet af den 5-årige forældelse efter 1908-loven. På baggrund af forældelsesreglerne finder Ankenævnet ikke grundlag for at anse fordringen for bortfaldet som følge af passivitet, uanset at indklagede gennem en længere årrække ikke har rettet henvendelse til klageren om gælden.
Af kautionserklæringen i gældsbrevet fremgår, at klageren hæfter for debitors gæld i henhold til gældsbrevet med 25.000 kr. med tillæg af den "hertil svarende forholdsmæssige del af eventuelt påløbne renter, provision og andre omkostninger vedrørende den samlede gæld". Forpligtelsen til at betale renter af de 25.000 kr. fremgår således af gældsbrevet, som klageren har underskrevet som kautionist. Allerede som følge heraf finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede at frafalde kravet om renter i 5 år.
Ved skrivelse af 15. juli 1987 vedgik klageren ubetinget kautionen, og klageren har ikke sandsynliggjort, at en eventuelt manglende underretning fra indklagedes side har forringet hans mulighed for regres mod debitor.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.