Oplysning om renter på misligholdt engagement.

Sagsnummer:609/1991
Dato:22-05-1992
Ankenævn:Frank Poulsen, Niels Bolt Jørgensen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Lars Pedersen
Klageemne:Udlån - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Oplysning om renter på misligholdt engagement.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 13. december 1989 overgav indklagede sit engagement med klageren til retslig inkasso. Engagementet bestod af et udlån samt overtræk på 3 konti. Indklagede satte i denne forbindelse renteberegningen på engagementet i bero.

Den 30. maj 1990 erhvervede indklagede dom over klageren for 64.608,91 kr. vedrørende en del af indklagedes tilgodehavende Beløbet vedrørte 3 af kontiene, for hvilke indklagede ikke ellers havde udlægsfundament.

Den 28. maj 1991 afgav klageren insolvenserklæring i fogedretten under en af indklagede begæret fogedforretning. Klageren gav i samme forbindelse indklagede fuldmagt til at realisere 13 håndpantsatte aktier. Provenuet herfra krediteredes den 21. september 1991 engagementet.

I september måned 1991 anmodede klageren indklagede om at oplyse saldo på engagementet samt rentetilskrivning for 1990. Indklagede besvarede forespørgslen med henvisning til, at der ikke var foretaget renteindberetning om engagementet, da renteberegningen var stillet i bero som følge af, at klageren ikke havde været i stand til at tilbyde indklagede en afviklingsaftale.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes årligt at meddele klageren oplysning om størrelsen af klagerens gæld samt tilskrevne renter.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, han skal bruge oplysningen om størrelsen af rentebeløbet til sin skattemæssige opgørelse.

Indklagede har anført, at baggrunde for standsningen af renteberegningen er bestemmelsen i § 40, stk. 9 i den for pengeinstitutterne gældende regnskabsbekendtgørelse, hvorefter indklagede skal ophøre med at beregne renter, når en fordring anses for uerholdelig. Da klageren efter sagens overgivelse til inkasso har stillet sig afvisende overfor en afvikling, er indklagede ikke forpligtet til at foretage en beregning af rentebeløb, som man ikke for tiden har rejst krav om.

Ankenævnets bemærkninger:

Klagerens engagement med indklagede blev som misligholdt overgivet til inkasso i december 1989, og indklagede har som følge heraf stillet renteberegningen i bero.

Henset hertil, samt da klageren ikke har fremsat et konkret tilbud om engagementets afvikling, findes klageren ikke at have krav på en opgørelse over renterne på engagementet, når indklagede ikke har foretaget en sådan beregning.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.