Indsigelse mod rentetilskrivning på pantebrevslån.
| Sagsnummer: | 191/2003 |
| Dato: | 11-11-2003 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Hans Daugaard, Kåre Klein Emtoft, Karen Frøsig og Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod rentetilskrivning på pantebrevslån. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod rentetilskrivningen på et pantebrevslån.
Sagens omstændigheder.
I 1996 konstaterede klageren, at renten på hans pantebrevslån hos indklagede ikke var blevet reguleret som forudsat.
Ved skrivelse af 7. maj 1996 anførte klageren bl.a.:
"Jeg afventer derfor et nyt skriftligt forslag til en løsning, gerne baseret på et, skattemæssigt neutralt engangsbeløb dækkende frem til den 18/12 - 95 (ca. 15-20000 kr.) og med præcisering af den fremtidige variable rente gældende fra den 18/12 - 95, f.eks. omkring ca. 7 % og gældende indtil laveste (realkreditlignende?) boliglånsats lån ændrer sig i [indklagede]."
Ved skrivelse af 9. maj 1996 tilbød indklagede "med baggrund i pantebrevets tidligere mangelfulde tekst og de fejlberegninger, der har fundet sted," en kulancegodtgørelse på 15.000 kr. Indklagede fremsendte samtidig en allonge til pantebrevet til underskrift "såfremt vi nu er enige om indholdet".
Den 12. maj 1996 underskrev klageren og dennes ægtefælle allongen vedrørende pantebrevslånet, som pr. den 11. december 1995 var nedbragt til 170.026,22 kr. Af allongen fremgår bl.a.:
"Pantebrevet forrentes og afdrages fra 11. december 1995 gennem en årlig ydelse på p.t. kr. 18.000,00, hvoraf p.t. 7,00 % p.a. af det til enhver tid værende restgæld er rente, medens resten er afdrag. Ydelsen betales med ½-delen 11. juni og 11. december, første gang 11. juni 1996.
Renten er den til enhver tid gældende rente for [indklagedes] realkreditlignende boliglån, svarende til [indklagedes] til enhver tid gældende billigste biliglånsrente, idet pantebrevets restløbetid forbliver uændret."
Indklagede har anført, at "biliglånsrente" er en stavefejl; der skulle have stået "boliglånsrente".
Ved skrivelse af 7. maj 1998 meddelte indklagede følgende:
"I henhold til telefonsamtale skal vi herved meddele Dem, at mindsterenten på boliglån vil blive sat op til 7½% p.a. fra mandag den 11. maj 1998.
På grund af de tidligere forkerte opkrævninger vil vi ikke p.t. ændre renten på pantebrevet, der derfor fortsat vil være 7% p.a.
Såfremt der sker yderligere ændringer på rentemarkedet vil der ske regulering af renten på pantebrevet."
Ved skrivelse af 2. marts 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede om renten på pantebrevslånet, idet klageren havde konstateret, at denne ikke var blevet reguleret. Klageren henviste til, at lånet ifølge allongen skulle forrentes med den "til enhver tid gældende billigste billiglånsrente", og gjorde gældende, at rentesatsen på 7 % p.a. i 1995 var blevet fastsat på grundlag af renten på 10-årige statsobligationer, som efterfølgende var faldet væsentligt. Klageren beregnede, at der, som følge af at renten på pantebrevslånet ikke havde fulgt renteudviklingen på 10-årige statsobligationer, var blevet opkrævet 17.387 kr. for meget i renter.
Ved skrivelse af 1. april 2003 meddelte indklagede, at renten burde have været reguleret i overensstemmelse med indklagedes billigste boliglånsrente, som i perioden fra maj 1996 havde svinget mellem 6 og 10% p.a. Indklagede beregnede, at den manglende regulering havde været en fordel for klageren, idet restgælden pr. 11. december 2003 i givet fald ville have været 125.462,16 kr., mens den faktiske restgæld var 116.127,64 kr.
Indklagede har oplyst, at rentesatsen på indklagedes billigste boliglån har været som følger:
Pr. 22.04.1996 | 7 % | Pr. 10.11.1999 | 7,25 % | |
Pr. 15.10.1997 | 9,50 % | Pr. 17.01.2000 | 6,75 % | |
Pr. 24.09.1998 | 10 % | Pr. 28.03.2000 | 7,25 % | |
Pr. 09.11.1998 | 9,75 % | Pr. 16.06.2000 | 7 % | |
Pr. 08.12.1998 | 9,25 % | Pr. 21.05.2001 | 7,5 % | |
Pr. 09.02.1999 | 9 % | Pr. 24.09.2001 | 7 % | |
Pr. 13.04.1999 | 8,50 % | Pr. 13.11.2001 | 6,5 % | |
Pr. 01.07.1999 | 6,75 % | Pr. 10.12.2002 | 6 % |
Klageren har fremlagt en grafisk fremstilling af renteudviklingen på indklagedes boliglån sammenholdt med renten på 10-årige statsobligationer i perioden oktober 1995 - maj 2003. Det fremgår bl.a., at renten på 10-årige statsobligationer var på sit laveste niveau (ca. 4 %) i slutningen af 1998, på hvilket tidspunkt indklagedes boliglånsrente var på sit højeste niveau (9,75 %).
Parternes påstande.
Den 19. maj 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation eller at tilbyde en kulancemæssig nedsættelse af indfrielseskursen på pantebrevet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det var en klar aftale, at renten på lånet skulle variere med markedsrenten. Der skulle anvendes et indeks som f.eks. obligationsrentegennemsnittet, og på grundlag heraf blev rentesatsen på 7 % p.a. aftalt. Efterfølgende har han konstateret, at renten væsentligt har oversteget markedsindekset og dermed det renteniveau, som pantebrevsaftalen berettiger til. De af indklagede oplyste boligrentesatser har udviklet sig bemærkelsesværdigt i forhold til markedsrenten, hvilket ikke er i overensstemmelse med god forretningsskik.
Det bestrides, at han har forholdt sig passivt, idet han netop tidligere har opdaget en fejl i beregningen af renten.
Indklagede har anført, at rentesatsen blev fastsat til 7 % p.a., hvilket svarede til indklagedes billigste boliglånsrente på daværende tidspunkt. Der findes ikke et produkt betegnet som "biliglån" eller "billiglån". I allongen burde der have stået "boliglån", hvilket også fremgår af sammenhængen. Det var således renten på indklagedes boliglån, der var udgangspunkt for rentefastsættelsen.
Det beror på en fejl, at renten ikke efterfølgende blev reguleret, men den manglende regulering har alene været til fordel for klageren.
Det fremgår af såvel skrivelsen af 7. maj 1998 som årsopgørelserne for 2001 og 2002, at renten var 7 % p.a., hvilket ikke gav klageren anledning til at reagere.
Lånet er blevet forrentet med en lavere rente end den i pantebrevet fastsatte, og klageren har således ikke lidt noget tab.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Uanset stavefejlen i allongen finder Ankenævnet, at det fremgår klart af denne, at pantebrevslånet skulle forrentes med indklagedes laveste rentesats for boliglån.
Efter det oplyste om indklagedes boliglånsrentesatser har klageren opnået en økonomisk fordel ved, at indklagede ved en fejl undlod at regulere rentesatsen.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.