Forrentning af hjemtaget låneprovenu.

Sagsnummer:120/1997
Dato:14-10-1997
Ankenævn:Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Ole Reinholdt
Klageemne:Rente - øvrige spørgsmål
Ledetekst:Forrentning af hjemtaget låneprovenu.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren købte med overtagelse 1. oktober 1996 en fast ejendom af en af indklagedes kunder. Købesummen skulle bl.a. berigtiges ved hjemtagelse af et kontantlån på 703.000 kr. fra Realkredit Danmark i sælgerens navn.

Den 15. august 1996 deponerede klageren hos indklagede den kontante udbetaling på ca. 117.000 kr. til fordel for sælger. Af deponeringskvitteringen fremgår, at kontoen forrentedes med 0,125% p.a.

Den 29. august 1996 hjemtog indklagede på klagerens anmodning ejerskiftelånet mod indklagedes garanti, idet klageren erklærede at ville skadesløsholde sælgeren for ekstraudgifter herved. Kontantlånets provenu udgjorde 635.201,78 kr., idet et eksisterende lån til Realkredit Danmark var modregnet i udbetalingsbeløbet. Indklagede indsatte den 30. s.m. provenuet på den til brug for sagen oprettede lånesagskonto, som blev forrentet med 1/8% p.a.

Ved skrivelse af 25. november 1996 afsluttede indklagede sagens ekspedition over for sælgeren. Det fremgik, at lånesagskontoen var krediteret 221,18 kr. i rente.

Ved skrivelse af 20. januar 1997 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion vedrørende størrelsen af forrentningen af lånesagskontoen. Indklagede afviste under en efterfølgende korrespondance at yde klageren en rentekompensation.

Klageren har den 19. marts 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation af 635.201,78 kr. for perioden 29. august til 1. oktober 1996.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede undlod at oplyse ham om, at provenuet fra kontantlånet ville blive forrentet med kun 1/8% p.a. Beløbet burde have været forrentet med ca. 3% svarende til, hvad han gennem andet pengeinstitut har fået oplyst var renten for aftaleindlån på dette tidspunkt. Havde indklagede orienteret ham om forrentningens størrelse, ville han have haft mulighed for at placere beløbet andetsteds.

Indklagede har anført, at ejerskiftelånet blev optaget i sælgers navn, hvorfor refusion af renteindtægter skal foretages via refusionsopgørelsen mellem klageren og sælgeren. Klageren har ikke haft en berettiget forventning om en højere forrentning, når der henses til, at indeståendet er fremkommet på baggrund af hjemtagelse af et kreditforeningslån, som sælger efter overtagelsesdagen den 1. oktober 1996 ville være berettiget til at få udbetalt mod købers eller dennes advokats frigivelse. I en situation som den foreliggende er der ikke mulighed for at forrente et provenu fra ejerskiftelånet med rentesatsen for aftaleindskud. Som følge af at lånet blev hjemtaget i sælgers navn, havde indklagede ikke nogen forpligtelse til at orientere klageren om bankens vilkår og rentesatser. Lånesagskontoen er blevet forrentet med en for pengeinstitutsektoren sædvanlig rentesats. Indklagede har endvidere henvist til Ankenævnets kendelser i sag 369/1992 og 32/1994.

Ankenævnets bemærkninger:

Ejerskiftelånet i Realkredit Danmark blev på klagerens anmodning og i dennes interesse hjemtaget den 29. august 1996, ca. 1 måned forud for klagerens overtagelse af ejendommen den 1. oktober 1996. Klagen vedrører forrentningen af provenuet af ejerskiftelånet i denne periode. Ankenævnet finder, at indklagede var berettiget til at indsætte låneprovenuet på den i sælgerens navn oprettede lånesagskonto, som bl.a. tjente til sikkerhed for den af indklagede over for kreditforeningen afgivne garanti. Det må lægges til grund, at lånesagskontoen er blevet forrentet med indklagedes sædvanlige rente for sådanne konti, og indklagede har ikke været forpligtet til at tilbyde en højere rente. Under de foreliggende omstændigheder findes indklagede heller ikke at have været forpligtet til i forbindelse med klagerens anmodning om hjemtagelse af ejerskifte lånet at gøre særskilt opmærksom på den lave forrentning af lånesagskontoen, som ikke kan anses for usædvanlig.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.