Forrentning af deponeret købesum.
| Sagsnummer: | 222/2005 |
| Dato: | 26-01-2006 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Karin Duerlund, Jette Kammer Jensen, Lotte Aakjær Jensen, Niels Bolt Jørgensen |
| Klageemne: |
Skødedeponeringskonto - forrentning
|
| Ledetekst: | Forrentning af deponeret købesum. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om en bedre forrentning af indeståendet på en skødedeponeringskonto hos indklagede.
Sagens omstændigheder.
Ved købsaftale af 25. juni 2004 solgte klageren en anpart af sin faste ejendom med overtagelse den 1. august 2004. Det fremgår, at køber var gjort bekendt med, at ejendommen endnu ikke var opdelt i anparter. Klageren skulle sørge for opdelingen og for tinglysning af en samejekontrakt. Handlen var betinget af, at ejendommen ændrede status fra 1-families ejendom til 2-families ejendom. Klageren skulle ansøge kommunen om tilladelse hertil.
Som led i handlen blev der den 23. juli 2004 af køber indsat 1.970.000 kr. på en skødedeponeringskonto hos indklagede.
På ejendommen var der tinglyst to lån på henholdsvis 250.000 kr. og 791.000 kr. i Realkredit Danmark. Klageren ønskede den solgte anpart af ejendommen relakseret fra disse lån.
Under et møde den 11. august 2004 mellem klageren og indklagede oplyste indklagede, at Realkredit Danmark var villig til at relaksere den frasolgte anpart på betingelse af, at ejendommen ændrede status fra 1-families ejendom til 2-families ejendom, at der forelå en anmærkningsfri samejeoverenskomst, som kunne godkendes af Realkredit Danmark, at der forelå dokumentation for, at den nuværende lejer fraflyttede den af klageren fortsat ejede lejlighed i ejendommen, og at klageren selv flyttede ind i denne. Relaksationen og frigivelsen af indeståendet på skødedeponeringskontoen kunne først ske, når de tre betingelser var opfyldt.
Rentesatsen på skødedeponeringskontoen var 0,25 % p.a. Klageren har anført, at det blev aftalt at forhøje rentesatsen med 0,5 % point. Indklagede har anført, at det blev aftalt at forhøje rentesatsen til 0,5 % p.a.
Ved e-mail af 15. august 2004 til indklagede med reference til det afholdte møde anførte klageren bl.a.:
"3) Endelig bedes du bekræfte, at der på min skødedeponeringskonto ydes ½ % rente p.a. fra og med d. 25.07.04, således som aftalt."
I april 2005, hvor ejerskiftesagen endnu ikke var afsluttet, rettede klageren henvendelse til indklagede om renten på skødedeponeringskontoen. Indklagede afslog et krav fra klageren om en forrentning på 2 % p.a., men forrentningen blev ændret til 0,75 % p.a. med tilbagevirkende kraft.
Den 6. juli 2005 blev indeståendet på skødedeponeringskontoen på nær 15.000 kr. frigivet til klageren.
Den 15. august 2005 indgav klageren en klage over indklagede til Ankenævnet. Indklagede har under sagen imødekommet to klagepunkter ved at tilbageføre en betaling på 17.000 kr. og godtgøre klageren omkostninger på 3.400 kr. i forbindelse med relaksationen. Klageren har fastholdt det tredje klagepunkt, der vedrører rentesatsen på skødedeponeringskontoen.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede skal yde en rentekompensation, hvorved han stilles, som om rentesatsen på skødedeponeringskontoen havde været på mindst 1,5 % p.a.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede har ydet en urimeligt lav forrentning af indeståendet på skødedeponeringskontoen.
Ved forespørgsel til andre pengeinstitutter har han fået oplyst, at han navnlig under hensyn til beløbets størrelse burde have kunnet opnå en forrentning på mindst 1,5 % p.a.
Han fik i august 2004 tilkæmpet sig en rentesats på 0,75 %.
Indklagede overholdt imidlertid ikke aftalen. Han blev klar over dette i april 2005, hvor han gjorde indsigelse. På baggrund af indsigelsen blev renten reguleret med tilbagevirkende kraft.
Indklagede har anført, at rentesatsen på 0,5 % p.a. blev aftalt med klageren på mødet den 11. august 2004, hvilket også fremgår af klagerens e-mail af 15. august 2004. Der var tale om en favørrentesats i forhold til standardrentesatsen på skødedeponeringskonti, der var på 0,25 % p.a. Favørsatsen blev ydet på grund af indeståendets størrelse.
Efterfølgende blev rentesatsen pr. kulance forhøjet med 0,25 % point, således at indeståendet blev forrentet med 0,75 % p.a. i hele perioden.
Klageren har ikke krav på en højere rente end aftalt.
Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at fastsætte rentesatser.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren har faktisk opnået en forrentning af indeståendet på skødedeponeringskontoen på 0,75 % p.a. fra etableringen af kontoen i juli 2004 til frigivelsen af indeståendet i sommeren 2005. Ankenævnet finder det ufornødent at tage stilling til, om denne forrentning blev aftalt i august 2004 eller i april 2005.
Rentesatsen på 0,75 % p.a. overstiger indklagedes standardrentesats på 0,25 % p.a. på skødedeponeringskonti, og Ankenævnet finder uanset indeståendets størrelse ikke grundlag for at pålægge indklagede at yde en højere forrentning.
Som følge heraf
klageren.
Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales