Bidragsforhøjelser.
| Sagsnummer: | 21602018/2016 |
| Dato: | 06-06-2016 |
| Ankenævn: | |
| Klageemne: |
Bidrag - forhøjelse
|
| Ledetekst: | Bidragsforhøjelser. |
| Indklagede: | Totalkredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
21602018
Bidragsforhøjelser.
Klageren optog i 2008 et rentetilpasningslån med afdragsfrihed hos det indklagede realkreditinstitut. Bidragssatsen udgjorde ved lånets udbetaling 0,4948 pct. p.a. Af aftalegrundlaget fremgik det, at bidraget og beregningsprincipperne herfor kunne ændres efter instituttets beslutning, ligesom der var givet oplysninger om, hvordan bidraget fastsattes, og hvilke forhold som kunne føre til ændring af bidragssatserne. Instituttet varslede i maj 2013, i august 2014 og igen i februar 2016 bidragsforhøjelser på klagerens lån, som indebar en samlet stigning fra 0,5948 til 1,4688 pct. p.a. Klageren klagede forgæves over bidragsforhøjelserne.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle nedsætte bidragssatsen, så den svarede til den bidragssats, som var gældende ved lånets udbetaling. Instituttet påstod frifindelse.
Til klagerens oplysning om, at han ikke var blevet rådgivet om det faktum, at bidragssatserne kunne stige som sket, bemærkede Nævnet, at bidraget i 2008, hvor lånet blev optaget, antagelig ikke havde været genstand for den helt store rådgivning, idet det måtte lægges til grund, at det ikke kun var kommet bag på låntagerne, men også på realkreditbranchen, at kapitalkravsændringer, kapitalfrembringelsesomkostninger m.v. samt ratingbureauernes krav om yderligere kapitalbuffere havde gjort det nødvendigt med bidragsforhøjelser på det aktuelle niveau og med den skete frekvens. Nævnet bemærkede videre, at bidragssatserne på klagerens lån var hævet fra 0,4948 pct. årligt ved optagelsen af lånet til 1,4688 pct. årligt pr. 1. juli 2016. Det svarede til, at der i løbet af ca. 8 år, var sket forhøjelse af klagerens årlige bidragsbetaling med i alt godt 25.000 kr. Nævnet havde forståelse for, at klageren anså stigningen for stor. Der var imidlertid i aftalegrundlaget en klar hjemmel til, at instituttet kunne forhøje bidraget, og klageren havde gennem sin accept af lånet tiltrådt denne. Nævnet fandt endvidere, at bidragsforhøjelsen, der var foretaget ensartet for grupper af kunder og lån, ikke kunne anses for vilkårlig, og at der uanset bidragsforhøjelsernes forholdsvis høje stigningstakt ikke var grundlag for at anse disse for åbenbart urimelige. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i klagen. Nævnet tilføjede i øvrigt, at det fremgik af instituttets prislister, at klageren ved at omlægge sit lån til en anden låntype og afdragsprofil kunne opnå en ikke ubetydelig nedsættelse af bidragssatsen. Som følge af det anførte blev realkreditinstituttet frifundet.
K E N D E L S E
afsagt den 6. juni 2016
JOURNAL NR.: 2016-01-02-018-T
INSTITUT: Totalkredit A/S
KLAGEEMNE: Bidragsforhøjelser.
DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 26. maj 2016
SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen
NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Kia Dollerschell
Morten B. Pedersen
Jacob Elverum
Lars K. Madsen
SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:
Klageren har i sin ejendom et lån på 2.627.000 kr. til det indklagede realkreditinstitut. Lånet er ydet i 2008 som rentetilpasningslån med afdragsfrihed til en årlig bidragssats på 0,4948 pct.
Af det for lånet udstedte pantebrev fremgår følgende af de særlige bestemmelser:
”Vilkår for lånet
For lånet gælder de af …(indklagedes)… bestyrelse til enhver tid fastsatte vilkår for långivningen og obligationsudstedelsen. Henvisningen til vedtægterne i Justitsministeriets pantebrevsformular B skal forstås som en henvisning til bestemmelser fastsat af …(indklagedes)… bestyrelse med hjemmel i …(indklagedes)… vedtægter.
Der henvises i øvrigt til de til debitor udleverede ”Almindelige forretningsbestemmelser” i Långuiden samt ”Særlige bestemmelser” i nærværende pantebrev.
…
Bidrag
Som en del af ydelserne betales et bidrag, hvis størrelse og beregningsmåde fastsættes af …(indklagede)… Bidragets størrelse oplyses i forbindelse med udbetaling af lånet.
Bidrag og beregningsprincipper kan ændres efter …(indklagedes)… beslutning. Meddelelse herom vil i såfald blive givet til debitor med mindst 3 måneders varsel forud for en termin.
…(Indklagede)… kan desuden fastsætte specielle bidragssatser og/eller beregningsprincipper for særlige lån eller grupper af lån. Meddelelse om ændringer i bidrag og/eller beregningsprincipperne herfor kan gives i en terminsopkrævning. Ændres bidraget, ændres terminsydelsen i forhold hertil.”
Indklagedes Långuide pr. 6. november 2015 indeholder følgende afsnit om bidrag:
”Bidrag
Bidragets størrelse og beregningsmetode fastsættes i forbindelse med ydelse af lånet.
Bidraget beregnes som en procentsats af lånets restgæld (dvs. af kontantrestgælden for kontantlån og af obligationsrestgælden ved obligationslån). Betalingen sker forholdsmæssigt som en del af lånets terminsydelse.
Bidragssatsen ved lånets udbetaling er afhængig af den belånte ejendom, afdragsprofil, låntype, lånets hovedstol og belåningsinterval (lånets prioritetsstilling i forhold til den kontante låneværdi for ejendommen).
Belåningsintervallet fastlægges via en værdiansættelse af ejendommen ved lånoptagelsen. Værdiansættelse foretages af …(indklagede)… på den af …(indklagede)… valgte måde. Belåningsintervallet fastlægges på ny ved en efterfølgende omlægning af lånet, gældsovertagelse eller relaksation. Bidragssatsen ændres ikke som følge af ordinære afdrag eller ved ændring af lånets prioritetsstilling som følge af f.eks. en indfrielse af foranstående lån.
Kursskæring (kursfradrag ved udbetaling/refinansiering og kurstillæg ved indfrielse) er afhængigt af den valgte låntype – herunder hyppigheden hvormed lånetypen refinansieres. Se nærmere om kursfradrag og kurstillæg i de almindelige forretningsbestemmelser for obligationshandel.
Gældende gebyrer fremgår af …(indklagedes)… prisblad, som kan findes på …(indklagedes hjemmeside)…
Ændring af bidrag, gebyrer og andet vederlag (herunder kursskæring).
Bidrag, gebyrer og andet vederlag er variable.
Lånets bidrag og beregningsmetoden for bidrag kan således ændres i lånets løbetid, eksempelvis så bidraget beregnes og eventuelt løbende reguleres på grundlag af flere eller andre forhold end ved lånets udbetaling, herunder låntagerspecifikke forhold. …(Indklagede)… kan endvidere ændre eller indføre nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) i eksisterende låneforhold.
Ændringer af bidrag og beregningsmetoden for bidraget samt ændring eller indførelse af nye former for gebyrer eller andet vederlag (herunder kursskæring og kurtage) kan i eksisterende låneforhold være begrundet i aktuelle eller forventede omkostningsmæssige, markedsmæssige, lovgivningsmæssige, risikomæssige, konkurrencemæssige, forretningsmæssige eller lignende forhold samt låntagerspecifikke forhold. Du kan nedenfor se eksempler på sådanne forhold. Listen er ikke udtømmende.
a) Ændringer i lovgivning, retspraksis og myndighedspraksis,
b) Ændringer i krav og forventninger fra ratingbureauer og investorer, herunder krav og forventninger af betydning for prissætningen på obligationerne bag …(indklagedes)… udlån,
c) Omkostningsudviklingen, eksempelvis som følge af
* øgede omkostninger til fremskaffelse af kapital,
• ændrede krav til kapitalgrundlag, kapitalberedskab, likviditet eller solvens,
• øgede skatter eller afgifter,
• øgede distributionsomkostninger eller
• generelle garantiordninger,
d) Øgede tab eller risiko for tab, nedskrivninger eller hensættelser til tab,
e) Behov for ændringer i sammensætningen af …(indklagedes)… låneportefølje, eksempelvis en reduktion af mængden af lån med variabel rente
f) Behov for at motivere …(indklagedes)… kunder til at vælge udvalgte produkter, eksempelvis lån med afdrag,
g) Øgede risici, herunder operationelle risici,
h) Faldende ejendomspriser eller strukturelle udviklinger i ejendomsmarkedet,
i) Administrative forhold eller behov for bedre udnyttelse af …(indklagedes)… kapacitet og ressourcer,
j) Øvrige forhold, som indebærer behov for øget indtjening eller en ændret prisstruktur,
k) Låntagers betalingsmisligholdelse,
l) Ændringer i låntagerspecifikke forudsætninger, herunder låntagers økonomiske forhold eller sammensætningen, omfanget eller rentabiliteten af låntagers engagement med …(indklagede)… eller
m) Ændringer i den pantsatte ejendoms belåningsgrad, værdifasthed eller omsættelighed.
Ændringer vedrørende bidrag samt væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag meddeles individuelt til låntager med 3 måneders varsel til en termin med virkning fra førstkommende termin. Ændringer begrundet i udefrakommende forhold, som …(indklagede)… ikke har indflydelse på, kan dog ske uden varsel. Øvrige ændringer, herunder ændringer vedrørende gebyrer eller morarente samt mindre væsentlige ændringer vedrørende andet vederlag annonceres med 3 måneders varsel i …(indklagedes)… prisblad, som er tilgængeligt på …(indklagedes hjemmeside)…”
Indklagede fremsendte den 27. maj 2013 følgende brev til klageren om nye priser:
”Nye priser på realkreditlån
Realkreditinstitutterne bliver mødt med skærpede lovkrav til, hvor meget kapital vi skal have som sikkerhed for vores udlån. Når prisen på denne kapital så samtidig er høj, og vores tab er vokset, betyder det, at vores omkostninger ved at producere realkreditlån stiger kraftigt. For at dække disse omkostninger må vi hæve priserne.
Det betyder, at …(indklagede)… fra 1. oktober 2013 forhøjer bidragssatserne på realkreditlån. Forhøjelsen betyder samtidig en mere entydig sammenhæng mellem pris, låntype og belåningsgrad. Lån uden afdrag bliver dyrere end lån med afdrag, og variabelt forrentede lån bliver dyrere end fastforrentede lån. De nye bidragssatser bevirker, at alle lån fra …(indklagede)… følger samme prisstruktur.
Det nye bidrag opkræver vi første gang sammen med ydelsen ved udgangen af december måned 2013.
Hvad betyder det for dig?
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,5948
Ny årlig bidragssats fra 01.10.2013 i pct. 0,9136
Restgæld pr. 30.09.2013 i kr. 2.627.000,00
Terminsydelse december 2013 i kr. 8.345,67
Bidragsændringens betydning for ydelsen i kr. 2.093,72
Bidragssatsen er blevet fastsat ud fra det belåningsinterval, der var gældende, da lånet blev udbetalt.
Forhøjelsen af bidragssatsen følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.”
Indklagede fremsendte endvidere den 28. august 2014 følgende meddelelse til klageren om nye priser:
”Nye priser på realkreditlån
1.januar 2015 forhøjer …(indklagede)… bidragssatser og kursfradraget ved rentetilpasning. Bidraget og kursfradraget ændres, så det i højere grad modsvarer de omkostninger, kapitalkrav og risici, der er forbundet med den pågældende låntype.
Realkreditlån fra …(indklagede)… vil fortsat være en attraktiv måde at finansiere din bolig på.
Det nye bidrag opkræver vi første gang som en del af din ydelse ved udgangen af marts måned 2015. Det forhøjede kursfradrag anvendes på lån, som rentetilpasses med virkning fra 1. januar 2015 eller senere.
Hvad betyder det for dig
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Restgæld pr. 31. december 2014 i kr. 2.627.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 0,9136
Ny årlig bidragssats fra 1. januar 2015 i pct. 1,0992
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 1.218,93
Nuværende kursfradrag i kurspoint 0,10
Nyt kursfradrag fra 1. januar 2015 i kurspoint 0,30
Kursfradragsændringens vejl. betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. fra førstkommende
Rentetilpasning (før skat) 1.314
Bidragssatsen er fastsat ud fra belåningsintervallet på lånets tilbudstidspunkt. Lånets ydelse påvirkes både af beskrevne bidragsændring og renteændringer ved førstkommende rentetilpasning.
Ændring i ydelsen som følge af ændring i kursfradraget er vejledende og afhænger af renteniveauet på rentetilpasningstidspunktet.
Forhøjelsen af bidragssatsen og kursfradraget følger de regler og betingelser, som fremgår af dine lånevilkår.”
Den 23. juni 2014 fremsendte klageren følgende e-mail til indklagede:
”Jeg vil gerne klage over at mit bidrag på mit F1 lån er steget voldsomt i år, uden jeg har fået nogen form for rådgivning om dette kunne ske, da jeg fik lånet. Det eneste jeg modtog da jeg skulle skrive under på lånet var en stak papir med gule pile skriv under her og send det tilbage.
Der er ikke en rådgiver der på noget tidspunkt har gået lånet igennem med mig og oplyst at bidraget kunne stige med 10000,00 kr. om året.
Jeg er uforstående over for dette.”
Den 4. februar 2016 varslede indklagede bidragsforhøjelse pr. 1. juli 2016:
”Den 1. juli 2016 forhøjer …(indklagede)… bidragssatserne. Det gør vi, fordi …(indklagede)… skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig. Derfor skal vi i …(indklagede)… øge indtjeningen. På den måde kan vi lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån vi yder, tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af denne kapital. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne.
Dit lån i …(indklagede)l… har ikke fast rente i hele løbetiden og er uden afdrag. Hvis du vælger et lån med fast rente og med afdrag, falder din bidragssats til den laveste i …(indklagede)… Det skyldes, at myndighederne kræver, at færre boligejere vælger lån med variabel rente og lån uden afdrag.
Se, hvad forhøjelsen koster dig
Låntype Tilpasningslån (F1) variabel rente
Restgæld pr. 1. juli 2016 i kr. 2.627.000,00
Nuværende årlig bidragssats i pct. 1,0992
Ny årlig bidragssats fra 1. juli 2016 i pct. 1,4688
Bidragsændringens betydning for ydelsen pr. kvartal i kr. (før skat) 2.427,34
Du betaler den nye bidragssats første gang 1. oktober 2016. Desuden ændrer din rente sig ved næste rentetilpasning. Derfor ændrer din samlede betaling sig også.
Læs bagsiden af brevet
Hvis du vil vide mere om dine muligheder for at ændre dit lån, finder du flere oplysninger på bagsiden af dette brev.”
Klageren fremsendte den 23. februar 2016 på ny en klage til indklagede over bidragsforhøjelserne, som indklagede den 23. februar 2016 besvarede som følger:
”Vi forstår godt din frustration over stigningen.
Du har dog et meget risikobetonet lån. F1-F4 lån har fået en højere stigning end de andre lånetyper vi har på hylden.
Det ville måske være en god ide at kigge på et alternativ til dit nuværende lån, det vil i hvert fald gøre dit bidrag mindre at skifte væk fra det.
Du kan evt. selv kigge på vores bidragsberegninger på: …(indklagedes hjemmeside)…”
Klageren indbragte samme dag en sag for Realkreditankenævnet.
PARTERNES PÅSTANDE:
Klageren påstår indklagede tilpligtet at nedsætte bidragssatsen, så den svarer til den bidragssats, som var gældende ved lånets udbetaling.
Indklagede påstår frifindelse.
KLAGERENS FREMSTILLING:
Klageren oplyser, at han over flere gange har klaget over, at bidraget på hans F1 lån er steget meget voldsomt. Da han skrev under på lånet, blev han ikke informeret om, at dette kunne ske, hvilket er dårlig kunderådgivning. Det eneste, indklagede skriver tilbage på hans klage, er, at indklagede godt kan forstå hans frustration over stigningen. Det kan han ikke bruge til ret meget.
Til indklagedes udtalelse har han følgende bemærkninger:
Han fastholder sin klage og gentager, at han aldrig er blevet informeret om, at indklagede bare kan hæve bidragssatserne, som indklagede vil. Indklagede har jo også nu været i pressen og sige, at nogen af bidragspengene kan blive betalt tilbage til kunden.
Han har snakket med sin advokat og overvejer p.t., om han skal overtage sagen. Han har også fået en henvendelse fra en journalist, som har hørt om hans sag, men hans advokat har sagt, at han ikke skal blande pressen ind i det p.t.
INDKLAGEDES FREMSTILLING:
Indklagede oplyser, at klageren den 21. juli 2008 fik udbetalt et 30-årigt tilpasningslån (F1) på 2.627.000 kr. med pant i den omhandlede ejendom. Udbetalingen skete på grundlag af lånetilbud af 15. juli 2008, og lånet blev etableret med indledende afdragsfrihed frem til den 31. december 2017.
Bidraget på lånet blev fastsat til 0,4948 pct. ud fra et belåningsinterval på 0-78 pct. på baggrund af en belåningsvurdering på 3.350.000 kr.
Lånet refinansieres næste gang den 31. december 2016.
Gennemførsel af bidragsforhøjelsen i 2016
Med virkning fra 1. juli 2016 forhøjer indklagede bidragssatserne på alle eksisterende og nye lån til private kunder. Derfor har alle privatkunder med lån hos indklagede modtaget et brev med oplysning om, hvad forhøjelsen betyder for netop deres lån. Brevet indeholder følgende begrundelse for forhøjelsen:
”… fordi …(indklagede)… skal leve op til myndighedernes krav og markedets forventninger til vores kapital- og indtjeningsforhold. Både krav og forventninger er steget kraftigt siden finanskrisens start – og stiger stadig. Derfor skal vi i …(indklagede)… øge indtjeningen. På den måde kan vi lægge tilstrækkeligt til side som sikkerhed for de lån, vi yder, tiltrække kapital i markedet på bedst mulige vilkår og dække omkostningerne til forrentning af denne kapital. Det er en væsentlig forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde stabile boliglån til danskerne.”
Derudover har indklagede på sin hjemmeside offentliggjort en redegørelse for bidragsforhøjelsen:
”Begrundelseskrav
Det danske realkreditsystem har en række unikke kendetegn. Et af dem er, at du som låntager – uanset om du er boligejer eller erhvervsdrivende – igennem hele lånets løbetid er beskyttet mod en pludselig opsigelse af dit lån. Den beskyttelse har du ikke på dit banklån. Banker kan nemlig frit og uden varsel til enhver tid kræve, at du betaler dit lån tilbage. Det kan vi som realkreditinstitut ikke, så længe du betaler dine ydelser.
Med andre ord forpligter realkreditinstitutter sig ved udbetaling af et lån til at låne pengene ud – og ikke pludselig kræve dem tilbagebetalt – i hele den periode, der er aftalt. Og da løbetiden ofte er 30 år, betyder det, at realkreditinstitutter har uopsigelige forpligtelser, der løber i årtier.
Øget krav om polstring.
Over så lang en periode kan kapitalkrav og omkostninger ved realkreditudlån ændre sig markant. Derfor kan et realkreditinstitut forhøje bidragssatserne, som er realkreditinstituttets pris for at yde og administrere lån. Bidragssatserne kan også forhøjes på de lån, der allerede er udbetalt. Og det er det, …(indklagede)… gør, når vi hæver bidragssatserne på …(indklagede-lån)… pr. 1. juli 2016.
Men vi kan ikke bare hæve bidragssatserne vilkårligt, for alle realkreditinstitutter skal kunne begrunde, hvorfor de forhøjer bidragssatserne. Det er fast anerkendt i lovgivningen om god skik for finansielle virksomheder – og i talrige afgørelser fra Realkreditankenævnet – at man forhøjer bidragssatserne, når man kan begrunde det.
…(Indklagedes)… mulighed for at hæve bidragssatserne er udførligt beskrevet i låneaftalerne og i …(indklagede)… Almindelige forretningsbestemmelser for realkreditudlån, som står i den LånGuide, man modtager, når man får et …(indklagede-lån)…
Hvorfor stiger bidragssatserne i …(indklagede)… pr. 1. juli 2016?
I det brev, alle kunder i …(indklagede)… har modtaget, begrunder vi forhøjelsen med, at kapitalkravene fra danske og internationale myndigheder til realkreditinstitutter er steget og fortsat stiger. De stigende kapitalkrav betyder, at …(realkreditinstitut-koncernen)… – som …(indklagede)… er en del af – skal stille mere og mere kapital som sikkerhed for de lån, vi har ydet og fortsat yder til danske boligejere og erhvervsdrivende.
Når myndighedernes krav stiger, øger investorerne og ratingbureauerne (tilsammen kaldet ”markedet”) samtidig deres forventninger til …(realkreditinstitutkoncernens)… kapitalgrundlag. Jo større tiltro investorer og ratingbureauer har til …(koncernforbundet realkreditinstitut)…, jo lavere bliver renten på lånet. Vores kunder har derfor direkte fordel af, at både investorer og ratingbureauer har stærk tiltro til …(koncernforbundet realkreditinstitut)… Derfor er det så afgørende, at vi lever op til markedets forventninger.
Kendte og ukendte krav i sigte.
Konkret medfører de øgede krav, at …(realkredit-koncernen)… ved indgangen til 2019 skal have ca. 70 mia. kr. i egentlig kernekapital (den regnskabsmæssige egenkapital fratrukket hybrid kernekapital og en række solvensmæssige fradrag).
Dette kapitalmål er fastsat på baggrund af de allerede kendte og vedtagne kapitalkrav fra danske og internationale myndigheder. Forhøjelsen af bidragssatserne pr. 1. juli 2016 har først og fremmest til formål at øge sandsynligheden for, at …(realkredit-koncernen)… kan leve op til dette kapitalmål. Vi har i dag en egentlig kernekapital på 60,5 mia. kr. Den skal øges med knap 10 mia. kr. i årene 2016-2018. Forhøjelsen af bidragssatserne øger …(realkreditkoncernens)… indtjening og betyder dermed, at vi kan lægge mere til side hvert år i bestræbelserne på at nå 70 mia. kr. inden udgangen af 2018.
Desuden øger forhøjelsen af bidragssatserne sandsynligheden for, at …(realkreditkoncernen)… kan honorere de fremtidige, endnu ikke vedtagne kapitalkrav, som der i disse år arbejdes på hos internationale myndigheder. Vi kender ikke det konkrete omfang af kravene endnu – men vi ved, at kapitalkravet efter 2019 er højere end de 70 mia. kr. Selv i minimumsversioner vil de krav, der arbejdes på, være en betydelig udfordring for …(realkredit-koncernen)… Lige nu er vores bedste estimat, at det er nødvendigt at øge den egentlige kernekapital med yderligere 15 mia. kr. – altså ud over de 70 mia. kr. – når de nye krav får effekt. Estimatet er forsigtigt og svarer til det niveau, man allerede nu har pålagt de fire største banker i Sverige. Og det er ikke usandsynligt, at kravet bliver højere.
Børsnotering er nødvendig
Derfor søger …(realkreditkoncernen)… en børsnotering. Dels får vi tilført kapital i forbindelse med selve børsnoteringen, dels får vi efterfølgende, som børsnoteret koncern, adgang til at hente yderligere kapital efter behov. For at gennemføre en børsnotering skal vi have en bedre indtjening end i dag – det vil fremtidige aktionærer kræve, og det er forhøjelsen af bidragssatserne med til at sikre. Og det er værd at bemærke, at forhøjelsen af bidragssatserne er langt mindre, end den ville være uden en børsnotering. Forhøjelsen af bidragssatserne på …(indklagedes)… udlån til privatkunder står ikke alene. De suppleres af markante besparelser i …(realkreditkoncernen)… og andre tiltag, der bidrager til at effektivisere koncernen.”
Baggrunden for indklagedes forhøjelse af bidragssatsen er yderligere uddybet i en redegørelse, som også er tilgængelig på indklagedes hjemmeside.
Hjemmel til bidragsforhøjelse
Det i denne sammenhæng relevante aftalegrundlag mellem klageren og indklagede udgøres af pantebrevet fra 2008. Dette suppleres af indklagedes Långuide fra varslingstidspunktet, der er godkendt af indklagedes bestyrelse.
Såvel pantebrevet som Långuiden indeholder bestemmelser om fastsættelse af bidraget, herunder at det i lånets løbetid kan ændres af indklagede.
Anbringender
Det gøres til støtte for den fremsatte påstand gældende,
at der er hjemmel i låneaftalen til at forhøje bidragssatsen,
at den gennemførte bidragsforhøjelse er ensartet for alle kunder med samme låntyper,
at den skete forhøjelse af bidragssatsen er i overensstemmelse med aftalegrundlaget og varslet og begrundet i overensstemmelse med reglerne om god skik, og
at forhøjelsen af bidragssatsen ikke er vilkårlig eller urimelig.
Der er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte den varslede forhøjelse af bidragssatsen.
OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:
Indklagede har på sin hjemmeside offentliggjort en detaljeret redegørelse for baggrunden for bidragsforhøjelserne, herunder sammenhængen til de nye kapitalkrav efter finanskrisen, indklagedes indtjening efter bidragsforhøjelserne i 2016, den forventede yderligere kapitalregulering, kravene om ændret lånesammensætning i Finanstilsynets tilsynsdiamant (Finanstilsynets pejlemærker for, om et realkreditinstituts virksomhed er forbundet med en forhøjet risiko) samt i ratingbureauernes vurderinger og endelig for kundens muligheder for at indfri eller omlægge lån.
ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:
Klageren anfører, at han ikke er blevet rådgivet om det faktum, at bidragssatserne kunne stige som sket. I 2008, hvor lånet blev optaget, var bidraget antagelig ikke genstand for den helt store rådgivning, idet det må lægges til grund, at det ikke kun er kommet bag på låntagerne, men også på realkreditbranchen, at kapitalkravsændringer, kapitalfrembringelsesomkostninger m.v. samt ratingbureauernes krav om yderligere kapitalbuffere har gjort det nødvendigt med bidragsforhøjelser på det aktuelle niveau og med den skete frekvens.
Bidragssatserne på klagerens lån er hævet fra 0,4948 pct. årligt ved optagelsen af lånet til 1,4688 pct. årligt pr. 1. juli 2016. Det svarer til, at der i løbet af ca. 8 år, er sket forhøjelse af klagerens årlige bidragsbetaling med i alt godt 25.000 kr.
Nævnet har forståelse for, at klageren anser stigningen for stor. Der er imidlertid i aftalegrundlaget en klar hjemmel til, at indklagede kan forhøje bidraget, og klageren har gennem sin accept af lånet tiltrådt denne. Nævnet finder endvidere, at bidragsforhøjelsen, der er foretaget ensartet for grupper af kunder og lån, ikke kan anses for vilkårlig, og at der uanset bidragsforhøjelsernes forholdsvis høje stigningstakt ikke er grundlag for at anse disse for åbenbart urimelige. Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i klagen. Nævnet skal i øvrigt tilføje, at det fremgår af indklagedes prislister, at klageren ved at omlægge sit lån til en anden låntype og afdragsprofil kan opnå en ikke ubetydelig nedsættelse af bidragssatsen.
Som følge af det anførte
b e s t e m m e s
Indklagede, Totalkredit A/S, frifindes.
Henrik Waaben / Susanne Nielsen