Spørgsmål vedrørende ophævelse af boligopsparingskonto.
| Sagsnummer: | 51/1995 |
| Dato: | 12-12-1995 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Allan Pedersen, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Boligsparekontrakt - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende ophævelse af boligopsparingskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 14. december 1992 ophævedes klagerens boligopsparingskonto hos indklagede. Saldoen udgjorde 15.511,89 kr., hvoraf 6.600 kr. blev overført til klagerens lønkonto, mens det resterende beløb på 8.911,89 kr. blev overført til en gevinstopsparingskonto tilhørende klagerens daværende samlever.
Den 22. december 1992 overførtes 8.500 kr. fra samleverens gevinstopsparingskonto til klagerens lønkonto. Samme dag indbetalte samleveren 2.500 kr. kontant på klagerens lønkonto.
Klageren modtog meddelelse om de nævnte transaktioner i januar 1993.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 15.511,89 kr.
Indklagede har under sagens forberedelse udbetalt 411,89 kr. med tillæg af rente 4% p.a. fra den 14. december 1992 til klageren. Beløbet svarer til saldoen på boligopsparingskontoen med fradrag af overførslerne på 6.600 kr. og 8.500 kr.. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hans daværende samlever uden hans vidende telefonisk ophævede boligopsparingskontoen. Da han modtog meddelelse om ophævelsen, henvendte han sig til indklagede, der afviste ham med henvisning til, at ophævelsen var sket på foranledning af hans samlever. Han blev først på et senere tidspunkt bekendt med Ankenævnets eksistens.
Indklagede har anført, at det er uvist, hvem der den 14. december 1992 telefonisk ophævede boligopsparingen. Da det nu er ca. 3 år siden, ophævelsen skete, og da den ekspederende medarbejder i mellemtiden har forladt banken, er det ikke muligt at få belyst dette punkt yderligere. Såfremt det lægges til grund, at ophævelsen skete uden klagers accept, gøres det gældende, at klageren ikke har lidt et tab.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren har lidt noget tab ved de dispositioner, der blev truffet i forbindelse med ophævelsen af boligopsparingskontoen i december 1992, efter at indklagede har godtgjort klageren 411,89 kr.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.