Spørgsmål om pengeinstituts erstatningspligt for kortindehaverens hjemrejseudgifter til afhentning af erstatningskort.
| Sagsnummer: | 138/2002 |
| Dato: | 02-10-2002 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om pengeinstituts erstatningspligt for kortindehaverens hjemrejseudgifter til afhentning af erstatningskort. |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens erstatningskrav mod indklagede til dækning af klagerens rejseomkostninger ved hjemrejse til Danmark fra Mexico i forbindelse med problemer vedrørende genudlevering af et VisaDankort.
Sagens omstændigheder.
Klageren under denne sag er dansk statsborger og bosiddende i Mexico. Klageren er kunde hos indklagede.
I
Klageren har to konti, hver med et tilknyttet VisaDankort i indklagedes Charlottenlund afdeling.
Ved skrivelse fremsendt per telefax den 10. oktober 2001 til indklagede meddelte klageren, at magnetstriben på hans ene kort var beskadiget, hvorfor han anmodede om udstedelse af nyt. Han oplyste samtidigt, at en af hans bekendte i begyndelsen af den følgende måned ville rejse til Mexico og ville kunne afhente et VisaDankort i indklagedes Grenå afdeling.
Indklagede har anført, at det nye kort fejlagtigt blev sendt til Charlottenlund afdeling i stedet for Grenå afdeling. Herpå blev kortet søgt fremsendt gennem et kurerfirma, men kortet blev returneret, da leveringsadressen var forkert angivet. Et nyt kort blev bestilt, men ved en fejl blev det tilknyttet klagerens anden konto, hvorefter et kort blev bestilt til den rigtige konto. Til det sidst bestilte kort var knyttet en ny PIN-kode, som blev sendt med almindelig post til klageren.
Klageren har anført, at han den 18. december 2001 modtog VisaDankortet udstedt til den forkerte konto, hvorpå han rettede henvendelse til indklagede. Den 28. december 2001 oplyste indklagede, at man kunne overføre beløb til den konto, hvortil det nye kort skulle have været knyttet. Han protesterede herimod og anførte, at han havde brug for begge konti og begge kort. Den 2. januar 2002 oplyste indklagede, at et nyt kort ville blive fremsendt, men at man ville ændre PIN-koden. Da der var stor risiko for, at en PIN-kode fremsendt med almindelig post aldrig eller sent ville nå frem via den mexicanske post og således give ham yderligere forsinkelser, protesterede han herimod.
Klageren har yderligere anført, at han i begyndelsen af januar 2002 besluttede sig for at tage til Danmark for at løse de opståede problemer, som det manglende kort havde givet ham.
Ved telefaxskrivelse af 31. januar 2002 meddelte klageren, at han nu havde modtaget det korrekte VisaDankort. Klageren anførte, at han havde haft en lang række problemer og forsinkelser på grund af de fejl, indklagede havde begået i forbindelse med udstedelsen af kortet. Klageren anmodede indklagede om erstatning for den "svie og smerte", han havde haft herved og fandt det rimeligt, at indklagede betalte udgifterne til rejsen til Danmark, som beløb sig til 1.029 USD.
Ved telefaxmeddelelse af 22. februar 2002 afslog indklagede at dække klagerens rejseomkostninger. Indklagede anførte, at man tidligt i forløbet havde foreslået klageren alternative muligheder i form af oprettelse af et Mastercard og kontooprettelse i Mexico.
II
Ved skrivelse af 26. november 2000 anmodede klageren indklagedes Charlottenlund afdeling om fra den 1. december 2000 at overføre 3.500 kr. hver anden måned og i alt seks gange til MV's konto i Danske Bank.
Ved en fejl overførte indklagede 6 gange 6.000 kr. til MV's konto. Klageren blev opmærksom herpå i oktober 2001 og gjorde indklagede opmærksom på fejlen ved telefaxskrivelse af 10. oktober 2001.
Klageren har anført, at han adskillige gange forgæves anmodede indklagede om at tilbageføre det for meget overførte beløb. Indklagede tilkendegav over for ham, at han selv måtte rette henvendelse til MV og få en ordning om tilbagebetaling. Han oplyste om MV's adresse og telefonnummer.
Ved telefaxmeddelelse af 22. februar 2002 anførte indklagede, at man ikke havde modtaget nogen reaktion fra MV, hvorfor man havde rettet henvendelse til Danske Bank om spørgsmålet.
Parternes påstande.
Klageren har den 26. marts 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 1.029 USD samt 15.000 kr. med tillæg af renterefusion.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse for så vidt angår første led i klagerens påstand. For så vidt angår andet led har indklagede under sagens forberedelse indbetalt 15.000 kr. på klagerens konto samt ydet rentekompensation.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han blandt andet skulle bruge VisaDankortet til indkøb af genstande i Mexico efter anmodning fra danske institutioner, som overførte penge til hans konto.
Indklagede begik en række fejl. Det nye VisaDankort blev ikke udleveret i Grenå som aftalt. Efterfølgende blev det sendt med kurer til en forkert adresse, ligesom det blev udstedt til en forkert konto og sendt med almindelig forsinkende post. Der blev oprettet en ny PIN-kode, hvad der ikke var aftalt. Endelig blev kortet sendt den 8. januar og modtaget den 31. januar 2002.
På denne baggrund var det berettiget, at han besluttede sig for at rejse til Danmark for at udrede problemerne og indklagede bør erstatte rejseomkostningerne herved. Det manglende kort gav ham store arbejdsmæssige og private problemer og udgifter. Han måtte som følge heraf rejse til Danmark.
Indklagede har anført, at man flere gange har rådet ham til at få en lokal konto samt et Mastercard. Han har mexicanske konti, og indklagede har overført penge hertil. For så vidt angår et Mastercard er dette dyrere; et almindeligt VisaDankort udfylder hans behov, når han har det.
Indklagede har endvidere anført, at han kunne anmode indklagede om at nulstille kortet, således at den tilladte overgrænse for træk via kortet blev suspenderet. Når han rejser rundt i latinamerikanske lande er det hans erfaring, at det ene kort kan svigte, selvom der er dækning, og selv om det er nulstillet, eller at det kan blive stjålet.
Indklagede fremhæver i sin markedsføring at kunne klare alle en kundes problemer et og samme sted, men anfører nu, at han kunne have gjort sig mindre afhængig af indklagede. Indklagedes gode råd kommer endvidere efter, at indklagedes fejl og heraf følgende skade indtrådte, hvilket svarer til at sige til en druknet mand, at han jo bare kunne have lært at svømme.
I slutningen af januar 2002 stod han for at skulle indkøbe en række varer, der skulle indskibes til en dansk institution i slutningen af februar. Da han på dette tidspunkt kun havde et VisaDankort og ingen reel garanti for at få et yderligere kort, var han nødsaget til at rejse til Danmark for at hæve et større kontant beløb i USD med henblik på at løse opgaven. Hans beslutning var også motiveret af, at indklagede ikke havde vilje til at holde ham dækningsløs for den skade, der var sket ved den forkerte overførsel til MV.
Indklagede har anført, at det beklages, at der forekom fejl i forbindelse med bestillingen af det nye kort. De begåede fejl gav imidlertid ikke anledning til tab for klageren, der heller ikke har dokumenteret noget økonomisk tab.
Klageren havde i hele forløbet et VisaDankort, hvortil kommer, at man gentagne gange uden beregning nulstillede kortet, således at klageren kunne hæve ud over spærregrænsen på 15.000 kr. per løbende måned.
Indklagede har flere gange foreslået klageren andre hævemidler, herunder et Mastercard for på denne måned at gøre sig mindre afhængig af indklagede. Af samme grund har man foreslået klageren at åbne en konto i Mexico.
Det bestrides, at klagerens hjemrejse var nødvendig for at få problemet løst, endsige at hjemrejsen rent faktisk løste problemet. Det endelige kort blev bestilt den 8. januar 2002 uafhængig af klagerens besøg i Danmark. Klageren havde heller ikke på forhånd meddelt, at han ville flyve hjem på indklagedes regning. Der er således ikke årsagssammenhæng mellem indklagedes fejl og klagerens påståede tab, ligesom kravet ikke er proportional og adækvat i forhold til de begåede fejl.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det er ubestridt, at indklagede begik en række fejl i forbindelse med ekspeditionen af klagerens anmodning om udstedelse af et VisaDankort til erstatning for det beskadigede kort til den ene af klagerens konti hos indklagede.
Ankenævnet finder det imidlertid ikke godtgjort, at klageren som følge heraf har været nødsaget til at afholde rejseomkostninger ved hjemrejse til Danmark januar 2002, eller at dette i øvrigt har været en påregnelig følge, hvorved bemærkes, at klageren ikke, forinden han tog denne beslutning, meddelte indklagede, at han ville foretage rejsen og gøre krav gældende overfor indklagede i denne forbindelse.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren