Afgørelse

Fastkursaftale. Indgåelse. Ophævelse.

Det indklagede institut afgav den 6. juni 2006 et låneomlægningstilbud til klageren baseret på en fastkursaftale. Den 7. juni 2006 udarbejdede instituttet en bekræftelse på fastkursaftalen, hvoraf det fremgik, at klageren straks skulle henvende sig, hvis hun var uenig i en eller flere oplysninger. Klagerens advokat afviste den 14. juni 2006, at der var indgået fastkursaftale, og oplyste, at klageren blot telefonisk havde kontaktet instituttet for at høre om de forskellige lånemuligheder, som hun også ville undersøge andre steder. Derfor var klageren overrasket over at modtage en bindende fastkursaftale den 8. juni 2006, og hun meddelte den 9. juni 2006 instituttet, at hun ikke ønskede at indgå fastkursaftale. Hun fik imidlertid at vide, at fastkursaftalen ikke kunne annulleres, og at hun var blevet orienteret om, at aftalen var juridisk bindende. Klageren bestred at have fået en sådan oplysning, idet hendes opfattelse af telefonrådgivningen derimod var, at hun blot ville få nogle papirer tilsendt, således at hun på dette grundlag kunne tage stilling til en eventuel låneomlægning. Klageren ville derfor indbringe sagen for Ankenævnet. Instituttet erklærede sig den 19. juni 2006 uenig i den faktuelle sagsfremstilling og oplyste, at instituttet derfor ville afvente sagens indbringelse for Ankenævnet.

Klageren nedlagde for Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre noget krav gældende mod hende i anledning af annullationen af fastkursaftalen. Instituttet påstod frifindelse.

Til belysning af sagsforløbet fremlagde instituttet i klagesagen en udskrift instituttets interne, elektroniske notatark.

Efter en samlet bedømmelse af begivenhedsforløbet fandt flertallet, at instituttet ikke med den fornødne sikkerhed havde ført bevis for, at der den 6. juni 2006 var indgået en fastkursaftale mellem klageren og instituttet. Flertallet lagde vægt på, at klageren kontaktede instituttet allerede dagen efter, at hun modtog lånetilbud og bekræftelse på fastkursaftale. Mindretallet lagde vægt på, at muligheden for at indgå mundtlige fastkursaftaler i høj grad er i låntagernes interesse, og at bevisstyrkekravene til, at der er indgået en aftale, ikke må sættes så højt, at det bliver muligt for låntageren at fragå en indgået aftale, fordi aftalen fortrydes. Under henvisning hertil og til de notater, der var foretaget af instituttets medarbejder, fandt mindretallet det bevist, at der var indgået en aftale om kurssikring. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet skulle derfor tilbagebetale klageren 11.673 kr.