Hæftelse. Spørgsmål om restkrav efter nedbringelse med provenu af håndpantsatte ejerpantebreve.
| Sagsnummer: | 282/1995 |
| Dato: | 22-02-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Hæftelse. Spørgsmål om restkrav efter nedbringelse med provenu af håndpantsatte ejerpantebreve. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved separat kautionserklæring underskrevet den 3. februar 1993 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for et boliglån på 125.000 kr. "plus renter, omkostninger, m.v.", som indklagede havde ydet klagerens datter og daværende svigersøn ved gældsbrev underskrevet den 30. december 1992.
Af gældsbrevets særlige bestemmelser fremgår bl.a.:
"Lånet forfalder til betaling med 8 dages varsel hvis:
..........
- den ejendom, i hvilken håndpantsat ejerpantebrev for nærværende lån er tinglyst, sælges, eller der indkaldes til møde i anledning af tvangsauktion."
Til sikkerhed for datterens og svigersønnens samlede engagement fik indklagede håndpant i to ejerpantebreve på i alt 116.835 kr. i svigersønnens ejendom, som tjente til fælles bolig for ægtefællerne.
I sommeren 1993 ophævede ægtefællerne samlivet, og datteren flyttede ind på klagerens bopæl.
I efteråret 1993 solgte svigersønnen ejendommen. I forbindelse med ejendomssalget aflyste indklagede ejerpantebrevene og etablerede en omprioriteringskonto med svigersønnen som kontohaver.
Ved ejendomssalget fremkom et provenu på 101.043,53 kr., som anvendtes til finansiering af svigersønnens køb af ejerlejlighed og nedbringelse af overtræk på en budgetkonto, som svigersønnen benyttede.
Ved skrivelse af 21. april 1994 blev datterens og svigersønnens samlede engagement opsagt. Ved skrivelse af samme dato gjorde indklagede kautionen for boliglånet gældende over for klageren med 130.327 kr., svarende til restgælden pr. 31. marts 1994.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde sit krav i henhold til kautionen.
Indklagede har erklæret sig indforstået med at nedsætte kautionsforpligtelsen således, at klageren stilles, som om provenuet ved ejendomssalget på 101.043,53 kr. var blevet afskrevet på boliglånet i efteråret 1993. Indklagede har i øvrigt påstået frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede ikke overholdt 6 måneders fristen i bank- og sparekasselovens § 41, idet svigersønnen efter samlivsophævelsen ikke indbetalte sin andel af ydelsen på lånet. Indklagede var ikke berettiget til uden hans forudgående samtykke at etablere en boligsalgskredit for svigersønnen, idet hans risiko som kautionist blev forøget herved. På baggrund af gældsbrevets forfaldsbestemmelse og ejerpantebrevet i ejendommen havde han en berettiget forventning om, at boliglånet blev indfriet ved salg af ejendommen. Indklagede undlod at give meddelelse om salget af ejendommen og aflyste ejerpantebrevene uden hans accept. Indklagede har ved denne fremgangsmåde mistet ethvert krav mod ham i henhold til kautionen. Subsidiært gøres det gældende, at kautionsforpligtelsen opgøres til 8.165 kr. svarende til boliglånets hovedstol på 125.000 kr. med fradrag af ejerpantebrevenes pålydende på i alt 116.835 kr.
Indklagede har anført, at ydelserne på boliglånet blev betalt til og med 3. kvartal 1993. Lånet blev således misligholdt ultimo december 1993, hvorfor meddelelsen ved skrivelse af 21. april 1994 var rettidig. Underskuddet på svigersønnens boligsalgskonto udgjorde 3.527 kr. Klagerens kautionsforpligtelse var ikke til hinder for denne engagementsudvidelse. Klageren var via sin datter bekendt med salget af ejendommen, og klageren har ikke lidt tab ved aflysningen af ejerpantebrevene. Uanset ejerpantebrevenes pålydende værdi kunne klageren ikke berettiget forvente, at boliglånet blev nedskrevet med et større beløb end det faktiske provenu ved handlen. Gældsbrevets særlige forfaldsbestemmelse kan alene gøres gældende af indklagede, og indebærer ikke i sig selv, at lånet forfaldt til betaling ved salg af ejendommen.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det oplyste lægger Ankenævnet til grund, at boliglånet på oprindelig 125.000 kr., for hvilket klageren kautionerede, først blev misligholdt i december 1993, og at indklagede således har overholdt sin meddelelsespligt efter bank- og sparekasselovens § 41.
Indklagede var ikke forpligtet til at indhente samtykke fra klageren i forbindelse med, at man indrømmede dennes svigersøn yderligere kredit i form af en boligsalgskredit.
Indklagede har erkendt, at klageren efter indholdet af gældsbrevet vedrørende boliglånet havde krav på, at indklagede ved salg af svigersønnens ejendom anvendte provenuet af de håndpantsatte ejerpantebreve til nedbringelse af boliglånet. Som konsekvens heraf har indklagede erklæret at ville stille klageren, som om nettoprovenuet ved salget, 101.043,53 kr., var indbetalt på boliglånet på salgstidspunktet i efteråret 1993. Klagerens påstand om, at hans kautionsforpligtelse skal nedsættes med ejerpantebrevenes samlede hovedstol, 116.835 kr., findes ikke at kunne tages til følge.
Der findes heller ikke at foreligge andre forhold, som kan begrunde, at klagerens kautionsforpligtelse skal anses for bortfaldet eller skal nedsættes ud over, hvad der følger af det anførte vedrørende nettoprovenuet ved salget af svigersønnens ejendom.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge i videre omfang end erkendt af indklagede. Klagegebyret tilbagebetales klageren.