Værdipapirer, køb, afregningskurs.
| Sagsnummer: | 125/1994 |
| Dato: | 17-10-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - afregningskurs
|
| Ledetekst: | Værdipapirer, køb, afregningskurs. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 28. december 1993 afgav klageren ordre til indklagede om køb af Blücher Metalvare-aktier for 20.000 kr. Aktien var senest handlet den 23. december 1993 til kurs 1.350 (stykstørrelse 1.000 kr.). Ved en fejl købte indklagede den 29. december 1993 Flügger B-aktier. Denne handel blev annulleret den 30. december 1993.
Den 7. januar 1994 blev ordren gennemført til kurs 2.036. Af indklagedes afregning af samme dato fremgik, at aktierne var afregnet til Københavns Fondsbørs officielle "kurs alle handler" med tillæg af 0,25 % rundet op til nærmeste hele point.
Af den officielle kursliste for Københavns Fondsbørs fremgår, at "kurs alle handler" for den omhandlede aktie den 6. og 7. januar 1994 var henholdsvis 1800 og 2030. Den 4. og 5. januar, hvor aktien ikke blev handlet, havde bedste bud været henholdsvis 1.510 og 1.650.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at afregne handlen til kurs 1.800.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at handlen den 6. januar 1994 formentlig er den, han har igangsat. Såfremt dette ikke måtte være tilfældet, må det bebrejdes indklagede, at handlen ikke blev gennemført den 6. januar 1994 til kurs 1.800.
Indklagede har fremlagt dokumentation for, at man ikke har handlet Blücher Metalvare-aktier den 6. januar 1994, men denne dato kl. 11.43 indlagde bud om køb til kurs 1.700, hvilket kl 15.14 blev ændret til bud om køb til kurs 1.800.
Indklagede har anført, at den omhandlede aktie ikke handles hver dag og kan være vanskelig at fremskaffe. Den 6. januar 1994 afgav man første tilbud på kurs 1.700 og siden et bud på kurs 1.800, efter at der var gennemført en handel til kurs 1.800 mellem andre fondshandlere. Det kan således ikke bebrejdes indklagede, at handlen ikke blev gennemført den 6. januar 1994 til kurs 1.800. Først den 7. januar 1994 var det muligt at købe den omhandlede aktie, som blev afregnet til "kurs alle handler" med sædvanligt tillæg.
Ankenævnets bemærkninger:
Det er dokumenteret, at indklagedes køb til opfyldelse af klagerens ordre ikke fandt sted den 6., men først den 7. januar 1994, og der er ikke grundlag for at bebrejde indklagede, at det ikke lykkedes denne at handle den 6. januar til kurs 1.800. Afregningen er sket til den officielle børskurs den 7. januar med sædvanligt tillæg.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.