Afgørelse

Indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantbeviser i Spar Saling Sparekasse

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med tegning af garantkapital i Spar Salling Sparekasse.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1923, havde i 1999 garantkapital for 10.000 kr. i Spar Salling Sparekasse.

I 2008 solgte klageren sin faste ejendom og flyttede på plejehjem.

Omkring den 1. juni 2008 blev der afholdt et møde mellem klageren og sparekassen, hvor også klagerens søn, S, deltog. Mødet handlede om salgsprovenuet, der blev anvendt til blandt andet pengegaver. Endvidere blev 30.000 kr. placeret i garantkapital. Sparekassen udstedte den 10. juni 2008 en kvittering for tegningen. Af kvitteringen fremgår blandt andet:

"Ovennævnte er indtrådt som garant i Spar Salling Sparekasse i henhold til Spar Salling Sparekasses til enhver tid gældende vedtægter.

Garantikapitalen hæfter for Spar Salling Sparekasses forpligtelser.

…

Indbetalt garantikapital kan ikke kræves indløst, men udbetales alene efter anmodning, såfremt Spar Salling Sparekasse samtykker.

..."

I 2009 blev 20.000 kr. af klagerens garantkapital på i alt 40.000 kr. overført til klagerens forbrugskonto.

Med virkning fra den 2. februar 2012 besluttede sparekassens bestyrelse at suspendere indløsning af garantkapital.

Den 22. april 2012 indgik Spar Salling Sparekasse en aftale med den Jyske Sparekasse, hvorefter den Jyske Sparekasse overtog alle aktiviteter i Spar Salling Sparekasse, men ikke garantkapital og efterstillet gæld.

Ved brev af blandt andet 29. april 2012 gjorde S indsigelse mod placeringen af klagerens midler i garantkapital.

Den 14. maj 2012 blev Spar Salling Sparekasse taget under konkursbehandling.

Den 14. marts 2013 fremkom kurator i konkursboet med en redegørelse i medfør af konkurslovens § 125, stk. 3, der blandt andet indeholder de overordnede konklusioner på boets undersøgelse af den generelle proces ved tegningen af garantkapital i Spar Salling Sparekasse. Undersøgelsen er afgrænset til perioden fra den 1. januar 2010 til sparekassens konkurs den 14. maj 2012.

Parternes påstande

Den 19. marts 2013 har S i henhold til fuldmagt fra klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Den Jyske Sparekasse skal erstatte tabet på 20.000 kr.

Den Jyske Sparekasse har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

S har anført, at sparekassen som følge af mangelfuld rådgivning har pådraget sig et erstatningsansvar for tabet. Sparekassens rådgivning under mødet i juni 2008, hvor tegningen blev aftalt, var mangelfuld og utilstrækkelig. Klageren, der var og er uden særlig økonomisk viden blev ikke rådgivet om risikoen ved garantkapital. Drøftelserne på mødet handlede om så meget andet end tegning af garantkapital.

Under mødet oplyste han, at klageren roligt kunne placere pengene i garantkapital, hvilket han også selv havde gjort, og at der ikke var nogen risiko i den forbindelse. Han forklarede, at sparekassens øvrige sikkerheder ville blive realiseret forud for garantkapital. Dette var en forkert opfattelse, som sparekassen derfor burde have korrigeret.

Kvitteringen, der blev sendt efter mødet, og som i øvrigt ikke ses at være modtaget, var ikke tilstrækkelig rådgivning.

Ved fordelingen af en del af klagerens midler til gaver beregnede sparekassen sig gebyr for udstedelse af gavechecks, hvilket ellers var gratis for garanter. Dette understøtter, at fordele og ulemper ved placering af midler i garantkapital, herunder de reelle risici, ikke blev drøftet.

Klageren havde ingen forudsætninger for at vurdere den reelle risiko. Klagerens alder og tilstand medførte en skærpet rådgivningsforpligtelse for sparekassen.

Baggrunden for overførslen i 2009 var alene, at der manglede penge på forbrugskontoen, og således ikke som anført af sparekassen, at det var "galt" at en stor del af klagerens midler var placeret som garantkapital.

Den Jyske Sparekasse har anført, at sparekassens rådgivning og information til garanterne er foregået på forsvarlig vis ud fra de til enhver tid gældende bestemmelser herfor, herunder også sparekassens interne retningslinjer for rådgivningen.

Kurators undersøgelser har indtil nu ikke givet anledning til kritik af sparekassens generelle håndtering af rådgivningen omkring garantkapital, herunder dokumenter og kundeinformation. Der var på tegningstidspunktet i 2008 ingen der kunne forudse udviklingen, der førte til sparekassens konkurs.

Klagerens stilling som garant fremgik af kvitteringen og af de løbende informationer, som sparekassen sendte. Tegningen skete i henhold til sparekassens gældende forretningsgang på daværende tidspunkt og i henhold til god skik bekendtgørelsen.

I de informationsbreve, der løbende blev sendt til garanterne blev både risiko og tilknyttede garantfordele beskrevet. Sparekassens ledelse har hermed sikret, at alle garanter var korrekt informeret. Klageren har således løbende haft mulighed for at tage stilling til, om hun fortsat ville påtage sig den risiko, der var forbundet med garantkapital.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren tegnede garantkapital for 10.000 kr. i Spar Salling Sparekasse i 1999. I 2008 tegnede klageren yderligere garantkapital for 30.000 kr., og efterfølgende i 2009 hævede klageren 20.000 kr. af garantkapitalen. Da Spar Salling Sparekasse i 2012 gik konkurs, var klagerens resterende garantkapital på 20.000 kr. tabt.

Tegningen af garantkapitalen på 30.000 kr. i 2008 skete i forlængelse af et møde, hvor klagerens søn, S, der deltog i mødet, gav udtryk for sin opfattelse, at der reelt ikke var risiko ved garantkapital i sparekassen, idet han antog, at garantkapital var efterstillet andre sikkerheder. Sparekassen korrigerede ikke denne oplysning, der var forkert.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Kjeld Gosvig Jensen og Niels Bolt Jørgensen – udtaler:

Vi finder imidlertid, at det oplyste viser, at klageren og S var klar over, at klageren risikerede at miste garantkapitalen, hvis sparekassen gik konkurs. Den omstændighed, at risikoen blev anset for beskeden eller reelt ikke-eksisterende ændrer ikke herpå.

På baggrund af disse omstændigheder sammenholdt med den fremlagte kvittering, som sparekassen sendte i forlængelse af mødet, finder vi, at der ikke er grundlag for at give klageren medhold.

To medlemmer – Lani Brannach og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

Vi finder, at en afgørelse af sagen vil forudsætte en yderligere bevisførelse blandt andet i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men som i givet fald må finde sted for domstolene. Vi finder derfor, at sagen skal afvises i medfør af § 7, stk. 1, i nævnets vedtægter.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.