Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning som følge af manglende rådgivning om salg af aktier

Sagsnummer: 281 /2011
Dato: 15-05-2012
Ankenævn: Eva Hammerum, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Morten Bruun Pedersen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning som følge af manglende rådgivning om salg af aktier
Indklagede: Max Bank af 2011
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører, om Max Bank har pådraget sig et erstatningsansvar ved ikke at have rådet klageren til at sælge sine aktier i banken.

Sagens omstændigheder

Klageren har siden 1984 været kunde i Max Bank, hvor hun har et værdipapirdepot (-631).

Den 26. marts 2002 købte klageren aktier i Max Bank til en værdi af 24.745 kr.

Den 29. maj 2006 gennemførte Max Bank en aktieemission.

Samme dato solgte klageren Max Bank Tegningsretter til en værdi af 16.905 kr. som blev krediteret klagerens konto.

Banken har oplyst, at klageren har modtaget et udbytte fra aktierne på 3.920 kr.

Den 8. oktober 2011 blev banken overtaget af Finansiel Stabilitet, hvorved klagerens aktier blev værdiløse.

Parternes påstande

Den 17. maj 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Max Bank af 2011 skal betale en erstatning på minimum 25.000 kr. som følge af manglende rådgivning om salg af aktier.

Max Bank af 2011 har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken ved sin manglende rådgivning om salg af hendes aktier i Max Bank har handlet ansvarspådragende.

Hun stolede på, at bankrådgiveren, som hun havde kendt i mange år og som hun havde overladt sine "pengesager" til, ville give besked om, hvornår aktierne kunne sælges med størst mulig gevinst.

Banken skal dække hendes kurstab på Max Bank aktierne.

Max Bank af 2011 har anført, at klageren købte aktier til en værdi af 24.745 kr. og fik en indtægt ved salg af Max Bank tegningsretter på 16.905 kr. Differencen på 7.840 kr. modsvares af en kursværdi pr. 20. juni 2011 på 6.551,65 kr. og et udbytte på 3.920 kr.

Efter MiFID reglerne var trådt i kraft fik klageren udarbejdet en investeringsprofil i samarbejde med banken. Investeringsprofilen kræver ikke klagerens underskrift.

Klageren har ikke en særlig overvågningsaftale tilknyttet sit depot. Klageren forestår derfor selv løbende overvågning og meddelelse om køb og salg af sine værdipapirer.

Klageren har ikke dokumenteret at have lidt et tab som følge af manglende rådgivning om hendes køb og salg af værdipapirer.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at sagen ikke skal afvises.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Max Bank i forbindelse med klagerens køb og salg af værdipapirer har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar, idet det bemærkes, at klageren ikke havde indgået en aftale med banken om, at den skulle overvåge hendes værdipapirdepot.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.