Spørgsmål om pligt til udlevering af check til indehaver af hjemmeservicefirma.
| Sagsnummer: | 369/1999 |
| Dato: | 04-04-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Allan Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Check - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om pligt til udlevering af check til indehaver af hjemmeservicefirma. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pligt til at udlevere checks til klageren, der er indehaver af et hjemmeservicefirma.
Sagens omstændigheder.
Klageren driver et hjemmeservicefirma.
Klageren har hos indklagede to girokonti, konto -027 og konto -185. Klageren har tre gange mistet sit visa/dankort tilknyttet konto -027.
Klageren mistede første gang sit visa/dankort i november 1997, hvilket ikke medførte misbrug.
Klageren mistede i december 1998 igen sit visa/dankort. Klageren meddelte indklagede bortkomsten pr. telefax den 10. december 1998. Det samlede misbrug udgjorde i alt 10.000 kr. Efter en korrespondance mellem indklagede og klageren vedrørende omstændighederne omkring kortets bortkomst meddelte indklagede, at klageren skulle hæfte for 8.000 kr. af misbruget. Under klagesagen har indklagede oplyst, at man har revurderet spørgsmålet og besluttet af nedsætte hæftelsen til 1.200 kr. jf. betalingskortlovens § 21, stk. 1.
Den 5. marts 1999 oplyste klageren telefonisk, at hans visa/dankort igen var bortkommet. I forbindelse med bortkomsten blev foretaget et samlet misbrug på 6.000 kr. Indklagede fandt, at klageren alene skulle hæfte med selvrisikobeløbet på 1.200 kr.
Den 10. maj 1999 lukkede indklagede konto -027 og overførte kontoen til inkassoafdelingen.
Ved skrivelse af 1. juli 1999 meddelte indklagede, at man ikke ønskede at udlevere checks til klageren til konto -185. Indklagede anførte, at udstedelse af checks beroede på en individuel kreditvurdering, ligesom det var en forudsætning, at en kunde ikke var registreret i RKI, hvilken forudsætning klageren ikke opfyldte.
Parternes påstande.
Klageren har den 2. september 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med endelig påstand om, at indklagede tilpligtes at udlevere checkblanketter, visa/dankort og taxibon til konto -185.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det er en betingelse for at få udbetalt statstilskud i henhold til hjemmeserviceordningen, at hjemmeservicefirmaet har en konto hos indklagede. Der kan ikke oprettes en konto i et andet pengeinstitut til brug for disse udbetalinger.
Med henblik på at kunne foretage lønudbetalinger ved checks til sine ansatte, er det nødvendigt for ham at have checks til kontoen. Alternativt er han nødt til månedligt at bestille lønchecks, for hvilket indklagede beregner sig et gebyr på 30 kr. pr. check. Disse forhold giver mere administration for hans virksomhed.
Indklagede har anført, at man ikke er forpligtet til at udlevere checkblanketter, visa/dankort eller taxibon til klageren. Udlevering af disse produkter beror på en konkret vurdering.
Da klageren er registreret i RKI, følger det allerede heraf, at man ikke kan være forpligtet til at udlevere checks m.v.
Der er udleveret girooverførselskort til klageren, og med disse kan der overføres beløb f.eks. i forbindelse med lønudbetaling. Checkblanketter er således ikke nødvendige for klagerens drift af hjemmeservicevirksomheden.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge indklagede at udlevere checks til klageren, uanset at den manglende mulighed for klageren af at kunne benytte sig af checks påfører klageren en række ulemper og administrative vanskeligheder. Det samme gælder forsåvidt angår dankort og taxibon.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.