Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Salg af aktier på baggrund af pengeinstituts anbefaling fremsendt pr. telefax.

Sagsnummer: 304/1997
Dato: 12-12-1997
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Peter Stig Hansen, Mette Reissmann, Ole Simonsen
Klageemne: Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Ledetekst: Salg af aktier på baggrund af pengeinstituts anbefaling fremsendt pr. telefax.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 30. januar 1997 fremsendte indklagede til en række kunder en telefax, som klageren modtog på sin arbejdsplads. Af telefaxen fremgår, at indklagede anbefalede salg af aktier i SAS. Anbefalingen var begrundet i en række nærmere angivne forhold.

I klagerens pensionsdepot hos indklagede var en aktiepost på 1.500 stk. aktier i SAS. Klageren havde indkøbt aktierne til pensionsordningen den 23. oktober 1996 til kurs 75.

Den 31. januar 1997 solgte klageren aktieposten til kurs 78,5.

Ultimo juli 1997 rettede klageren henvendelse til indklagede om aktiesalget.

Ved klageskema af 16. august 1997 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 55.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han i 1995 ophørte med at indbetale på sin pension hos indklagede for i stedet at indskyde på en pension i et andet selskab, idet han ikke var tilfreds med indklagedes investeringsrådgivning. Han frabad sig råd fra indklagede om placering af pensionsmidlerne, som han herefter selv forestod. Det bestrides, at han har ønsket at få aktieanbefalinger pr. fax til sin arbejdsplads. Tværtimod har han gentagne gange meddelt indklagede, at han ikke ønskede at modtage telefax fra indklagede på sin arbejdsplads uden at være orienteret herom på forhånd. Telefaxen af 30. januar 1997 var på grund af de nævnte omstændigheder usædvanlig, hvorfor han opfattede den som en særlig meddelelse til ham om at reagere hurtigt. Han turde derfor ikke andet end at sælge aktierne. Såfremt han havde ventet med at sælge aktierne til ultimo juli 1997, ville han have opnået en fortjeneste på 55.000 kr.

Indklagede har anført, at telefaxen af 30. januar 1997 var en af de generelle spekulative aktieanbefalinger, som indklagedes fondsafdeling jævnligt udsender til de kunder, der har udtrykt ønske herom. Tilmelding og afmelding til denne service sker mundtligt. Det kan ikke dokumenteres, at klageren har anmodet om at modtage disse anbefalinger, men klageren har efterfølgende mundtligt anmodet om ikke at blive kontaktet pr. telefax. På grund af dette fravalg modtog klageren ikke indklagedes anbefaling om genkøb af SAS aktier, som blev udsendt den 15. maj 1997, umiddelbart før kursen på aktien efter et fald begyndende i februar 1997 på ny begyndte at stige. Det bestrides, at indklagede har begået ansvarspådragende fejl, idet der var tale om en generel anbefaling uden tilsikring af et bestemt resultat. Klageren måtte således indse, at anbefalingen var baseret på indklagedes forventninger til kursudviklingen. Klageren traf selv beslutning om salget og har ikke lidt noget tab, men tværtimod opnået en kursgevinst.

Ankenævnets bemærkninger:

Da klageren traf beslutning om salg af aktierne, måtte han indse, at indklagedes forventninger til kursudviklingen kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte træffe den endelige beslutning og bære risikoen for denne. Ankenævnet finder således ikke, at indklagede ved at fremsende telefaxen har pådraget sig et ansvar for, at klageren ikke opnåede den gevinst, som han efterfølgende har konstateret, at han kunne have opnået, såfremt han havde ventet med at afhænde aktierne. For så vidt angår klagerens opgørelse af den mistede gevinstmulighed bemærkes, at der herved i hvert fald bør tages højde for en eventuel geninvestering af salgsprovenuet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.