Udenlandsk datterselskab.
| Sagsnummer: | 76/1989 |
| Dato: | 10-07-1989 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Mogens Hvelplund, Arnold Kjær Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Afvisning - udenlandske pengeinstitutter § 2, stk. 1/ § 5, stk. 2
|
| Ledetekst: | Udenlandsk datterselskab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 12. februar 1989 indbragte klagerne en sag for Ankenævnet, idet indklagedes hovedafdeling, Rødovre afdeling og Fuengirola afdeling var angivet som indklagede. Klagen vedrørte navnlig et tab, som klagerne, der er bosat i Spanien, havde lidt på et investeringsengagement.
Ved skrivelse af 22. februar 1989 oplyste indklagede, at klagen vedrørte indklagedes 100% ejede datterselskab, som er domicileret i Luxemburg.
Ved skrivelse af 24. februar 1989 afviste Ankenævnets sekretariat klagen under henvisning til den af indklagede afgivne udtalelse og til, at det af det af klagerne medsendte materiale fremgik, at de af klagerne foretagne investeringer, som var klagens genstand, var foretaget via indklagedes datterselskab domicileret i Luxemburg.
Ved skrivelse af 3. marts 1989 har klagerne begæret denne afgørelse indbragt for Ankenævnet, idet de bl.a. har henvist til, at indklagede ikke tidligere har oplyst, at klagernes engagement har været ført gennem et udenlandsk domicileret datterselskab og til, at nogle pantebreve, som de havde indlagt til sikkerhed for engagementet, dels i forbindelse med etablering af sikkerheden og dels i forbindelse med, at pantebrevsdebitor indfriede pantebrevene førtidigt, har været håndteret af dels indklagedes Rødovre afdeling, dels indklagedes Hjemlandsservice afdeling.
Indklagede har påstået den skete afvisning af klagen stadfæstet og har afgivet en redegørelse for sin forretningsgang ved deponering af værdipapirer, der ønskes foretaget af kunder i indklagedes udenlandske enheder.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af sagen, at det erstatningskrav, som klagerne har rejst, udspringer af et investeringsengagement, som klagerne har haft med indklagedes i Luxemburg domicilerede helejede datterselskab. Spørgsmålet om håndtering af dette engagement falder således udenfor Ankenævnets kompetence, jf. § 2, stk. 2, 1. pkt. i Ankenævnets vedtægter.
Det fremgår videre, at de etablerede sikkerheder er stillet overfor samme datterselskab, og forhold i forbindelse med etablering og realisation af disse sikkerheder falder af samme grund uden for Ankenævnets kompetence.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.