Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Overførsel.

Sagsnummer: 199 /1988
Dato: 25-04-1989
Ankenævn: Frank Poulsen, Hans rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kristen Nielsen, Ole Simonsen
Klageemne: Fejlekspedition - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Overførsel.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I efteråret 1987 optog klageren et lån i indklagedes Jagtvej afdeling på grundlag af en sparelånskonto, hvortil han månedlig havde fået overført 700 kr. fra sin anfordringskonto. Lånet blev effektueret den 11. november 1987 og skulle afdrages med en månedlig ydelse på 700 kr., første gang den 30. november 1987, som skulle overføres fra anfordringskontoen.

I oktober 1987 havde klageren hævet hele indeståendet på sparelånskontoen, og der skulle herefter ikke ske yderligere indbetalinger på denne. Den 30. november 1987 overførtes i alt 1.400 kr. fra klagerens anfordringskonto, hvoraf de 700 kr. blev afdraget på lånet, mens de resterende 700 kr. ved en fejl blev overført til sparelånskontoen.

Den 9. december 1987 udviste anfordringskontoen imidlertid en negativ saldo, hvorefter de 1.400 kr. blev tilbageført til denne.

Den 31. december 1987 var der påny dækning på kontoen, og afdrag på lånet pr. 30. november og 31. december 1987 samt den tilbageførte overførsel til sparelånskontoen blev overført fra anfordringskontoen.

Den 8. januar 1988 blev afdelingen opmærksom på, at man fejlagtigt havde overført beløb til sparelånskontoen, hvorefter 700 kr. blev tilbageført til anfordringskontoen. Herefter overførte man i slutningen af hver af månederne januar - september 1988 700 kr. til lånekontoen.

Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageføre de for meget overførte ydelser til hans anfordringskonto.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede ifølge anfordringskontoen har overført 9.800 kr. til afdrag på lånet, hvorfor lånet, der var på 7.800 kr., forlængst er afdraget. Indklagede har endvidere den 4. december 1987 uberettiget hævet 1.502 kr. på hans konto til dækning af husleje, som han imidlertid selv havde betalt. Klageren har dog ikke kunnet fremlægge kvittering herfor.

Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand anført, at der ikke på noget tidspunkt er trukket for meget på sparekassebogen til betaling af lånet. Derimod har der fejlagtigt været overført beløb til sparelånskontoen, hvilket dog senere er blevet berigtiget.

Ankenævnets bemærkninger:

De af indklagede begåede fejl er berigtiget, og der kan derfor ikke gives klageren medhold i den nedlagte påstand. Det bemærkes herved, at det således som sagen foreligger oplyst fra klagerens side, ikke kan lægges til grund, at der skulle være sket en dobbelt betaling af hans husleje for december 1988, for hvilken indklagede kan gøres ansvarlig.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.