Kautionsforpligtelse gjort gældende 12 år efter, at udlæg var foretaget.
| Sagsnummer: | 345 /1995 |
| Dato: | 26-03-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Peter Nedergaard, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Forældelse - udlån
Passivitet - hæftelse Kaution - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Kautionsforpligtelse gjort gældende 12 år efter, at udlæg var foretaget. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 27. februar 1981 ydede et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, A et lån på 3.000 kr. Lånet skulle afvikles med 300 kr. pr. måned første gang den 31. marts 1981. Gældsbrevets rentebestemmelse var sålydende:
"Gælden forrentes indtil videre med 3% over Danmarks Nationalbanks udlånsrente til enhver tid, min. 6% p.a. for tiden 15% p.a. med tillæg af 3/4 % provision pr. kvartal af højeste gæld"
Klageren underskrev gældsbrevet som selvskyldnerkautionist "Til sikkerhed for betaling af kapital, renter m.v.".
Ved tillæg af 30. oktober 1981 forhøjedes lånet med 14.000 kr. til 15.138,75 kr. Ydelsen ændredes til 700 kr. pr. måned første gang den 30. november 1981. Rentebestemmelsen ændredes således:
"Gælden forrentes indtil videre med 4% over Danmarks Nationalbanks udlånsrente til enhver tid, dog mindst 6% p.a. for tiden 16% p.a., hvortil kommer provision 3/4 % pr. kvartal."
Klageren underskrev tillægget som kautionist.
A misligholdt lånet, og indklagede overgav dette til inkasso mod både A og klageren. Den 25. juli 1983 foretoges der under en fogedforretning mod klageren udlæg i diverse effekter. Klageren indgik en afviklingsaftale om betaling af 700 kr. pr. måned, første gang den 1. september 1983. Klageren betalte ikke noget beløb i henhold til aftalen.
Ved skrivelse af 6. januar 1995 anmodede indklagede klageren om at rette henvendelse inden 20. januar 1995 for at træffe aftale vedrørende hæftelsen, der var opgjort til 22.172,60 kr. med tillæg af utilskrevne renter.
Ved skrivelse af 23. januar 1995 tog indklagedes advokat sagen til inkasso. Gælden opgjordes til 41.945,65 kr.
Ved skrivelse af 1. februar 1995 anmodede klagerens advokat om en specifikation af opgørelsen.
Indklagede nedsatte herefter kravet til 12.526,02 kr. pr. 26. februar 1982 med tillæg af 5 års renter.
Klageren har ved klageskema af 17. juli 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede har fortabt sine rettigheder ved udvist passivitet. Debitor har ikke afviklet på gælden siden februar 1982. Han var i fogedretten den 25. juli 1983. Indklagede har siden forholdt sig passiv. Han har derfor haft en forventning om, at debitor overholdt sine forpligtelser, eller at indklagede ikke ønskede at gøre kravet gældende. Indklagede har undladt at tvangsrealisere de udlagte effekter. Det bestrides, at der skal betales rente af beløbet, da der ikke er fremsat noget rentepåkrav.
Indklagede har anført, at man af omkostningsmæssige hensyn ikke har forfulgt kravet. Klageren har påtaget sig en gyldig kautionsforpligtelse, der er undergivet 20 års forældelse. Manglende forfølgelse af kravet på grund af skønnet insolvens medfører ikke fortabelse af kravet på grund af passivitet. Klageren har ikke lidt noget tab ved, at indklagede har undladt at tvangsrealisere diverse udlagte effekter. Klageren har underskrevet på hoveddokumentet med tilhørende renteforpligtigelse uden forbehold.
Dette medfører, at klageren som kautionist har påtaget sig en renteforpligtigelse, som er gældende uden rentepåkrav. Renteforpligtigelsen er jf. rentelovens § 3, stk. 4, som minimum løbende fra det tidspunkt, hvor retsforfølgning blev påbegyndt over for klageren, senest pr. 25. juli 1983, dog maks. 5 års rente.
Ankenævnets bemærkninger:
Fordringen mod klageren er undergivet den 20 årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4, hvorfor der ikke er indtrådt forældelse. Den omstændighed, at indklagede ikke har rettet henvendelse til klagerne om gælden i 12 år, findes ikke at indebære, at indklagede har opgivet kravet, eller at klageren er bibragt en berettiget opfattelse af, at dette skulle være tilfældet. Rentekravet fremgår af gældsbrevet med tillæg, som klageren har underskrevet som kautionist. Renteforpligtelsen er derfor gældende uden påkrav. Det bemærkes, at renter af indklagedes krav er omfattet af forældelsesloven af 1908, § 1, stk. 1, nr. 2, hvorefter forældelsesfristen er 5 år.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.