Afgørelse

Spørgsmål om akkordaftale i forbindelse med lån med to debitorer.

Indledning.

Denne klage vedrører en frivillig akkord omfattende bl.a. klagerens hæftelse for et fælleslån, hvor indklagede i forbindelse med meddelelse af saldokvittering tog forbehold for at gøre restkravet gældende over for meddebitor.

Sagens omstændigheder.

I maj 1991 ydede indklagede klageren og dennes daværende ægtefælle H et lån på 233.098,24 kr.

Lånet blev efterfølgende misligholdt. Den 22. november 1993 blev der på begæring af indklagede foretaget en fogedforretning hos klageren og H. Lånets restgæld var da på ca. 199.000 kr.

Klageren og H blev efterfølgende skilt.

Gennem advokat rettede klageren i maj 2001 henvendelse til sine kreditorer, herunder indklagede med henblik på en frivillig akkordordning. Klagerens tilbud gik ud på, at han ved et familielån kunne tilbyde et samlet beløb på 45.000 kr. til forholdsmæssig fordeling blandt sine kreditorer til fuld og endelig afgørelse.

Ved skrivelse af 8. juni 2001 meddelte indklagede klagerens advokat, at indklagedes tilgodehavende inkl. renter kunne opgøres til 503.117,73 kr., og at indklagede var indstillet på at medvirke til "en akkordaftale på gældssaneringslignende vilkår".

Ved skrivelse af 19. juli 2001 meddelte indklagede endeligt tilsagn om at tiltræde en akkordordning for klageren.

Ved skrivelse af 20. august 2001 fremsendte klagerens advokat 29.216,37 kr. til indklagede svarende til indklagedes andel af det tilbudte akkordbeløb.

Den 21. august 2001 meddelte indklagede saldokvittering for sit resttilgodehavende. Af saldokvitteringen fremgår:

"Saldokvitteringen har ingen indflydelse på bankens krav mod eventuelle meddebitorer, kautionister og andre, der hæfter for gælden sammen med Dem. Ethvert regreskrav mellem flere hæftende er banken uvedkommende og berøres ikke af denne saldokvittering."

Ved skrivelse af 23. august 2001 protesterede klagerens advokat mod forbeholdet anført i skrivelsen af 21. s.m. Indklagede fastholdt forbeholdet, dog således at klageren alternativt kunne lade akkordaftalen gå tilbage.

Parternes påstande.

Klageren har den 30. oktober 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at meddele ham en ren saldokvittering uden forbehold om at kunne rette kravet mod H, for halvdelen af klagerens samlede gæld til indklagede.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede først efter, at akkordforhandlingerne var afsluttede, gjorde opmærksom på, at der var en meddebitor på lånet i form af H.

Konsekvensen af, at indklagede måtte gøre sit resterende krav gældende mod H, vil være, at han kan imødese et regreskrav. Indklagedes saldokvittering er derfor delvis værdiløs, da indklagede blot har afskrevet sig retten til at rette krav direkte mod ham.

Ved at undlade at inddrage meddebitors hæftelse i akkordforhandlingerne har indklagede, som den professionelle part været direkte årsag til, at han som den usagkyndige ikke har opnået sit oprindelige formål gennem akkorden, nemlig at få bortakkorderet sin samlede gæld.

Indklagede har anført, at klageren i hele forløbet har vidst eller burde have vidst, at H var medskyldner. Af de årlige fremsendte kontooversigter fremgår en bemærkning om "to ejere".

Hos indklagede var gælden bogført med 256.350,07 kr., hvilket måtte give anledning til nærmere undersøgelser, idet beløbet opført i klagerens årsopgørelse som dennes samlede gæld alene var 190.344 kr.

Man har p.t. intet kendskab til H's aktuelle økonomiske situation og ønsker derfor ikke at give saldokvittering over for denne på de vilkår, som er indrømmet klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klageren og H påtog sig ved etableringen af lånet i 1991 solidarisk hæftelse. Det følger heraf, at indklagede ved manglende betaling af lånet kan gøre sit fulde krav gældende mod hver lånets debitorer.

Selv om det havde været hensigtsmæssigt, at indklagede i forbindelse med korrespondancen med klagerens advokat om akkorden havde gjort opmærksom på sin mulighed for at holde sig til meddebitor også efter en akkord, finder Ankenævnet, at indklagedes undladelse heraf ikke i sig selv kan føre til, at indklagede bør være afskåret fra i givet fald at gøre det resterende krav gældende over for H. Det bemærkes herved, at den frivillige akkordaftale blev indgået via en advokat.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.