Tvist om telefonisk oplyst kurs ved veksling af kontant valuta.
| Sagsnummer: | 60/2008 |
| Dato: | 23-04-2008 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Carsten Holdum, Jette Kammer Jensen, Ole Simonsen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Valuta - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Tvist om telefonisk oplyst kurs ved veksling af kontant valuta. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagernes indsigelse mod vekslingskursen for omvekslingen af Euro til danske kroner.
Sagens omstændigheder.
I januar 2008 ønskede klagerne at omveksle 12.500 Euro til danske kroner.
Klagerne har anført, at de den 8. januar 2008 telefonisk kontaktede deres egen bank, Danske Bank Rungsted Kyst afdeling, samt et vekslingskontor og et andet pengeinstitut. Danske Bank tilbød kurs 7,5, svarende til 93.125 kr. Den anden bank tilbød kurs 7,3598. Den 16. januar 2008 skulle de om eftermiddagen drøfte et billån hos Danske Bank, hvorfor de om formiddagen kontaktede banken og fik oplyst en vekslingskurs på 7,57, svarende til 94.692 kr.
Den 16. januar 2008 om eftermiddagen vekslede klagerne i Danske Bank Rungsted Kyst afdeling 12.500 Euro til kurs 734,5479 svarende til 91.818,49 kr.
Klagerne har anført, at de protesterede mod vekslingskursen ved kasseekspeditionen. Efterfølgende rejste de spørgsmålet over for medarbejderen i forbindelse med drøftelsen af lånet. Medarbejderen oplyste, at når de ikke kunne oplyse navnet på den, som de havde talt med i telefonen om formiddagen, var der intet at gøre.
Parternes påstande.
Klagerne har den 1. februar 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank tilpligtes at betale 2.873,51 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at banken formentlig ved begge telefoniske henvendelser har oplyst salgskursen i stedet for købskursen. De er uforstående heroverfor, idet de oplyste, at de havde 12.500 Euro i sedler, som de gerne ville sælge.
Ved den telefoniske henvendelse til afdelingen anvendte de afdelingens nummer som angivet i den lokale telefonbog.
Danske Bank har anført, de kurser, der blev oplyst til klagerne, var bankens salgskurser, og at bankens medarbejder således tilsyneladende to gange har misforstået klagernes spørgsmål. Der er imidlertid ikke begået nogen ansvarspådragende fejl. Klagerne er alene blevet skuffet i deres forventninger.
Under sagen er klagerne blevet tilbudt en tilbageførsel af vekslingen, men har fastholdt denne.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ved klagernes telefoniske henvendelse til Danske Bank den 8. og 16. januar 2008 om vekselkursen på Euro er der tilsyneladende opstået en misforståelse med hensyn til, om klagerne ønskede at købe Euro eller at sælge Euro. Under alle omstændigheder finder Ankenævnet det ikke godtgjort, at klagerne har modtaget bindende tilbud om, at banken ville købe til kurs 7,5, henholdsvis kurs 7,57.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.