Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse. Opgørelse.

Sagsnummer: 9806093/1998
Dato: 23-06-1999
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Daniel Noe Harboe, Bent Olufsen, Keld Christiansen og Per Englyst
Klageemne: Personlig fordring - forældelse
Nedbringelse - rpl
Ledetekst: Personlig fordring. Forældelse. Opgørelse.
Indklagede: Realkredit Danmark A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

Det indklagede realkreditinstitut overtog den 4. februar 1991 klagerens daværende ejerlejlighed på tvangsauktion for et bud på 229.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 287.431 kr. i kolonne 1, som fordeltes med 252.680 kr. i kolonne 2 og 34.751 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. juni 1991 ejerlejligheden for en nominel pris på 290.000 kr., som blandt andet blev berigtiget ved køberens overtagelse af de to indestående lån. Den 3. juli 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 48.188 kr. gældende over for klageren, svarende til det endelige tab efter videresalg. Til dette beløb skulle lægges 9 pct. rente p.a. i fem år. Klageren stillede efterfølgende spørgsmål til opgørelsen af det endelige tab, ligesom en afviklingsordning drøftedes.

Klageren nedlagde ved Nævnet principal påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en fordring gældende mod ham, subsidiært at fordringen ikke kunne gøres gældende med det af instituttet opgjorte beløb. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke, at klageren kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning, eller at det oplyste gav grundlag for, at klageren kunne kræve den personlige fordring nedsat yderligere, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelses-frist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde rådighed over budsummens fordeling, forlods havde anvendt denne og overskudet ved videresalget til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Mindretallet var enig i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet og videresalgsoverskudet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsorden og således fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af restgæld i kolonne 2 og afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.

Der er indgået afviklingsaftale.