Pantebrevslån, renteændring.
| Sagsnummer: | 281 /1990 |
| Dato: | 31-10-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Pantebrevslån, renteændring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 16. marts 1965 optog klageren et lån hos indklagede på 35.000 kr. sikret ved pantebrev i klagerens faste ejendom.
I pantebrevet er rentefoden angivet til 1½% over den til enhver tid værende højeste indlånsrente hos indklagede, og det er bestemt, at gælden kan opsiges af såvel kreditor som debitor med 6 måneders forudgående varsel.
Ved skrivelse af 16. august 1974 rettede indklagede henvendelse til klageren. I skrivelsen anførtes bl.a.:
"Som følge af den forhøjede udlånsrente, overstiger renten på ovennævnte lån ydelsen (renter og afdrag).
[Indklagede] ser sig derfor nødsaget til at forhøje den ½ årlige ydelse til
kr. 2.250,00
første gang den 30. september 1974.
Samtidig vil afdragsbestemmelserne blive ændret, således at ydelserne automatisk bliver reguleret i forhold til udlånsrenten."
I skrivelse af 1. juli 1990 til indklagede meddelte klageren, at han i forbindelse med, at han var blevet opmærksom på, at hans lån hos indklagede efter 25 år kun var nedbragt med 13.000 kr., tillige var blevet opmærksom på, at indklagede gennem arene havde opkrævet en meget varierende rentesats helt op til 19,70%, hvilket var i strid med pantebrevets bestemmelser.
Efter at have brevvekslet med indklagede vedrørende renteopkrævningen har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at berigtige renteberegningen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at rentesatsen er anført i det tinglyste pantebrev, og at indklagede derfor ikke er berettiget til egenhændigt at ændre denne. Det fremgår ikke af indklagedes skrivelse af 16. august 1974, at betingelserne for renteberegningen ændres, men alene at renten nu overstiger ydelsen på ovennævnte lån, hvilket klageren fandt ganske naturligt, da indlånsrenten på daværende tidspunkt var stærkt stigende. Vedrørende indklagedes anbringende om, at klagerens krav for så vidt angår renter tilskrevet for mere end 5 år siden er forældet efter forældelsesloven af 1908 har klageren anført, at kravet knytter sig til et tinglyst pantebrev og således ikke forældes efter 5 år.
Indklagede har anført, at man grundet ændringer i renteniveauet i 1974 meddelte klageren, at man ikke kunne bibeholde den hidtidige ydelse og forrentning. Det blev derfor foreslaet, at ydelserne blev forhøjet, og at de for eftertiden skulle reguleres i forhold til udlånsrenten. For indklagede var alternativet, at man i stedet opsagde pantebrevet med det i pantebrevsvilkårene nævnte varsel på 6 måneder. Klageren reagerede ikke på indklagedes skrivelse af 16. august 1974, og indklagede fortolkede klagerens passivitet således, at klageren havde accepteret ændringerne. Klageren har siden august 1974 indbetalt de forhøjede ydelser, og klageren har modtaget halvårlige opgørelser af restgældens størrelse uden at have reageret herpå. Klageren har således ved sin 16 ars lange passivitet stiltiende accepteret aftalen om ændringerne i ydelsesstørrelsen og renten, hvorfor han ikke nu kan påberåbe sig den almindelige rentesats. Subsidiært gøres det gældende, at der alene kan blive tale om tilbagebetaling for så vidt angår de seneste 5 års rentebetaling, idet kravet for resten af renternes vedkommende er forældet i medfør af 1908 forældelseslovens § 1, nr. 6.
Ankenævnets bemærkninger:
Samtlige medlemmer udtaler:
I det i 1965 oprettede pantebrev var forrentningen af det til klageren ydede lån fastsat til 1 l/2% over den til enhver tid værende højeste indlånsrente hos indklagede. Rentefodens størrelse var således knyttet til udviklingen i forrentningen af indlån hos indklagede.
Ved indklagedes ensidigt meddelte forhøjelse af ydelsen på pantebrevet (indklagedes skrivelse af 16. august 1974) anførtes intet om ændring af pantebrevets bestemmelse om lånets forrentning; men der fremgår alene, at afdragsbestemmelserne ville "... blive ændret således, at ydelserne automatisk vil blive reguleret i forhold til udlånsrenten".
Henset til det uklare og upræcise indhold af indklagedes skrivelse af 16. august 1974 findes klageren ikke at burde have indset, at pantebrevets bestemmelse om lånets forrentning blev ændret, hvilket indklagede heller ikke kunne træffe bestemmelse om uden klagerens samtykke.
3 medlemmer - Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen - udtaler herefter:
Selv om indklagede ville have været beføjet til at opsige gælden med 6 måneders varsel, finder vi, at indklagede bør foretage en efterregulering af lånets restgæld, ved hvilken den faktisk erlagte ydelse lægges til grund, og hvor forrentningen af lånet beregnes ud fra pantebrevets bestemmelse om rentens størrelse, hvorfor vi stemmer for at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Bjørn Bogason og Erik Sevaldsen - udtaler:
Da indklagede ville have været beføjet til at opsige gælden med 6 måneders varsel, og da klageren siden august 1974 har forholdt sig passiv, finder vi, at indklagede ikke på nuværende tidspunkt kan gøre sin indsigelse gældende, hvorfor vi stemmer for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger efterregulere restgælden på det til klageren ydede lån på 35.000 kr., ud fra den faktiske betalte ydelse og pantebrevets rentebestemmelse. Klagegebyret tilbagebetales klageren.