Renteforhøjelse, difference mellem sats og basissats.
| Sagsnummer: | 450/1992 |
| Dato: | 26-04-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Renteforhøjelse, difference mellem sats og basissats. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved kreditkontrakt underskrevet af klageren i juni 1986 forhøjedes en af indklagede til klageren ydet kredit til 300.000 kr. Af kreditkontrakten fremgik, at kreditten var ydet som en "Privatkredit". Det fremgik endvidere, at renten for tiden var 10,5% og provision for tiden 2,5%. I kontrakten var endvidere anført:
"Rente og provision af kreditten beregnes efter bankens til enhver tid gældende satser for kreditter af denne art. Rente og provision tilskrives fire gange om året."
Klageren rettede i juni 1992 gennem sin advokat henvendelse til indklagede vedrørende størrelsen af rentesatsen. Ved skrivelse af 7. juli 1992 oplyste indklagede, at basisrenten inklusive provision for Privatkredit-kreditter - d.v.s. den samlede sats for nyetablerede kreditter, hvor der ikke er ydet særlig rabat - havde haft følgende udvikling:
14. marts 1986 14,50%
16. februar 1987 15,00%
20. december 1988 14,75%
26. april 1989 15,25%
9. oktober 1989 16,25%
13. november 1989 17,25%
2. april 1991 16,25%
26. juni 1990 16,25%
16. august 1991 16,50%
23. december 1991 17,50%
18. maj 1992 18,50%
I samme skrivelse oplyste indklagede, at en sammenlignelig kreditfacilitet på indklagedes prisskilte i afdelingerne var anført med 13,50-16,50% + provision 2%.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at foretage en rentekorrektion af klagerens kredit, således at den fra den 11. juli 1986 beregnes med en samlet pålydende sats på 13,5% p.a., subsidiært en højere sats, der er lavere end lånets nuværende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at renten på kreditten frem til medio 1992 er steget med 5,50% til 18,50% eller en stigning på 42%. I samme periode har obligationsrenten ligget fast, hvilket også gælder for interbank-renten. Den i kreditkontrakten indeholdte rentereguleringsbestemmelse giver alene indklagede ret til at sætte renten op, hvis indklagedes egne finansieringsudgifter stiger. Indklagede har således mulighed for at holde sig skadesløs for stigning i renten for de penge, som indklagede selv låner, men ikke mulighed for at hæve fortjenesten på indgåede kontrakter. Klageren gør subsidiært gældende, at renteudviklingen har oversteget den almindelige udlånsrente på den pågældende type lån. Klageren bestrider, at han ved først at rette henvendelse i 1992 om det rejste problem har udvist passivitet.
Indklagede har anført, at renteudviklingen på klagerens kredit i det væsentlige har fulgt den generelle udvikling for lån af den pågældende art - Privatkreditter. Den pålydende rente på klagerens kredit var ved udgangen af årene 1989, 1990 og 1991 henholdsvis 14,75% p.a., 13,25% p.a. og 14,25% p.a., medens den medio 1982 var 14,75% p.a. Den pålydende provision var på disse tidspunkter fortsat 2,5% p.a. Udviklingen i obligationsrenten har ikke umiddelbart betydning for vurderingen af et pengeinstituts rentesatser. Det fremgår af kreditkontrakten, at renten følger indklagedes satser for tilsvarende kreditter. Kreditten er betegnet som en "Privatkredit", hvorfor det er renteudviklingen for dette produkt, som er afgørende. Indklagede finder, at klageren, der har modtaget oplysninger om rentesatsen på årsopgørelserne for årene 1989, 1990 og 1991, som følge af passivitet må anses at have accepteret de foreliggende mindre variationer i den oprindelige difference mellem produktrentesatsen og den aftalte sats.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter den citerede bestemmelse i kreditkontrakten har klageren alene krav på, at kredittens rente- og provisionssats reguleres i overensstemmelse med reguleringer af indklagedes almindelige satser for "Privatkreditter". Klagerens principale anbringende om, at renten alene kan forhøjes i takt med stigninger i obligationsrenten, pengemarkedsrenten eller lignende, kan således ikke tages til følge.
Tre medlemmer - Peter Blok, Niels Busk og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler herefter:
På tidspunktet for kreditkontraktens indgåelse var den aftalte samlede rente- og provisionssats 13% p.a., medens den samlede almindelige sats - "basissatsen" - var 14,5% p.a. Vi finder, at klageren efter kontraktens bestemmelse har krav på, at denne difference mellem aftalt sats og basissats fastholdes. Af de foreliggende oplysninger fremgår, at dette ikke er iagttaget, idet differencen var mindre end 1,5% såvel ved udgangen af hvert af årene 1989-1991 som medio 1992. Vi finder imidlertid, at klageren, som først i midten af 1992 gjorde indsigelse, ud fra almindelige passivitetssynspunkter bør være afskåret fra at forlange korrektion for længere tid tilbage end 1. januar 1992. Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge i dette omfang.
To medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Allan Pedersen - udtaler:
Vi finder, at den citerede bestemmelse i kreditkontrakten giver hjemmel for, at indklagede frit kan regulere rentesatsen, når blot renten ligger inden for de til enhver tid gældende satser for privatkreditter. Hvis klageren skulle have ret til til stadighed at fastholde en særlig favør i forhold til indklagedes basissats, måtte klageren i kreditaftalen have indføjet en udtrykkelig bestemmelse herom, hvilket ikke er sket i den foreliggende sag. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at den samlede rente- og provisionssats på klagerens kredit til enhver tid skal være 1,5% mindre end basissatsen for "Privatkreditter", ligesom indklagede inden fire uger bør foretage korrektion af rente- og provisionsberegningen på kreditten i overensstemmelse hermed med virkning fra den 1. januar 1992. Klagegebyret tilbagebetales klageren.