Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier den 25. maj 2007, den 25. juli 2007 og den 6. august 2008.

Sagsnummer: 135/2014
Dato: 14-12-2015
Ankenævn: Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen, Troels Hauer Holmberg, Kjeld Gosvig Jensen, Anna Marie Schou Ringive
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier den 25. maj 2007, den 25. juli 2007 og den 6. august 2008.
Indklagede: Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om erstatning for tab på køb af Roskilde Bank aktier den 25. maj 2007, den 25. juli 2007 og den 6. august 2008.

Sagens omstændigheder

Klageren i sagen er boet efter A, der blev kunde i Roskilde Bank i 2006. A var født i 1920 og var blind i de sidste 10 år af sin levetid.

Ved udgangen af 2006 havde A et indestående i Roskilde Bank på ca. 950.000 kr. fra et provenu efter salg af en andel af hendes ejendom.

Den 25. maj 2007 købte A 318 stk. Roskilde Bank aktier til kurs 627 for 199.386 kr.

Den 25. juli 2007 købte A 340 stk. Roskilde Bank aktier til kurs 583 for 198.220 kr.

Finansiel Stabilitet har fremlagt et udateret og ikke underskrevet eksemplar af en investeringsprofil for A. Af profilen fremgik, at A’s risikoprofil var mellem (risikotal 7 på en skala fra 1 til 10), at hun havde erfaring med og kendskab til aktier, obligationer og investeringsforeningsbeviser, at hun foretog mellem 10 og 40 handler med værdipapirer årligt, at hun havde en nettoformue mellem 1 og 2 mio. kr., og at hendes tidshorisont for opsparing af frie midler var fem år. Endvidere fremgik, at A’s datter, D, skulle investere de frie midler for A. Finansiel Stabilitet har fremlagt et udtræk fra bankens IT-system, hvori profilen er registreret som udarbejdet den 10. januar 2008. Samme dag blev der oprettet en investeringskonto til A i Roskilde Bank. Den 11. januar 2008 blev der indsat 400.000 kr. på kontoen.

Den 6. august 2008 købte A 1.035 stk. Roskilde Bank aktier til kurs 96,5 for 99.877,50 kr. for midler fra investeringskontoen. Handelsnotaen var stilet til A og D og blev sendt til D’s adresse. Klageren har fremlagt en redegørelse af 5. marts 2015 fra D, hvori er anført, at D ikke rådgav A om investeringer, og at årsagen til, at A’s korrespondance blev sendt til D, var, at A tidligere var kommet til at smide vigtig post ud. Endvidere anførte D, at hun selv havde købt Roskilde Bank aktier i maj 2007, og at banken på et møde i efteråret 2007 beroligede hende med, at kursen på aktierne nok skulle stige igen.

Af A’s årsopgørelser fra Skat for 2007 fremgik, at værdien af A’s beholdning af Roskilde Bank aktier udgjorde 214.554 kr., at A ikke havde andre aktier eller værdipapirer, at værdien af A’s ejendom var 2.060.715 kr., og at A’s personlige indkomst var 128.680 kr.

Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet.

Den 2. september 2008 afgik A ved døden.

Banken blev erklæret konkurs den 3. marts 2009. Finansiel Stabilitet fik via et nyt selskab, der overtog navnet Roskilde Bank, til formål at afvikle den gamle Roskilde Banks aktiviteter.

I december 2010 indledte Forbrugerombudsmanden en undersøgelse vedrørende omstændighederne omkring ”gammel” Roskilde Banks salg af egne aktier i perioden fra den 1. januar 2006 til bankens sammenbrud den 24. august 2008.

Den 2. december 2013 indgik Forbrugerombudsmanden en forligsaftale med Finansiel Stabilitet, hvorefter visse kunder fik tilbud om erstatning på 60 % af deres tab på aktier i Roskilde Bank. Af forligsaftalen fremgår bl.a.:

”... På baggrund af denne undersøgelse har Forbrugerombudsmanden identificeret to aktiesalgskampagner i henholdsvis august-september 2006 og marts-april 2007, hvor der til et meget stort antal kunder er udsendt breve med ensartede opfordringer til at købe aktier i banken. Roskilde Banks rådgivning til kunderne i brevene fokuserede ensidigt på fordelene ved aktieinvesteringen, og kunderne fik ikke en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken. Samtidig var Roskilde Banks kunderådgivere blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning.

Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Banks aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 ikke var i overensstemmelse med reglerne om god skik i § 43 i lov om finansiel virksomhed, og at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner.

Forbrugerombudsmanden har herved lagt vægt på, at Roskilde Bank i de to aktiesalgskampagner har foretaget et særdeles aggressivt salg af egne aktier, og at banken ikke har ydet individuel rådgivning eller har ydet utilstrækkelig rådgivning i forbindelse med salget af aktier til kunderne ...”

Forligsaftalen medførte ikke, at klageren blev tilbudt erstatning.

Parternes påstande

Den 23. april 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) skal betale 497.483,50 kr.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at købene fandt sted efter en meget intens, kraftig og aggressiv telefonisk markedsføring. A, der var 86 og 87 år på købstidspunkterne, var blind og kunne ikke læse salgsmaterialet fra banken. A må anses for at være en såkaldt ”svag kunde”. Det må have stået klart for banken, at A ikke havde indsigt eller forstand på værdipapirer. Banken havde en særlig forpligtelse til at gennemføre rådgivningen under hensyn til A’s forudsætninger samt en særlig pligt til at rådgive udførligt om risikoen ved at investere i aktier, og i særdeleshed i bankens egne aktier. Det påhviler herefter Finansiel Stabilitet at godtgøre, at A fik fyldestgørende rådgivning. Finansiel Stabilitet har ikke løftet denne bevisbyrde.

A havde kun indtægt fra sin folkepension, havde ikke tidligere investeret i aktier eller værdipapirer. A var forsigtig og meget lidt risikovillig.

Banken har handlet ansvarspådragende ved at investere stort set alle A’s frie midler for i alt 500.000 kr. i bankens egne aktier, og uden at informere A’s pårørende og uden at udarbejde en risikoprofil på investeringstidspunkterne. Den fremlagte risikoprofil er ugyldig. Profilen er uden tvivl udarbejdet af banken uden deltagelse af A. A ville ikke have været i stand til forstå profilen. A’s børn kendte ikke til profilen. Profilen er udateret og ikke underskrevet og kan ikke tillægges bevismæssig værdi. Det taler for sig selv, at banken kunne nå frem til en tidshorisont på fem år for en 86-årig.

Investeringerne blev ikke foretaget af D. Klageren har flere gange forgæves anmodet Finansiel Stabilitet om at dokumentere, at handlerne skete efter fuldmagt.

Banken har handlet i strid med investorbeskyttelsesbekendtgørelsen.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren ikke har dokumenteret, at A var en svag kunde. Investeringerne skete i samråd med D som anført i risikoprofilen, herunder købet til en lavere kurs i august 2008.

Klageren har ikke redegjort for forløbet omkring købene, herunder hvori bankens ansvarspådragende handling bestod. A afgik ved døden i september 2008. Klagen blev først indgivet efter offentliggørelsen af forligsaftalen mellem Finansiel Stabilitet og Forbrugerombudsmanden og er begrundet i forhold, der er oplistet i forligsaftalen.

Klageren har ikke dokumenteret, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med A’s aktiekøb eller senere.

Købet i 2008 skete for midler på en investeringskonto, der var blevet oprettet den 11. januar 2008, hvilket er dagen efter udarbejdelsen af risikoprofilen. Klageren kunne i stedet have valgt at sælge aktierne, hvis hun på baggrund af kursudviklingen ikke ønskede at risikere et tab.

A var bekendt med risikoen ved at investere i aktier og havde i sin risikoprofil tilkendegivet en høj risikovillighed. A blev først kunde i Roskilde Bank i 2006, og Finansiel Stabilitet har ikke kendskab til A’s tidligere investeringsadfærd.

A havde ikke modtaget kampagnebreve forud for købene. Det må endvidere lægges til grund, at A ikke var i stand til at læse salgsmaterialet. Finansiel Stabilitet er heller ikke bekendt med, at A har modtaget en telefonisk henvendelse fra banken og forstår ikke, hvordan klageren kan gøre gældende, at dette skulle være tilfældet, når D i sin redegørelse har anført, at A aldrig overfor hende har redegjort for sine køb af Roskilde Bank aktier. Klageren har ikke dokumenteret, at A investerede i Roskilde Bank aktier efter anbefaling fra banken.

Der ydes ikke erstatning for skuffede forventninger.

Finansiel Stabilitet (Roskilde Bank) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en stillingtagen til sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må ske for domstolene.

Ankenævnets bemærkninger

Klagen vedrører nu afdøde A’s køb af Roskilde Bank aktier den 25. maj 2007, den 25. juli 2007 og den 6. august 2008.

Det fremgår af forligsaftalen af 2. december 2013 mellem Forbrugerombudsmanden og Finansiel Stabilitet, at Roskilde Bank i forbindelse med aktiesalgskampagner i 2006 og 2007 fokuserede ensidigt på fordelene ved investering i bankens aktier, at kunderne ikke fik en afbalanceret beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i banken, og at Roskilde Banks kunderådgivere var blevet instrueret om at give en tilsvarende mundtlig rådgivning. Det fremgår endvidere af forligsaftalen, at det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at Roskilde Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med disse aktiesalgskampagner. Ankenævnet tiltræder denne vurdering. Ankenævnet finder, at når en aktietegning er sket på grundlag af en markedsføring, som den Forbrugerombudsmanden har beskrevet, er der en formodning for, at aktietegningen ikke var sket, hvis markedsføringen havde indeholdt en mere afbalanceret beskrivelse af fordele og risici ved investeringen.

Tre medlemmer – Kari Sørensen, Jesper Claus Christensen og Kjeld Gosvig Jensen – udtaler:

Vi finder efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at A’s køb var bestemt af den uafbalancerede beskrivelse af fordele og ulemper ved at investere i bankens aktier, der fremgik af de forudgående aktiesalgskampagner i august og september 2006 og marts og april 2007. Det påhviler herefter klageren at godtgøre, at Roskilde Bank handlede ansvarspådragende i forbindelse med sin rådgivning af A på købstidspunkterne. Der er efter det foreliggende ikke grundlag for at fastslå, at Roskilde Bank begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser i forbindelse med A’s køb af aktier i Roskilde Bank.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Anna Marie Schou Ringive – udtaler:

Det er ikke sædvanligt for en 86-årig at påtage sig den risiko, der er forbundet med at placere kontantindeståender på i alt 497.483 kr. i en enkelt aktie. Såfremt købet af Roskilde Bank aktierne skete på klagerens initiativ, var banken, i henhold til dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, forpligtet til at rådgive klageren om behovet for risikospredning. Såfremt klageren havde fastholdt et ønske om alene at placere midler i Roskilde Bank aktier, var banken endvidere forpligtet til at nedfælde kundens særlige forudsætninger på skrift. Da banken havde en særlig interesse i at sælge egne aktier, og da banken ikke har tilvejebragt dokumentation for klagerens særlige forudsætninger, finder vi det uproblematisk at lægge til grund, at banken overfor klageren har tilsidesat sin rådgivningsforpligtelse og derved begået en ansvarspådragende fejl. Vi stemmer herefter for, at klager skal have erstatning for det lidte tab.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.