Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod renteforhøjelse på udlån efter overførsel af indlån til et andet pengeinstitut. Spørgsmål om individuel renteforhøjelse

Sagsnummer: 534/2011
Dato: 06-11-2012
Ankenævn: Eva Hammerum, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen, George Wenning
Klageemne: Udlån - rente
Rente - udlån
Ledetekst: Indsigelse mod renteforhøjelse på udlån efter overførsel af indlån til et andet pengeinstitut. Spørgsmål om individuel renteforhøjelse
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod renteforhøjelse på hans lån i Jyske Bank efter hans overførsel af indlånskonti til et andet pengeinstitut. Spørgsmål om individuel renteforhøjelse.

Sagens omstændigheder

I slutningen af 2007 ydede Jyske Bank klageren et 30-årigt prioritetslån på 250.000 kr. med afdragsfrihed i 10 år. Ved aftale af 13. juni 2008 blev lånet forhøjet til 500.000 kr. Renten var variabel og blev fastsat kvartalsmæssigt svarende til Nationalbankens tre måneders CIBOR + en marginal, for tiden i alt 6,1767 % om året. Af aftalen fremgår blandt andet:

"…

Individuelle betingelser

Renten i denne aftale er en favørrente. Banken kan med tre måneders varsel forhøje renten til en rentesats, der ligger inden for det til enhver tid gældende rentespænd iht. bankens prisliste, hvis der sker ændringer i debitors bonitet, den pantsatte ejendoms værdi/omsætte­lighed, engagements størrelse, kundeforholdets omfang, rentabilitet eller beskaffenhed i øvrigt.

…"

Banken har oplyst, at bankens standardmarginal på lånetidspunktet var 3,8633 %-point om året. Klageren fik en favør på 2,5999 %-point. Marginalen på klagerens lån var derfor 1,2634 %-point.

Den 8. september 2010 blev en del af klagerens engagement overført til et andet pengeinstitut. Prioritetslånet blev ikke overført.

Ved brev af 5. oktober 2010 til klageren varslede banken en forhøjelse af marginalen på prioritetslånet. Af brevet fremgår blandt andet:

"…

I henhold til prioritet lånets individuelle betingelser, som vedrører rentesatsen på lånet og regulering af denne, varsler jeg dig hermed en forhøjelse af renten på lånet i henhold til betingelserne om varsling af renteændring.

På baggrund af ændringen i dit engagementsstørrelse og omfanget af dit kundeforhold, vil renten pr. 15.01.2011 blive ændret til Nationalbankens 3 måneders CIBOR (fixing-satsen) + en marginal på 5%.

…"

Bankens standardmarginal var uændret 3,8633 %.

Klageren gjorde indsigelse imod renteforhøjelsen og fremsatte ønske om genetablering af engagementet med banken.

Pr. den 2. januar 2012 var rentesatsen 6,0120 % om året, svarende til tre måneders CIBOR på 1,0120 og marginalen på 5,0.

Parternes påstande

Den 28. november 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at banken skal medvirke til at genetablere engagementet sænke renten på prioritetslånet til samme niveau som tidligere.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at han ikke var klar over, at overførslen af hans indlånskonti til et andet pengeinstitut ville medføre en rentestigning på prioritetslånet. Rentestigningen var desuden urimelig høj.

Da banken varslede rentestigningen, tilbød han at flytte engagementet tilbage, hvilket imidlertid blev afvist.

Jyske Bank har anført, at man var berettiget til at forhøje renten på klagerens prioritetslån i forbindelse med klagerens flytning af en del af engagementet til et andet pengeinstitut, idet forudsætningerne for den bevilgede favørrente hermed ændrede sig. Dette fremgår af vilkårene i lånedokumentet.

Banken udbyder ikke længere det pågældende produkt.

Banken har tilbudt klageren en vurdering af dennes ejendom med henblik på at stille en ny pris.

Klagerens lån fortsætter med den til enhver tid gældende rente, indtil det er afviklet eller opsagt.

Ankenævnets bemærkninger

Det bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at banken er forpligtet til at imødekomme klagerens ønsker om genetablering af engagementet på de oprindelige vilkår.

Det fremgår klart af afsnittet "Individuelle betingelser" i klagerens låneaftale med Jyske Bank, at rentesatsen var en favørrente, som banken var berettiget til at forhøje til en rentesats inden for det til enhver tid gældende rentespænd med tre måneders varsel, blandt andet i tilfælde af ændringer i engagementets størrelse og kundeforholdets om­fang.

Ankenævnet finder derfor, at Jyske Bank var berettiget til at varsle en forhøjelse af marginalen på klagerens prioritetslån, da klageren i efteråret 2010 overførte en del af sit engagement til et andet pengeinstitut.

Ankenævnet forudsætter, at forhøjelsen af marginalen til 5 % ligger inden for rentespændet i henhold til bankens prisliste.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Den omstændighed, at klageren er villig til at tilbageføre den overførte del af engagementet til Jyske Bank, kan ikke medføre et andet resultat.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.